30.10.2003
Dobbelt så mange lavprispassagerer i Københavns Lufthavn

Inden årets udgang forventes antallet af lavprispassagerer at overstige en million. Det er dobbelt så mange lavprispassagerer som året før. I dag offentliggør easyJet endnu en rute ud af København.

I 2002 havde Københavns Lufthavn 530.000 lavprispassagerer. Dvs. at 3% af det samlede antal passagerer (18,3 millioner passagerer) valgte at flyve med et lavprisselskab. I årets første ni måneder af 2003 er tallet steget til 840.000 lavprispassagerer – en stigning til 6% af den samlede trafik, og tendensen ser ud til at fortsætte. Københavns Lufthavn forventer dermed at nå over en million lavprispassagerer inden årets udgang.

easyJet offentliggør i dag, at selskabet udvider sit rutenet med endnu en rute fra København. Ruten til Bristol er easyJets tredje rute ud af København.

Trille Tang Dalsgaard, chef for Airline Relations i Københavns Lufthavne:

”Flere og flere passagerer vælger at sammensætte deres egen rejse. Lavprisrejser giver passagererne en ny form for fleksibilitet, og samtidig henvender lavprisselskaberne sig til et nyt marked, der ikke tidligere har overvejet flyrejsen på grund af prisen. Derfor sker der en naturlig markedsudvidelse.

Generelt oplever branchen en voldsom vækst i antallet af lavprispassagerer, og sammenligner vi os med andre lufthavne, der har lavprisselskaber, har vi med de 6% endnu kun set begyndelsen her i Danmark. Næsten 40% af alle britiske indenrigspassagerer rejser nu lavpris, og fra årsskiftet 2004/2005 forventes tallet at stige til 50%. Samme tendens gør sig gældende på det skandinaviske marked, hvor alle flyselskaber og særligt indenrigsselskaberne tilbyder lavest mulige billetpriser. Alt i alt er det en udvikling, der betyder flere passagerer.”

Lavprisselskaber og destinationer:

easyJet: London Stansted, Newcastle (fra 11.12.), Bristol (fra 17.12.)
Iceland Express: Reykjavik
Snowflake: Alicante, Pristina, Athen, Lissabon, Sarajevo, Bologna, Malaga, Palma, Istanbul
Sterling: Alicante, Chania (Kreta), Malaga, Palma, Bergamo (Milano), Nice, Oslo, Rom, Stockholm, Barcelona, Tenerife, Gran Canaria
Virgin Express: Bruxelles 

 

For yderligere information kontakt venligst pressekoordinator Camilla Kjærsgaard på telefon: 32 31 28 06