24.06.2003
Første koncert på turné

Det Danske Drengekor er et af Danmarks mest berejste kor. Sankt Hans aften fløj koret på en 14 dages turné til Sydamerika. Passagererne i Københavns Lufthavn var drengekorets første publikum, inden de drog mod varmere breddegrader.

”Danmark, nu blunder den lyse nat,” sang det danske drengekor med blide, lyse stemmer. Sankt Hans aften besøgte koret Københavns Lufthavn på deres vej til Sydamerika. Sød musik opstod for to år siden, da det argentinske pigekor, Ars Nova, og Det Danske Drengekor mødtes i Kina. Nu har pigekoret inviteret drengekoret til Argentina, hvor de blandt andet skal optræde på en argentinsk musikfestival samt i Sydamerikas største koncertsal, Teatro Colon.  

Det Danske Drengekor   

Hvad gør man i en lufthavn uden et nodestativ? Bagagevognen blev i bedste lufthavnsstil omdannet til nodeholder, da Det Danske Drengekor optrådte i Københavns Lufthavn.

På gensyn om 14 dage

I afgangshallen i Terminal 3 var både forældre, søskende og sangfugle opløst af gråd, da de skulle sige farvel og på gensyn om 14 dage. Alligevel havde de 35 tapre drenge mellem 9-15 år masser af stemme, da dirigent Steen Lindholm, der har ledet koret siden 1992, lagde takten an foran Servicecenter D. Musikken og de røde T-shirts, som nåede de mindste af medlemmerne til knæene, tiltrak passagerernes opmærksomhed. En lille ring samlede sig hurtigt omkring koret.

Danmarks mest berejste kor

Mens Det Danske Drengekor sang sig varme, fortalte Olfert Rahbek, der er far til en af drengene i koret, stolt, at koret er Danmarks mest berejste. De har blandt andet optrådt i Japan, USA, Canada, Grønland, Kina og på Færøerne. I løbet af de næste 14 dage skal de optræde 12-13 gange i Argentina. Turneen er sponseret af 12 fonde blandt andet Dronning Margrethe & Prins Henrik Fond. 

På den danske scene optræder Det Danske Drengekor regelmæssigt i Det Kongelige Teater, i Tivolis Koncertsal og i kirker rundt om i landet. Koret har netop haft 60 års jubilæum – koret blev stiftet af Jørgen Bremholm under navnet Parkdrengekoret. I 1972 skiftede koret navn til det nuværende. Det Danske Drengekor er delt op i et uddannelseskor for drenge i alderen 6-8 år og et koncertkor, som består af 35 drenge i alderen 9-15 år.

So I say thank you for the music

”Det var en lørdag aften, jeg sad og vented dig, sang drengene yndefuldt akkompagneret af klaver. En af drengene trådte nogle skridt ud af rækken og sang solo til publikums store applaus. Fra de danske viser skiftede koret stil til evergreens og jazz. ”So I say thank you for the music,” svingede Det Danske Drengekor.

Efter en halv times optræden i Terminal 3 fortsatte turneen til Frankfurt, som var drengenes første stop på vejen til Argentina.