17.02.2004
Københavns Lufthavn giver passagerne fly til tiden
I årsrapporten fra Association of European Airlines (AEA) har Københavns Lufthavn færrest forsinkelser i 2003. Omkring 10 ud af 100 fly rammes af forsinkelser svarende til 10,5%. Lufthavnene i Helsinki, Stockholm og Oslo har forsinkelser på mellem 10,8% og 12,2%, mens de tilsvarende tal for Rom og Zürich er 28,7% og 29,9%.
Hans Christian Stigaard, underdirektør i CPH, ser positivt på udviklingen.”Tallene i forsinkelsesstatistikken viser, at der har været en positiv udvikling siden 1999, hvis man betragter et gennemsnit for alle lufthavnene i rapporten. I 2003 er gennemsnittet for forsinkelser 19,1%. I 1999 var det tilsvarende tal 30%.”
En af grundene til, at Københavns Lufthavn og de øvrige skandinaviske lufthavne kan fremvise lavere tal end mange midt- og sydeuropæiske lufthavne er, at der i skandinaviske lufthavne overordnet set er plads til flere landinger, og at de sjældent har problemer med lukkede baner. I en time med normal landingskapacitet er der plads til 55 fly i Københavns Lufthavn.
”Vi er godt stillet som lufthavn. Vi har bl.a. plads til at reparere landingsbaner om natten. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at passagererne i Københavns Lufthavn kan være sikre på at komme både ind og ud med fly til tiden. Som knudepunkt i regionen er det særdeles vigtigt at undgå forsinkelser,” siger Hans Christian Stigaard.
AEA - Association of European Airlines. Statistikken opgøres i kvartalsrapporter. I første kvartal udsendes desuden en årsrapport. Tallene er baseret på forsinkelser over 15 minutter, som indrapporteres af flyselskaberne uafhængigt af lufthavnene. |