31.07.2003
Københavns Lufthavn bedre rustet til dårlige vejrforhold

Den 5. og 6. januar 2003 blev Københavns Lufthavn lammet, fordi et voldsomt snevejr og særlige vindforhold gjorde det umuligt for flyene at lette ad de to hovedbaner.

Det resulterede i, at omkring 1.000 passagerer måtte overnatte i lufthavnen. Københavns Lufthavne A/S havde dengang ingen mulighed for at give flyselskaberne særlig tilladelse til at bruge lufthavnens tredje bane, der går på tværs af de to hovedbaner, og som er belagt med restriktioner i nattetimerne.

Efter januars snekaos skrev Københavns Lufthavne A/S imidlertid til Trafikministeriet og bad om dispensation til at bruge tværbanen om natten, hvis samme snekaos skulle gentage sig. Den tilladelse har lufthavnen nu fået.

Glade for dispensationen

Trafikministeriets tilladelse til at bruge den særlige tværbane 12/30 betyder, at lufthavnen i fremtiden kan bruge banen under særlige vejr- og vindforhold. Dispensationen giver mulighed for at Københavns Lufthavn kan lade fly lette fra tværbanen i nordøstlig retning – ind over bebygget område ved Tårnby – i perioden fra 23-01 om natten og den modsatte retning – ud over Øresund – hele natten. Men igen kun hvis vejret er ekstremt.

”Vi er glade for ministeriets dispensation. Med de nye regler kan vi undgå kaotiske situationer i de få tilfælde, hvor vejret er så dårligt, at vi ikke kan bruge hovedbanerne,” siger underdirektør Hans Christian Stigaard, Københavns Lufthavne A/S.

Hidtil har det ikke været tilladt at anvende banen i nattetimerne, og den bruges i forvejen kun meget sjældent i dagtimerne. Men særlige vindforhold kan altså gøre det nødvendigt at tage den tværgående bane i brug.

Bane 12/30 sjældent i brug

”Ingen behøver at være bange for, at vi nu vil bruge den bane i tide og utide - slet ikke. Det vil kun ske i meget ekstreme situationer, og af samme grund er det at kun lufthavnens direktør, jeg selv eller vagthavende lufthavnschef, der kan give tilladelsen,” siger underdirektør Hans Christian Stigaard.

Trafikminister Flemming Hansen siger, at han er opmærksom på ”at anvendelsen af bane 12/30 medfører støjgener for beboere i området” men understreger, at det statistisk set højst vil ske et par gange om året.

Københavns Lufthavne A/S går nu den kommende vinter i møde med stor sikkerhed for, at lufthavnen ikke igen – som i januar i år – lammes som følge af snekaos og risiko for, at fly og passagerer strander i tusindvis.