08.12.2003
Flyvningens 100 års jubilæum bliver markeret
|
De første 100 år med flyvning fejres over hele verden - i medierne og på museer. I år står december ikke bare i julens tegn. Det er 100 år siden, at brødrene Wright foretog den første flyvning, og det fejres med fokus på flyvningens historie i medier og på museer. |
Discovery Channel
Discovery Channel fejrer flyvningens fødselsdag fra i dag, mandag den 8. december, til på søndag den 14. december med en række specialprogrammer, der viser højdepunkterne fra de første 100 år med flyvning.
DR2 temaaften
En temaaften om flyvningens historie ruller over skærmen lørdag den 13. december på DR 2, der følger op med flere flyprogrammer de efterfølgende dage. På DR Online, dr.dk, er der ligeledes et stort tema om flyvningens historie.
Svensk TV2
På Sveriges TV2 er der også lagt op til en temaaften i flyvningens tegn lørdag den 13. december fra klokken 20.00. Der bliver blandt andet budt på en smagsprøve af en dokumentarfilm om piloten og kunstneren Simone Kærn, der for et år siden fløj fra Danmark til Afghanistan i et Piper Colt propelfly fra 1961.
Museer
På Danmarks Tekniske Museum i Helsingør er der en særudstilling i anledning af 100-året for brødrenes Wrights første flyvning. Museet udstiller en model af flyet Wright Flyer 1 i skalaen 1:3. Det første fly fra en anden pioner, danskeren Ellehammer, kan også ses i Helsingør.
En særudstilling om at flyve er også på tapetet på Naturhistorisk museum i Århus, mens der på Zeppelin Museum i Tønder vises en særlig udstilling om tyske krigsfly.
Hvis juleshoppingen foregår i London, kan vejen lægges forbi Royal Air Force museet i Hendon, hvor 100 års jubilæet bliver markeret med åbningen af en ny udstilling ”Milestones of Flight”.
Der er gratis adgang til udstillingen, der får plads i en helt ny bygning af rustfrit stål. Den går nye veje for at informere om flyvningens historie ved hjælp af interaktive skærme, tidslinier og udstillede fly fra England, Tyskland, USA, Japan og Frankrig.
Internettet
Det allestedsnærværende Internet ligger heller ikke på den lade side, når det handler om at fejre de første 100 år med flyvning. Udover DR Onlines temasektion, er der en lang række sider, som er værd at besøge for folk med interesse for flyvning.