07.07.2004
Mest effektive lufthavn i Europa

Københavns Lufthavne A/S er blevet kåret som den mest effektive lufthavn i vores del af verden. Prisen som ’den mest effektive lufthavn i Europa’ blev i weekenden overrakt på en konference i Tyrkiet afholdt af Air Transport Research Society (ATRS).

ATRS, der uddeler prisen, er et akademisk forum, der primært består af professorer fra forskellige universiteter verden over. Udregningen af hvilken lufthavn, der er den mest effektive, handler overordnet om at sammenstille, hvor meget hver enkelt lufthavn kan få ud af sit produktionsapparat.

”Københavns Lufthavn har ofte fået priser for at være blandt verdens bedste på passagertilfredshed. Prisen som Europas mest effektive lufthavn er vi glade for, fordi den viser, at der ikke er et modsætningsforhold mellem at være bedst og mest effektiv. Den bekræfter os i, at det kan betale sig at levere høj service og god kvalitet til glæde for vores passagerer og samarbejdspartnere.”, siger underdirektør Mogens Kornbo, der var i Istanbul for at modtage prisen.

På verdensplan løb Atlanta med sejren, for Nordamerika blev Vancouver kåret som den mest effektive lufthavn, og i Asien blev Hong Kong vinderen af kategorien.

Hvis du er interesseret, kan du læse mere om ATRS her: www.atrsworld.org

Her kan du se hvilke priser Københavns Lufthavne tidligere har modtaget