Skulpturen "De fire Vinde"

Baggrund

I forbindelse med opførelsen af Terminal 2 (1964) udførte kunstneren Henrik Starcke "De fire Vinde". Indtil p-husets opførelse i 1991 stod skulpturen på parkeringspladsen foran Terminal 2. Skulpturen blev herefter flyttet mod øst og senere sat i depot, da Terminal 3s vestlige forplads skulle etableres.

Mange efterlyste siden "De fire vinde", der igennem årene var blevet et velkendt kendetegn for lufthavnen. Olsen Banden-filmene gjorde skulpturen endnu mere kendt, da "De fire Vinde" blev vist i de populære film for at understrege, at Olsen Banden var i lufthavnen.

Den optimale placering af skulpturen blev imidlertid fundet i 1999. Et grønt område foran parkeringshuset ved Terminal 2 huser nu skulpturen. Vindene kan ses af alle, der ankommer fra motorvejen eller fra Terminal 1.

Plads til dans

Skulpturen har et lokalt islæt, idet Tårnby Gymnasiums studenter grundlagde en festlig tradition med studenterdans om ’vindene’. Denne tradition ophørte imidlertid, da skulpturen blev flyttet. I 1999 blev den gamle tradition fra 1960’erne atter genoptaget, da lufthavnen valgte at lave en lille plads rundt om "De fire Vinde", så der fortsat kunne danses rundt om skulpturen.

Om Henrik Starcke

Den danske kunstner Henrik Starcke (1899 – 1973) var uddannet som maler, men fandt sin personlige udtryksform i en fantasifuld, fabulerende billedhuggerkunst. Han havde forkærlighed for utraditionelle og overraskende malerier.