Mere plads i Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavn i Kastrup bor trangt, klemt inde mellem by, bro og vand. Og derfor er der dårligt plads til at opføre nye baner eller udvide og forlænge de baner, der findes, når flytrafikken i fremtiden igen ventes at stige.
Københavns Lufthavn i Kastrup kan i dag højst håndtere 83 starter eller landinger hver time, et tal, der ventes at stige til 91 i 2007, blandt andet takket være det nye avancerede kontroltårn.
Men lufthavnen arbejder hele tiden på at skaffe mere plads til flere fly ved at håndtere trafikken på banerne mere effektivt.
Hurtigere af banerne
Ifølge Hans Christian Stigaard, underdirektør i Københavns Lufthavne A/S, kan kapaciteten blandt andet øges ved at nedsætte den tid, et landende fly bliver på banen, inden det drejer fra – og giver plads til et nyt fly. I øjeblikket bliver landende fly cirka ét minut på banen, men denne tid bør kunne reduceres til mellem 35 og 40 sekunder, siger Hans Christian Stigaard. Det kræver dog, at flyene bremser hurtigere og vælger en tidligere ”afkørsel” fra banerne.
”Det vil slide mere på flyenes dæk og bremser; til gengæld sparer flyene brændstof, fordi de ikke behøver vente så lang tid i luften,” siger Hans Christian Stigaard.