29.04.2003
Mange passagerer vil rejse – med sakse, våben, gas, dolke, knive og fyrværkeri
Sikkerhedsfolk i Københavns Lufthavn i Kastrup beslaglægger hver eneste dag i dusinvis af farlige genstande eller ulovlige våben, som de rejsende – uden at tænke sig om – har stoppet i lommen eller håndbagagen. Der er tale om enten direkte ulovlige våben eller andre genstande, der ikke må tages med ombord i et fly. For eksempel små knive, sakse, gasser og legetøjsvåben.
Stigning på 66 procent
Nye tal fra lufthavnens securityafdeling viser, at sikkerhedsfolkene i løbet af årets første tre måneder har konfiskeret 78 våben, der er ulovlige efter våbenloven. En stigning på 66 % i forhold til første kvartal sidste år.
Der er tale om 45 knive, 16 tåregas- eller peberspraydåser samt 17 andre våbengenstande, for eksempel pistoler, splatterpistoler, startpistoler, sabler og totemslagere. Alle passagerer, der tages med ulovlige våben, meldes til politiet.
Dertil kommer et stort antal genstande, der ikke er ulovlige – men bare ikke må tages ombord i et fly. I januar, februar og marts blev der konfiskeret 1.014 sådanne genstande. 624 knive eller dolke, 259 lange sakse, 15 modelpistoler- eller geværer, fire barberblade, 18 proptrækkere, én skalpel, 56 stykker værktøj og én enkelt – kødøkse.
Dertil kommer mere end 4.500 knive, sakse og lignende, som passagererne i januar, februar og marts af sig selv afleverede i særlige postkasser ved lufthavnens securitychecks. ”Mange slæber disse ting med af én grund: De tænker sig ikke om. De ved godt, at de ikke må, men glemmer det,” siger supervisor Finn Larsen fra Airport Security i Københavns Lufthavn.
Skrappe krav
I ugerne efter terrorangrebet den 11. september 2001 blev alt, der kunne bruges som våben, konfiskeret, herunder også neglefile – nu gælder det kun spidse genstande (som sakse og knive) på mere end seks centimeter. Men ifølge supervisor Finn Larsen konfiskerer sikkerhedsfolkene også mindre genstande, hvis de kan bruges som våben. Og ved rejser til USA er kravene endnu skrappere.
Finn Larsen opfordrer de rejsende til at pakke deres spidse genstande ned i deres kufferter, hvor de ikke generer nogen, men huske, at gasser, lightere og fyrværkeri under ingen omstændigheder må tages med, heller ikke i en kuffert i lastrummet.
Flere kasser
Securityafdelingen i Københavns Lufthavn afleverer hver anden dag flere fyldte kasser med ulovlige og konfiskerede genstande til Københavns Politi. Her i blandt ofte meget dyre lommeknive – ifølge supervisor Finn Larsen afleverer de fleste passagerer dog deres ting i god ro og orden:
”De ved jo, at vi gør det for sikkerhedens skyld,” siger han.
Blandt de mange sakse og knive er også dåser med forskellige typer gas og, ved juletid, stjernekastere, adskillige kilo fyrværkeri, heraf raketter på op til én meter.
I december blev der skrevet 461 rapporter om genstande, der skulle destrueres – primært fyrværkeri – mod normalt 150. En stigning på 300 procent. Ifølge sikkerhedsafdelingen er alle passagerer ved indtjekning advaret om, at de ikke må medbringe fyrværkeri, men mange gør det alligevel. Og når de spørges hvorfor, lyder svaret: ”For børnenes skyld.”