23.06.2003
De kom, de dansede, de gik
Heldigvis holdt vejret tørt, mens de nybagte studenter fra Tårnby Gymnasium dansede glædesdans rundt om De Fire Vinde. Siden 60’erne har det været tradition, at lufthavnen hylder studenterne med champagne.
|
Flere minutter før lastvognen med de grønne bøgegrene, balloner, flag og farverige skilte nærmede sig, hørtes fløjterne, fællessang og det smittende gode humør. For femte år i træk – i nyere tid – havde lufthavnen inviteret alle studenter fra Tårnby Gymnasium til et glas champagne ved De Fire Vinde ved Parkeringshuset, Terminal 2.
”Vi skåler for vores klasse og drikker en masse,” skrålede de glade studenter fra 2.p HF fra Tårnby Gymnasium. Som den første klasse i 2003 dansede de nybagte studenter med blå bånd rundt om De Fire Vinde.
|
Symbol på Amager
Mads Mortensen fra 3.a på Tårnby Gymnasium var én ud af de omkring 70 studenter, der besøgte lufthavnen i lørdags. Han sagde: ”Skulpturen er et symbol på Amager og Tårnby Gymnasium. Vi danser rundt om De Fire Vinde, som en hyldest til lufthavnen,” sagde Mads Mortensen, inden han forsvandt i mængden.
”Det er en tradition, at studenterne fra Tårnby Gymnasium danser rundt om skulpturen. Vi er glade for at kunne holde den tradition ved lige,” sagde Nanna Schlichtkrull fra 3.c på vej op i lastvognen. Til spørgsmålet om hvad der skulle ske næste år, svarede flere, at de skulle supplere med enkeltfag, som skulle kvalificere dem til optagelse på blandt andet jura, psykologi og kemi. Mange af de unge mænd nævnte værnepligten som første milepæl.
Studenterne, der lagde vejen forbi De Fire Vinde, førte en gammel tradition videre. Siden 60’erne har det været kutyme, at de nyudklækkende studenter fra Tårnby Gymnasium fejrede eksamen med glædesdans rundt om De Fire Vinde fra 1964 af Henrik Starcke.