25.11.2003
Kashmir i luften med live koncert

Der var filmpremiere og live koncert med et af landets førende bands, da Sterlings nye Boeing 737-800 blev sendt på vingerne for første gang.

“I miss you so much boy, will we be coming on again, don't ever loose your ropes, this man is hanging by the ends.”

Kashmir   

Forsanger Kasper Eistrup tager blidt hul på de første strofer af hittet ”Rocket Brothers”. Sammen med resten af Kashmir står han i 35.000 fods højde og giver koncert i et fly fuld af forventningsfulde fans, ivrige pressefotografer og andre inviterede gæster.

 

Netop nummeret ”Rocket Brothers” passer perfekt til de himmelske omgivelser, da Kashmir fra flyets forreste rækker spiller fem-seks sange fra det seneste album ”Zitilites”. I dagens anledning er sæderne taget ud og erstattet med lamper, lydudstyr og instrumenter.

Flyet er Sterlings splinternye Boeing 737-800, og anledningen er en event arrangeret af blandt andre TDC, Sony Music og Sterling. Københavns Lufthavn lægger bane til både start og landing i forbindelse med de fire timers flyvetur over Skandinavien.

Ombord på flyet bliver der, udover den intime koncert med Kashmir, budt på forpremiere på dokumentarfilmen ”Rocket Brothers”. Filmen, der er lavet af instruktør Kasper Torsting, følger Kashmir i tykt og tyndt i tiden mellem albummene ”The Good Life” fra 1999 og ”Zitilites” fra 2003.

Første tur for Sterlings nye fly

Filmfremvisningen og live koncerten i de højere luftlag var ikke alene om at få stemplet ”første gang”. Debut var der også til Sterlings nye superfly, der inden aftenens udflugt kun havde fløjet fra Boeing-fabrikken i USA til Hangar 117 i Københavns Lufthavn.

Marketingsdirektør Stefan Vilner fra Sterling er glad for, at flyet får en jomfrurejse ud over det sædvanlige.

”Først og fremmest er det en skæg udfordring. Der står jo ingen steder, hvordan man afholder en rockkoncert ombord på et fly,” siger Stefan Vilner og medgiver, at han har været betænkelig ved, hvorvidt det var muligt at afholde en koncert i 35.000 fods højde.  

Fra næste uge venter hverdagen for den knaldrøde Boeing 737-800, der på lige vinge med lavprisselskabets øvrige fly kommer det til at indgå på det europæiske rutenet. Men de fremtidige flyvninger til og fra blandt andet Københavns Lufthavn kommer til at foregå uden live musik fra forreste række.

Desværre, vil mange af gårsdagens gæster formodentlig mene. For de 189 passagerer så bestemt ud til at følge forsanger Kasper Eistrups opfordring om at læne sig tilbage - og nyde koncerten: ”Rocket brothers crack and burst, if they can't meet upon the verge, of breaking into separate parts, that was not written in our cards”.