28.06.2002
Parkering på økonomi- eller businessklasse
Nu bliver det lettere at finde den parkeringsplads, der passer passagerernes behov og pengepung bedst. Fremover vil passagererne kunne følge skiltningen til den billige ’økonomiparkering’ eller den dyrere ’businessparkering’. Samtidig introduceres et særligt ferietilbud for de passagerer, der skal ud at rejse i en uge eller to.
Økonomiparkering
Lufthavnen har ti parkeringsanlæg i forskellige priskategorier. Fra 1. juli 2002 sættes priserne på de billigste anlæg ned til 10 kroner i timen. Med en maksimumpris på 80 kroner per døgn vil det sige 3,33 kroner i timen. Disse parkeringsanlæg vil være mærket med betegnelsen Økonomi Parkering.
Ferieparkering
Der vil desuden være et særligt ferietilbud, hvor en uges parkering koster 290 kroner og to ugers parkering – 500 kroner. Timeprisen er her på 10 kroner, og ved en uges parkering kommer det til at koste 1,72 kroner i timen. Tilbuddet er mærket Ferie Parkering og findes på anlægget P1.
Businessparkering
For de passagerer, der gerne vil holde tættere på afgangs- og ankomstterminalerne er timepriserne uændrede, men prisen for et døgn på P6 og P8 er hævet fra 170 til 190 kroner. De 190 kroner er sat som en maksimumpris. Ved parkering i et døgn er timeprisen 7,91 kroner. På P4, P5 og P7 ligger priserne på 150 i døgnet. Disse parkeringspladser er markeret som Business Parkering.
Pladsgaranti med P-direct kortet
Vil man sikre sig pladsgaranti, er P-direct kortet løsningen. Kortet er primært en oplagt mulighed for folk, der rejser ofte og som gerne vil slippe for at have kontanterne fremme hver gang. Kortet fungerer som et kontokort, hvor man kan indbetale hjemmefra, og med kortet i hånden sikrer man sig en plads på P6 eller P8, som er tæt på terminalerne.
Last Minute Parking for P-direct kunder
For P-direct kort kunder, som ankommer til lufthavnen i sidste øjeblik, bliver det muligt at indlevere sin bil til parkering. Denne service åbner ultimo august og koster 200 kroner ekstra og foregår på P6 – lige under Terminal 3.
Om parkering i lufthavnen:
I 2001 havde Københavns Lufthavn i alt 1,8 millioner parkerende. 800.000 af de parkerende, det vil sige cirka 44%, holder der i tre timer eller derunder. Det første kvarter er gratis.
Ferieparkeringen er på parkeringsanlægget P1.
Økonomiparkeringen findes på P2, P9 og P10.
Businessparkeringen er på P4, P5 og P7. På P6 og P8 er der pladsgaranti for parkerende med P-direct kort.
Antallet af svenske bilister, der parkerer i lufthavnen, er steget fra mellem 400 og 500 biler om dagen sidste år til mellem 500 og 600 biler om dagen i år; en stigning på cirka 30%.
Det er Lufthavnsparkeringen København A/S, der står for driften af parkeringsanlæggene i Københavns Lufthavn.
Se www.lufthavnsparkeringen.dk for at få oplyst samtlige parkeringspriser i lufthavnen.
For yderligere information kontakt venligst pressekoordinator Camilla Kjærsgaard på telefon: 3231 2806.
Pressemeddelelse i PDF-format