10.09.2003
Se Københavns Lufthavn fra en ny side

De færreste har set Københavns Lufthavn fra vandsiden. Det bliver der lavet om på nu, når en ny udstilling viser billeder af blandt andet lufthavnens bygninger set fra vandet.

Det sker i forbindelse med Bygningskulturens Dag 2003, der løber af stablen over hele landet den 13.-14. september. En lang række lokale arrangementer sætter fokus på årets tema ”Bygninger ved vandet” med udstillinger, foredrag og andre initiativer.

Bygningkulturens dag 2003 er del af det europæiske samarbejde ”European Heritage Days”, der i weekenden finder sted i Europarådets godt 40 medlemslande. I Danmark er det Kulturarvsstyrelsen og Bygningskulturelt Råd, der er de overordnede arrangører.

Billederne fra Københavns Lufthavn kan ses på Tårnby Kommunes udstillingscenter, Plyssen, hvor Bevaringsforeningen for Tårnby Kommune står bag en plancheudstilling.

Udstillingen åbner, som led i Bygningkulturens Dag 2003, på lørdag klokken 13 og vil derefter være tilgængelig indtil 21. december. Åbningstiderne er lørdag og søndag fra klokken 13 til 16.

”Der er mulighed for at se området i et nyt perspektiv. Her i kommunen er der mange spændende bygninger ved vandet - ikke mindst på lufthavnens område,” fortæller Lis Schneevoigt, formand for Bevaringsforeningen for Tårnby Kommune.

Udstillingen på Plyssen kommer til at bestå af en halv snes plancher med billeder og beskrivelser af de forskellige bygninger langs kommunens kyst. Omkring ti af billederne er fra Københavns Lufthavn, og blandt motiverne er Terminal 3, Hotel Hilton og Brandstation Øst. Billederne er taget af lufthavnens fotograf Arne V. Petersen ombord på redningsfartøjet Airport Rescue.

Lis Schneevoigt håber, at plancherne på et senere tidspunkt kan udstilles i for eksempel Københavns Lufthavn.

Bygningkulturens Dag 2003, Plancheudstilling "Bygninger ved vandet", Plyssen, Amager Strandvej 350, lørdage og søndage fra 13 til 16 fra 13.09. Gratis adgang.