27.08.2003
Betalingsanlæg løser P-problem

Det er blevet nemt og bekvemt at parkere på parkeringspladsen P6 Terræn foran Terminal 3. Et nyt betalingsanlæg, der blev sat i drift i starten af august, er en succes fra starten.

Systemet betyder, at man ikke længere behøver være bange for at få en p-bøde, hvis man lader bilen stå længere end 15 minutter. Hvis man for eksempel holder en halv time kommer man kun til at betale 20 kroner.

Videoovervågning, automater og bomme, både hvor man kører ind og ud, sørger for, at alt kører efter planen på P6 Terræn. Peter Svane Rasmussen, koncessionskoordinator i Københavns Lufthavne, er meget tilfreds med det nye anlæg.

”400-500 daglige ind- og udkørsler vidner om, at kunderne har taget godt imod det nye system. Udskiftningen af biler er stor, og vi ser ikke de samme trafikale problemer som tidligere. Allerede efter 14 dage ser det ud til, at de faste brugere har vænnet sig til de nye forhold,” siger Peter Svane Rasmussen.

Kys, kram og kør

Før i tiden var der på P6 Terræn problemer med biler, der holdt parkeret meget længere end de tilladte 15 minutter. Det betød, at de blot 27 pladser ofte var taget, hvilket fik folk til at foretage opsamlinger og afsætninger på tilfældige steder, f.eks. midt i selve indkørslen til parkeringspladsen.

Tilmed var der risiko for at vende tilbage til sin bil og finde en parkeringsbøde i forruden, da politiet havde mulighed for at kigge forbi med et girokort på 510 kroner.

”Vi bryder os ikke om, at vores kunder skal have parkeringsbøder,” siger Peter Svane Rasmussen, der er glad for, at p-pladsen nu er omdannet til et betalingsanlæg med bomme.

”Bomme kan, i mere end en forstand, virke som en barriere for nogle,” siger han og forklarer, at det kan få folk til at undlade at køre ind på pladsen - selvom skiltningen viser, at det er gratis at parkere mellem 0 og 15 minutter.

Til venstre for P6 Terræn er der stadig en speciel bane, med kælenavnet ”Kys og kør”, hvor man har tre minutter til at få kufferten ud af bilen og kysset farvel.

På P6 Terræn er der derimod tid til både kys og kram - og med det nye system, og 44 pladser i stedet for 27, kommer det ganske givet til at foregå både nemt og bekvemt.