21.07.2003
Igen stigning i flytrafikken til Asien
Rejsende i stort tal har igen fået mod på at rejse til Asien – frygten for lungesygdommen SARS er de seneste uger forsvundet og antallet af flyafgange fra Københavns Lufthavn til flere destinationer i Asien øges nu efter en lang periode med begrænset rejselyst.
SAS oplever en meget stor interesse for rejser til Kinas hovedstad Beijing og vil fra den 22. august atter flyve til landet syv gange om ugen – i øjeblikket flyver selskabet kun hver anden dag. Samtidig har selskabet besluttet at øge det ugentlige antal flyvninger fra København til Bangkok og videre til Singapore fra fire til seks gange om ugen med start den 30. august, oplyser selskabet.
Ekstra afgang med Thai
Thai Airways, der kom igennem SARS-krisen uden at skære ned på antallet af ugentlige afgange til og fra København, vil fra efteråret endda udvide antallet af afgange fra København til Bangkok fra de nuværende fem til seks om ugen.
Og Singapore Airlines, der under SARS-krisen reducerede antallet af returflyvninger mellem København og Singapore fra tre til to, flyver nu igen tre gange om ugen.
Direkte afgange fra København til destinationer i Asien:
Singapore Airlines flyver fra København til Singapore mandag, torsdag og lørdag klokken 11.30.
Thai Airways flyver fra København til Bangkok mandag, torsdag, fredag, lørdag og søndag klokken 14.30 (fra 30. oktober 2003 flyves også onsdag).
SAS flyver til Beijing hver anden dag klokken 19.50. Fra 22. august flyves der syv dage om ugen.
SAS flyver til Bangkok og videre til Singapore tirsdag, torsdag, lørdag og søndag klokken 22.45 (fra 30. august flyves også onsdag og fredag).