08.02.2002
Vilhelm Lauritzen-terminalen nomineret til pris i international ejendomskonkurrence

Til marts deltager Københavns Lufthavn for første gang på den internationale ejendomsmesse MIPIM. Lufthavnen deltager blandt andet for at sætte større fokus på sit nyoprettede ejendomsudviklingsområde og for at tiltrække både danske og udenlandske virksomheder.

 

I forbindelse med udstillingen uddeler MIPIM-komiteen hvert år en række priser. I år er Københavns Lufthavns Vilhelm Lauritzen-terminal nomineret til en pris i kategorien "Refurbished Office Buildings" (Renoverede kontorbygninger). 15 projekter fra hele verden har deltaget i den kategori, og tre projekter er udvalgt til at gå videre i finalen, deriblandt den gamle lufthavnsbygning. De to andre bygninger er Hotel de Ligne: Parlement de la Communaute Francaise – Wallonie Bruxelles og L’Ellipse – Paris.

 

Afgørelsen af MIPIM-prisen finder sted 14. marts i Cannes og uddeles for tolvte år i træk ved en ceremoni, der afrunder messen.

Dansk pris sidste år

I november sidste år fik Københavns Lufthavn Foreningen for Hovedstadens Forskønnelses diplom for flytning og rekonstruktion af Vilhelm Lauritzen-terminalen.

 

Vilhelm Lauritzen-terminalen blev bygget i 1939, var i brug frem til 1960 og blev flyttet i 1999, men er først færdigrenoveret i år. Flytningen, der havde stor mediebevågenhed, blev optaget i Guiness Rekordbog som europæisk flytterekord og reetableringen af terminalen har i alt kostet 100 millioner kroner. Bygningen bliver i dag brugt til administration, undervisning, statsbesøg og udlejning til større festlige arrangementer.

 

For yderligere information kontakt venligst kommunikationsafdelingen på tlf.: 3231 2800.

 

Pressemeddelelse i PDF-format