08.11.2002
Københavns Lufthavne investerer i medarbejdernes sundhed

I næste uge sætter Københavns Lufthavne (CPH) fokus på sundhed og trivsel. CPH giver i forvejen medarbejderne mulighed for at benytte sig af blandt andet motionsrum, fysioterapi, psykolog- og vægtkonsulent-bistand. Men nu udvider CPH tilbuddene om behandling og forebyggelse af arbejdsrelaterede sygdomme med kiropraktik, zoneterapi og massage i samarbejde med Falck Healthcare. Og tilbuddene er gratis for CPH's medarbejdere.

I ’Sundhedsugen’ kan medarbejderne få et større indblik i, hvad CPH tilbyder af forebyggelse og behandlingsmuligheder. Professionelle behandlere: kiropraktorer, fysioterapeuter, zoneterapeuter, massører, psykologer, misbrugskonsulenter og vægtkonsulenter holder foredrag om, hvordan de bedst muligt kan hjælpe medarbejderne. "Få lagt dit eget træningsprogram", "Øvelser før skiferien" og "Krise – hvordan hjælper vi?" er nogle af de foredrags-temaer, der er programsat.

Den sunde livsstil er frivillig

Torsdag er ’Verdensdiabetes-dag’, som lufthavnen støtter ved, at kantinen laver en særlig sund menu. Menuen er blevet til på initiativ af Novo Nordisk og Diabetesforeningen. Hver dag i løbet af ugen er der gratis frugt til medarbejderne for at sætte fokus på Kræftens Bekæmpelses opfordring til at spise seks stykker frugt om dagen.

Om ’Sundhedsugen’ og de øvrige af lufthavnens aktiviteter på trivselsområdet fortæller personalechef Henrich Krogsgaard:
"Sundhedsugen afspejler Københavns Lufthavnes holdning til sundhed og trivsel på arbejdspladsen. Hensigten med arrangementet er ikke at presse en bestemt livsstil ned over hovedet på medarbejderne. Vores indgang til sundhed og trivsel er frivillighed uden løftede pegefingre. Men der skal heller ikke lægges skjul på, at vi mener, at sunde og glade medarbejdere er gode medarbejdere. Vi er heller ikke i tvivl om, at trivsel har en positiv effekt på sygefraværet."

For yderligere information kontakt venligst pressekoordinator Camilla Kjærsgaard på telefon: 32 31 28 06.

Pressemeddelelse i PDF format