20.06.2003
Boeing 747-400 på jomfrurejse
38 timer stod der i Korean Air Cargos logbog. Det var alt hvad den splinternye boeing 747-400 ERF havde fløjet, da den landede i Københavns Lufthavn. Efter et par timers lastning gik turen tilbage til Seoul – en rejse på 9.04 timer.
Med et kæmpe brøl markerede Korean Air Cargo sin jomfrurejse til Københavns Lufthavn. Boeingen 747-400 ERF havde ikke så meget som en lille ridse eller olieplet. Den splinternye maskine blev indviet for blot fem dage siden. Da den lyseblå, skinnende maskine landede i Københavns Lufthavn i går morges, havde den kun fløjet 38 timer i alt.
Seneste skud på stammen
”Brandnew, brandnew,” sagde den new zealandske kaptajn med glædestrålende øjne. Korean Air Cargo har gennem de seneste år investeret i omkring 20 boeinger 747-400. Boeing 747-400 ERF, som er den seneste version af boeing 747-400, er seneste skud på stammen. Maskinen havde dens ilddåb den 14. juni 2003.
Aftenen før blev maskinen lastet i Seoul med blandt andet elektronik, tekstiler og maskingods. Efter en kort mellemlanding i Amsterdam fløj Korean Air Cargo til København på 50 minutter, hvor den blev modtaget med handlernes jublende øjne, der straks gik i gang med at laste, lodse og tanke den nye maskine.
10 tons mere i lasten
I København blev flyet lastet med 100 tons fragt, som blandt andet bestod af laks, grøntsager, insulin og reservedele til skibe. Henrik Melbye, stationschef fra Korean Air Cargo, fortæller om selskabets seneste investering: ”En ny flyflåde af 747-400 er en god ting. Vi kan nu forøge lasten med 10 tons mere, så vi komme op på 117 tons fragt,” fortæller han. Korean Air har samlet set 125 fly, hvoraf de 106 er passagerfly.
Et bedre serviceniveau
Korean Air har fløjet cargo til og fra Københavns Lufthavn gennem de sidste fire år. Nu er fragtkapaciteten forøget fra 110 tons til 170 tons per uge, hvilket betyder at serviceniveauet for det danske erhvervsliv bliver forbedret.
Lars Korup, der er afdelingsleder i Cargo, udtaler: ”Med denne kapacitetsudvidelse er serviceniveauet for det skandinaviske erhvervsliv forbedret til de fjernøstlige markeder. Kunderne, der benytter sig af disse nye muligheder har typisk sparet 24 timer i transporttid. Førhen var de nødsaget til at benytte sig af afgange fra kontinentet, hvortil fortransporten typisk foregik med lastbil,” fortæller Lars Korup og fortsætter: ”Korean Air Cargo kan transportere op til 117 tons på lørdagsafgangen fra Kastrup.
Den 4. april udvidede også Singapore Airlines Cargo kapaciteten med en fjerde Boeing 747-400F med en lasteevne på 110 tons. Derved har Københavns Lufthavne bevist dens strategiske vigtighed på det skandinaviske luftfragtmarked,” siger han. I modsætning til de andre skandinaviske lande og Finland har Danmark ikke oplevet en nedgang i fragtmængderne i de første måneder af 2003.
På trods af de nuværende nedgangstider forudsiger luftfartseksperterne, at fragtmængden vil tre dobles over de næste 20 år.
Fakta:
I Københavns Lufthavn fik Korean Air Cargo 120 tons fuel i tanken - en 747-400 kan rumme 215,745 liter fuel. Når den er fuld lastet, kan den flyve 17 timer i et stræk. På de omkring 779 kubikmeter er der plads til 117 tons fragt. Den maksimale startvægt er på 412,770 kilo.
I fremtiden flyver Korean Air Cargo to gange ugentligt til København. Om onsdagen flyver Korean Air Cargo ruten: Seoul-Amsterdam-København. Om lørdagen flyver de jorden rundt (Korea, Alaska, USA, Danmark og retur til Korea) på 30 timer.