Kongeværelset
Kongeværelset benyttes fortrinsvis af de skandinaviske kongefamilier, men også præsidenter, parlamentsformænd, statsministre og udenrigsministre gør brug af de kongelige gemakker. I alt bliver det til ca. 700 VIP-besøg årligt. Det nuværende Kongeværelse blev indviet i 1998, hvor det afløste et 38 år gammelt værelse beliggende i Terminal 2.
Kongeværelset består af et modtagelsesområde, det egentlige kongeværelse samt to mindre lounger således, at der kan modtages flere VIP-gæster samtidigt. I modtagelsesområdet pryder en smuk, fransk gobelin væggen, skabt af danskeren Naja Salto. På gulvet er lagt bornholmsk granit i samspil med et tæppe specielt fremstillet til rummet. Kongeværelset er på 65 m2 og ligger i Finger Vest. Malerier af kunstnerne Jytte Rex, Trondur Patursson og Jens Birkemose pryder væggene og værelset er i øvrigt møbleret med Rud Thygesen og Johnny Sørensens kongemøbelserie.
Med til Kongeværelset hører et Dronningeværelse, hvor Dronning Margrethe "skriver sig ud og ind af Riget", når hun rejser udenlands og overlader ansvaret til en rigsforstander, for eksempel kronprins Frederik eller prins Joachim. Chauffører, livvagter og andre, der måtte ledsage de kongelige, har også eget værelse - en behagelig service, hvor de hele tiden er i tæt kontakt med "hovedpersonerne". Som en ekstra service er der på toilettet installeret et puslebord til de kongelige småbørn og foran kongeværelset er der anlagt en lille græsplæne til de pelsede, firbenede passagerer.
De kongelige har adgang til Kongeværelset via en port ved lufthavnens politistation. Skal de kongelige eller andre af VIP-gæsterne handle i butikkerne, fører en elevator direkte op til transitområdet.