13.08.2004
Newcastle International Airport udvider

Nye butikker og restauranter, 1.200 siddepladser, en stor internetlounge og et mere lyst og luftigt miljø. Det er nogle af tilbudene til passagererne efter en omfattende ombygning og 3.000 kvadratmeter stor udvidelse af afgangsterminalen i Newcastle International Airport, som Københavns Lufthavne A/S er medejer af.

Ny afgangsterminal i Newcastle     Billede: Med den nye afgangsterminal i Newcastle får passagerne langt flere siddepladser i et lyst og rummeligt miljø med udsigt til fly og landingsbaner.
Foto: Doug Hall


Ombygningen til cirka 7 millioner pund er et væsentligt led i den udvikling af den nordengelske lufthavn, der har fundet sted, siden Københavns Lufthavne A/S i maj 2001 erhvervede 49 procent af aktierne. Københavns Lufthavnes internationale afdeling har fungeret som rådgiver og partner på projektet.

”Vi har i tæt samarbejde med lufthavnen i Newcastle været involveret i alle aspekter af udviklingen af terminalen, herunder design og koncepter,” siger projektleder Michael Johansson fra International afdeling i Københavns Lufthavne A/S.

Udvidelsen i Newcastle blev blandt andet nødvendiggjort af et stigende antal passagerer. Lufthavnen er i dag den 9. største i Storbritannien og den blandt landets 15 største lufthavne, der oplever størst vækst. Sidste år satte Newcastle International Airport således rekord med 4 millioner passagerer mod 3,4 millioner passagerer i 2003. I løbet af 2004 forventes 5 millioner passagerer at rejse via lufthavnen.

Fremgangen i Newcastle International Airport kommer til dels fra stadig flere lavprisruter med selskaberne easyJet, Ryanair, Hapag Lloyd Express og Flybe, men også chartertrafikken er i vækst.

Med terminaludvidelsen sikres passagererne bedre service og flere valgmuligheder. Hovedparten af lufthavnens butikker og restauranter er nu placeret i transithallen – ligesom i Københavns Lufthavn i Kastrup – frem for i check-in området, som det er tilfældet i de fleste øvrige regionale britiske lufthavne. Med denne fornyelse sikres passagererne mere frihed, ro og tid til at bevæge sig rundt og benytte de mange tilbud.

På baggrund af terminaludvidelsen og det stigende antal passagerer forventer Newcastle International Airport en vækst i indtægterne fra butikker og restauranter på cirka 30 procent fra 2004 til 2005.

Indvielse af ny terminal i Newcastle    Billede: Den nye terminal i Newcastle International Airport blev officielt indviet onsdag den 11. august 2004. Her taler lufthavnens administrerende direktør John Parkin ved indvielsen.
Foto: Doug Hall


”Vi er overbevist om, at vore passagerer vil værdsætte det høje kvalitetsniveau og de forskellige faciliteter, som vi nu kan tilbyde. Med den udvidede terminal har Newcastle International Airport fået et af de bedste lufthavnsmiljøer i Europa,” siger lufthavnens administrerende direktør, John Parkin.

Mere om Newcastle International Airport