04.10.2004
Roskilde Lufthavn ny station for redningshelikopter
Roskilde Lufthavn er blevet vært for en af Flyvevåbnets redningshelikoptere, idet redningshelikoptertjenesten – det såkaldte Search and Rescue (SAR) beredskab – for det det østlige Danmark pr. 1. oktober er flyttet fra Flyvestation Værløse til Roskilde Lufthavn. Tjenesten bærer fremover navnet SAR-Roskilde.
Som følge af forsvarsforliget fra 1999 afvikler Flyvevåbnet i disse år Værløse som operativ flyvestation. Da faciliteterne til instrumentanflyvning forsvinder, vil det ikke længere være muligt at beflyve Værløse i dårligt vejr. I Roskilde vil tjenestens beredskab og operationer være på samme høje niveau som hidtil, oplyser Flyvertaktisk Kommando.
Eskadrille 722 er Flyvevåbnets redningseskadrille. Siden 1957 har den været en operativ redningseskadrille med hovedkvarter på Flyvestation Værløse. I januar blev eskadrillens otte S-61 Sikorsky-helikoptere flyttet fra Værløse til Karup, som nu huser Eskadrille 722s hovedkvarter. Der er permanent udstationeret en redningshelikopter i henholdsvis Aalborg og Skrydstrup – og nu også i Roskilde. I tilfælde af dårligt vejr i Østersø-området etableres der et beredskab på lufthavnen i Rønne.