04.06.2003
Fremgang for lavprisselskaberne i Københavns Lufthavn
Over sommeren forventer lavprisselskaberne 101 ugentlige afgange. Det er næsten dobbelt så mange lavprisafgange som året før.
Sidste sommer var antallet af ugentlige lavprisafgange i Københavns Lufthavn 52. I år forventes tallet at blive endnu højere, da antallet af passagerer, der flyver med lavprisselskaber, er steget til det dobbelte på to år. Stigningen skyldes først og fremmest Sterlings introduktion af lavpristrafik til flere sydeuropæiske destinationer samt SAS’s nyopstartede lavprisselskab Snowflake. I sommersæsonen har Snowflake 21 ugentlige afgange.
Om tendensen siger Trille Tang Dalsgaard, chef for Airline Relations i Københavns Lufthavne:
”Vi ser et stort potentiale for lavprisselskaberne, fordi de henvender sig til et andet marked end de traditionelle flyselskaber. De servicerer passagerer, som ikke tidligere har overvejet at rejse med fly på grund af prisen, og derfor sker der nu en naturlig markedsudvidelse. Lavprisselskaberne flyver på de ruter, som både kan bære de traditionelle luftfartsselskaber og lavprisselskaberne. Vi forventer derfor, at tendensen fortsætter, så vi i de kommende år vil se en stor stigning i antallet af lavprisselskaber og ruter.”
Fakta om lavpristrafikken i Københavns Lufthavn:
I 2002 udgjorde lavpristrafikken 3,6% af rutetrafikken mod 2,2% i 2001.
Lavprisselskaber og destinationer:
easyJet: London Stansted Iceland Express: Reykjavik Snowflake: Alicante, Pristina, Athen, Lisabon, Sarajevo, Bologna, Malaga, Palma Sterling: Alicante, Chania (Kreta), Malaga, Palma, Bergamo (Milano), Nice, Oslo, Rom, Stockholm, Barcelona Virgin Express: Bruxelles |
For yderligere information kontakt venligst pressekoordinator Camilla Kjærsgaard på telefon: 3231 2806.