01.09.2003
Københavns Lufthavn i dialog med Scandlines om havneanlæg

Med udviklingen af et nyt transportcenter bliver der nu direkte motorvejsforbindelse, jernbanetilslutning og adgang til søtransport fra lufthavnsområdet. Scandlines er interesseret i samarbejde om et havneanlæg.

75 indbudte deltagere fra danske og udenlandske virksomheder samt beslutningstagere i transportsektoren er i dag samlet, når Københavns Lufthavne A/S afholder konference om udviklingen af et nyt transportkraftcenter. Transportcentret skal ligge ved lufthavnens område på det 420.000 m2 inddæmmede stykke land, der opstod da Øresundsforbindelsen blev etableret.

”Arealet er et af de steder i Europa med bedst adgang til transport via luft-, land- og vandveje. Den unikke beliggenhed gør, at vi allerede har været i dialog med flere forskellige udenlandske virksomheder, der er meget interesserede i at leje sig ind på området. Scandlines er en af de danske virksomheder, der har vist interesse for et samarbejde om udviklingen af et havneanlæg. Med transportcentret håber vi på at markere os med en vigtig position i Øresundsregionen og samtidig få en central placering som Nordeuropas cargo-knudepunkt,” siger  chef for ejendomsafdelingen i Københavns Lufthavne A/S, underdirektør Mogens Kornbo.

Konferencen afholdes for at skabe opmærksomhed omkring projektet, der endnu kun er i sin indledende fase. Talere ved arrangementet er:

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen
Adm. dir. Johan Paludan – Instituttet for Fremtidsforskning
Transportpolitisk chef Jens Hennild - Dansk Industri
Ordførende direktør Michael Svane - Dansk Transport og Logistik
Adm. dir. O. Rolf Larssen - Copenhagen Capacity
Direktør Michael H. Nielsen – Dansk Byggeri
Deputy director Thomas Hedegaard – Udenrigsministeriet
Adm. dir. Robert Arendal - RA Associations
Direktør Palle Jørgensen – SAS
Adm. dir. Niels Boserup – Københavns Lufthavne A/S
Underdirektør Mogens Kornbo – Københavns Lufthavne A/S


For yderligere information kontakt venligst pressekoordinator Camilla Kjærsgaard på telefon: 3231 2806.