12.09.2003
Metro til Københavns Lufthavn i 2007

Om tre år vil det være muligt at tage den nye københavnske metro direkte fra det indre København til Terminal 3 i Københavns Lufthavn.

Projektet er vedtaget politisk, streger til den nye stations enestående design er slået, nu begynder selve det praktiske arbejde med at projektere og siden bygge stationen, der skal åbne i 2007.

Station i P-hus

De to spor til Metro-stationen føres over Amager og ender på øverste etage i det parkeringshus, der allerede er opført vest for Hilton-hotellet og for enden af den vingespids, der udgør lufthavnens Terminal 3. Det betyder, at passagerer let og tørskoede kan forlade deres Metro-tog for få minutter senere at befinde sig i Terminal 3.

Metro-station

Den nye station er designet af tegnestuen Vilhelm Lauritzen A/S. Metroselskabet forventer, at Københavns Lufthavn Metro-station vil have 11.560 på- og afstigninger i døgnet i 2007 og 13.070 tre år senere, i 2010.

Mellem Lergravsparken Station på Amager – der er den sidste station på denne metrolinie indtil videre – og den kommende station ved Terminal 3 etableres fire andre stationer. Deres beliggenhed er bestemt, men stationsnavnene er endnu ikke endeligt besluttet.

God infrastruktur

Det vil tage under 20 minutter at komme fra Københavns City til lufthavnen med metro. Med etableringen af den nye station bliver Københavns Lufthavns position som én af de lufthavne i verden, der har den absolut bedste infrastruktur, slået fast: I forvejen er der motorvej, Øresundsbro samt regional- og intercitytog direkte til døren.