08.07.2003
Find hittegods på internettet
Københavns Lufthavne har oprettet en ny hjemmeside, hvor passagerer kan se, om deres forsvundne sager er fundet. Og det drejer sig om ca. 11.000 genstande om året.
Gavepapir, solbriller, børnetøj, øl og en beauty-boks. Det er blot nogle eksempler på de ting og sager, som ligger i kassen med ’hittegods fundet i dag’. Garderoben i Københavns Lufthavn er ikke bare opbevaring. Det er også opsamlingssted for alle de ting, som bliver fundet på toiletter, i transitområdet og ved sikkerhedscheckene i Københavns Lufthavn.
Dagligt bliver 20-30 genstande indleveret af enten passagerer eller af lufthavnens medarbejdere.

Henrik Henriques, servicemedarbejder i Serviceinformationen, finder de mærkeligste ting, som passagerer har glemt eller tabt i lufthavnen.
Hjemmeside for hittegods
Lufthavnen debuterer med en elektronisk hittegodshjemmeside, hvor passagererne kan se, hvilke genstande der er fundet op til 30 dage tidligere. Om ideen fortæller afdelingschef for Serviceinformationen Marie-Louise Lotz: ”Vi får dagligt rigtig mange opkald fra passagerer, der har tabt et eller andet. Ideen til en elektronisk hittegodshjemmeside opstod, fordi vi gerne ville give dem, der kontakter os, en bedre service,” siger Marie-Louise Lotz, der har været med til at udvikle hjemmesiden i samarbejde med IT-afdelingen i Københavns Lufthavne.
”Vi blev inspireret af lufthavnene i Oslo og i Stockholm, som også har en elektronisk hittegodsservice til passagererne. Vi har videreudviklet ideen, så passagererne i Københavns Lufthavn kan se listen over hittegods på vores hjemmeside. Det betyder, at passagererne kan spare tid på at ringe til lufthavnen,” siger Marie-Louise-Lotz.
Fra armproteser til mobiltelefoner
”Vi får indleveret alt lige fra stokke til armproteser. Forleden fik vi oven i købet indleveret et 26 tommer farvefjernsyn. Mobiltelefoner er helt klart det, vi får indleveret oftest. Vi får rigtig mange opkald fra folk, som har mistet alverdens ting – uden de med sikkerhed kan sige, om de har tabt det i lufthavnen. Jeg vil skyde på, at vi dagligt finder ejermanden til 3-4 ting,” siger Henrik Henriques, der er servicemedarbejder i garderoben, og fortsætter: ”For 14 dage siden henvendte en pige sig, fordi hun havde mistet en Hugo Boss ruskindsjakke. Hun blev ellevild og takkede mange gange, da hun kom og hentede den,” siger han.
For 150 kroner plus porto er det nu også muligt for ejermanden at få sendt det, som vedkommende har tabt. Men hvis ikke ejermanden har meldt sig inden for 24 timer, bliver hittegodset overleveret til politistationen i lufthavnen, Station 6.
I praksis fungerer hittegodshjemmesiden sådan: Så snart medarbejderne i garderoben får indleveret hittegods, indtaster de informationerne i systemet – men uden detaljerede oplysninger for at sikre, at alle ikke bare kan ringe og gøre krav på tingen. Uheldige passagerer, der har tabt noget, kan på websitet se, hvad der er blevet indleveret. Du kan få yderligere oplysninger om hittegods ved enten at sende en mail til: hittegods@cph.dk eller ved at ringe til garderoben på telefon: 32 31 23 60 mellem klokken 06:00 – 22:30 hver dag.
Klik her for at se hjemmesiden for hittegods