Maj 2006
31.05.06 - Flere billige p-pladser i lufthavnen
Københavns Lufthavne forbereder sig til sommerferiepres. 700 nye parkeringspladser står klar den 6. juni til passagerer, der ønsker at parkere ved lufthavnen, når de tager på ferie. De nye parkeringspladser hedder Economy parkering, og de bliver billigere end lufthavnens almindelige parkeringsanlæg. Derudover laver lufthavnen også nye farver og navne på parkeringsanlæggene, så det bliver lettere for passagererne at orientere sig.
(Københavns Radio Regionale Nyheder / side 1233 / 31-05-2006 / Claus Bøggild)
31.05.06 - Lufthavnen er klar til travl sommer
For at imødegå sommerens travlhed har Københavns Lufthavne oprettet en særlig sommersektion på sin hjemmeside. Her kan man bl.a. klikke sig ind på et travlhedsbarometer, hvor man kan danne sig et overblik over ventetiden i lufthavnen på ens afrejsedag. Graden af tilfredshed og ventetiden hænger sammen - det ved vi fra vores tilfredshedsundersøgelser, siger Anette Haaning, kommunikationschef i lufthavnen. I løbet af sommeren indsætter lufthavnen også servicemedarbejdere, der skal komme forvildede passagerer til undsætning og sørge for, at køerne ikke bliver for uoverskuelige, fortæller Anette Haaning. Bagagehåndteringen er et andet område, som kan optage meget tid, og ifølge Anette Haaning overvejer lufthavnen da også at belønne det selskab, som hurtigst får ekspederet bagagen.
(Politiken 2. sektion / side 12 / 31-05-2006 / Lise Bondesen)
31.05.06 - Ny flyrute mellem København og New York
Continental Airlines åbnede i sidste uge (uge 21) en ny rute mellem Københavns Lufthavn og lufthavnen i Newark, New York. I sommermånederne vil der være én daglig afgang begge veje, mens Continental Airlines vil flyve ruten fem dage om ugen i vintermånederne.
(Politiken 2. sektion / side 12 / 31-05-2006 / lise )
31.05.06 - Færre DAT-afgange fra Bornholm
Danish Air Transport (DAT) skruer nu ned for afgangene på ruten mellem Bornholm og København for at undgå for mange tomme sæder. Kampen på ruten mellem Cimber Air og DAT har overfyldt luftrummet med billige flysæder, og direktør i DAT, Lars Høeg har måttet konstatere, at loyaliteten til den gamle operatør, Cimber Air, vejer tungt. DAT har derfor nu skåret ruten ned til 17 afgange om ugen, hvilket har givet en belægning på 62 pct. Det rækker ifølge DAT til at gøre ruten til en fornuftig forretning.
(Børsen / side 13 / 31-05-2006 / Uffe Hansen)
31.05.06 - Leder: Regeringen løber fra privatiseringsløfter
Regeringen har gentagne gange lagt op til nye privatiseringer, men rent faktisk har den nuværende regering privatiseret langt mindre end den forrige socialdemokratiske regering, skriver Børsen leder. VK-regeringen har således kun solgt fire virksomheder, heriblandt Orange, og derfor bør man sætte tempoet op og snarest redegøre for sine planer i forhold til bl.a. DONG, Københavns Lufthavne, Air Greenland, SAS og Dansk Tipstjeneste.
(Børsen / side 2 / 31-05-2006 / Leder)
29.05.06 - Europas mest effektive lufthavn ligger i København
Københavns Lufthavn i Kastrup er for tredje gang i træk blevet kåret til den mest effektive lufthavn i Europa. Prisen uddeles af Air Transport Research Society, og det er første gang, at den samme lufthavn har vundet prisen tre år i træk. Organisationens formand, professor ved Columbia Universitet, Tae H. Oum, siger, at det er bemærkelsesværdigt, når en lufthavn både er økonomisk effektiv og har høj passagertilfredshed. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, side 2 / Urban, side 29)
(Børsen / side 6 / 29-05-2006 / Ritzau)
29.05.06 - Blandede meninger om SAS-aktien
Der er delte meninger om investeringsmulighederne i SAS-aktien hos tre aktieeksperter. Ansvarlig for forvaltning af danske aktier i Danske Capital, Hans Kjær, mener, at udviklingen i trafikken og markedsudviklingen generelt har været positiv. Han siger, at der med en fortsat positiv trafikudvikling, og hvis der ikke kommer nye oliechok, kan være potentiale i SAS-aktien. Omvendt har chefporteføljeforvalter i Bankinvest, Anders Lund, et mere dystert syn på SAS-aktien og luftfartsbranchen som helhed. Han siger, at der er overkapacitet i branchen, der næsten ikke har nogen pricing power, og omvendt er der ikke en tilpas stor risikopræmie i aktien. Chef for danske aktier i Nordea Investment Management, Peter Bundgaard, deler det dystre syn på luftfartsbranchen. Han tilføjer, at han til gengæld har stor tiltro til lufthavnsaktier, og det er derfor ærgerligt, at der ikke længere er reel mulighed for at investere i Københavns Lufthavne.
(Børsen Investor / side 40 / 29-05-2006 / David Bentow)
28.05.06 - Nye billige p-pladser ved lufthavnen
Rejselivs medarbejder har testet priserne på p-pladserne ved lufthavnen og konkluderer, at man kan spare op til 1.000 kr. på de nye, økonomivenlige p-pladser P15 og ParkZone i forhold til at parkere tæt på Københavns Lufthavn. For et halvt år siden åbnede SAS og Parkzone de nye p-pladser, der ligger omkring 10 minutter fra lufthavnen. Københavns Lufthavn åbnede så senere P15, der netop slår sig på at være billig. Ser man på priserne er der ikke stor forskel på de to p-pladser, når man skal parkere i længere tid. Men med kortere tids parkering, er ParkZone billigere. Der er tilknyttet en faktaboks til artiklen, som beskriver de forskellige priser på p-pladserne. Artiklen beskriver nærmere, hvordan man som kunde på bedste måde kan parkere sin bil og spare penge på det.
(Århus Stiftstidende LevGodt / side 6 / 28-05-2006 / Judith Betak)
28.05.06 - København har Europas mest effektive lufthavn
Københavns Lufthavn er for tredje år i træk blevet kåret til den mest effektive lufthavn i Europa. Bag kåringen står Air Transport Research Society, og det er første gang, at den samme lufthavn indtager førstepladsen tre år i træk. Adm. direktør i Københavns Lufthavn, Niels Boserup, modtog i går en hædersbevisning for placeringen. (Øvrige kilder: Politiken, side 11 / Jydske Vestkysten Sønderborg, side 8)
(Berlingske Tidende / side 3 / 28-05-2006 / Ritzau)
26.05.06 - Lufthavn lancerer travlhedsbarometer
For at hjælpe passagererne i sommertravlheden vil Københavns Lufthavne lancere et travlhedsbarometer på selskabets hjemmeside. Ved at indtaste afgangstidspunkt kan passagererne på forhånd se, hvor travlt lufthavnen forventer, at der vil være på det givne tidspunkt. Der vil også være en guide på hjemmesiden, der fortæller, hvordan man nemmest får parkeret bilen. (Øvrige kilder: Urban, side 24)
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi / side 3 / 26-05-2006 / Ritzau)
25.05.06 - Travlhedsbarometer for lufthavnen
Københavns Lufthavn lancerer et travlhedsbarometer på http://www.cph.dk/. Her kan man se, hvor travlt der er i lufthavnen, og hvor tidligt man skal komme for at nå at tjekke ind, samt hvor der er parkeringsplads på ethvert givent tidspunkt. (Øvrige kilder: Politiken, side 14 / Århus Stiftstidende, side 15 / Nordjyske Stiftstidende, side 18)
(Berlingske Tidende Business / side 4 / 25-05-2006 / Ritzau)
24.05.06 - Direkte rute mellem New York og København åbner
Amerikanske Continental åbner direkte rute mellem København og New York med afgange alle ugens dage. Continental er verdens sjettestørste flyselskab.
(Urban / side 2 / 24-05-2006 / Uoplyst)
24.05.06 - Cimber Air: Rejs to for en persons pris
Fra midt i juni til udgangen af juli kan man rejse to for en persons pris med Cimber Air på alle selskabets udenrigsruter fra Billund og København. Salgs- og marketingchef Bjarne Rasmussen oplyser, at en tilsvarende kampagne i vinter gav mange nye passagerer.
(ErhvervsBladet / side 6 / 24-05-2006 / fm)
24.05.06 - Air China med i Star Alliance
Kinas største flyselskab, Air China, bliver nu en del af Star Alliance, som bl.a. omfatter SAS. Det betyder bl.a., at alliancens medlemmer får mulighed for at optjene Eurobonus-point med to lokale flyselskaber i Kina. SAS har netop nu ruter til både Shanghai og Beijing fra København, men lønsomheden er ikke optimal, fortæller SAS pressechef, Jens Langergaard. Belægningen er i fremgang, og der er ingen tvivl om, at fremtidens vækst ligger i Kina, siger han. I marts sagde afgående koncerndirektør, Jørgen Lindegaard, at SAS håber at åbne en rute til Hongkong fra København samt en ture til Beijing fra Stockholm. (Øvrige kilder: ErhvervsBladet Transport & logistik, side 12)
(Berlingske Tidende Business / side 16 / 24-05-2006 / Christina Boutrup)
24.05.06 - Direkte sommerflyvning København-Balaton
Københavns Lufthavn har introduceret en ny, direkte rute til feriemålet Balaton i det vestlige Ungarn. Der er afgang hver lørdag sommeren igennem, og Malev står for flyvningerne.
(Politiken 2. sektion / side 13 / 24-05-2006 / lise )
22.05.06 - Katastrofeøvelse ved Københavns Lufthavn
Katastrofeberedskabet er netop blevet tjekket ved en såkaldt fuldskalaøvelse af en flyulykke ved et beboet området på Amager. 109 fiktive ofre var der ved flystyrtet, og øvelsen blev afholdt nær Københavns Lufthavn, hvor man hele tiden kunne se og høre virkelige passagerfly og dermed let kunne forestille sig, at en sådan ulykke kunne ske i virkeligheden. Øvelsen skulle teste beredskabet i Københavns Lufthavn og samarbejdet mellem de berørte parter. Lufthavnsreglerne kræver, at der mindst hvert fjerde år afholdes en fuldskalaøvelse af katastrofeberedskabet. (Øvrige kilder: BT, side 21)
(BT / side 21 / 22-05-2006 / Linette Jespersen)
22.05.06 - Yngre kræfter i bestyrelserne
En undersøgelse af de 37 største danske børsnoterede selskaber viser, at virksomhederne i høj grad satser på yngre kræfter i ledelsen. I gennemsnit er alderen i de undersøgte selskaber 56 år for bestyrelsesmedlemmer og 52,5 år for adm. direktører. Yngste bestyrelsesmedlem var Hamish de Run fra Københavns Lufthavne og den ældste var Irwin Lerner fra Genmab.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi / side 1 / 22-05-2006 / Dag Holmstad, Søren Kragballe)
22.05.06 - Sommerfly København-Balaton
Malev åbnede den 19. maj en direkte flyrute mellem København og den ungarske ferieby Balaton. Der bliver afgang dagligt sommeren igennem fra Københavns Lufthavn.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi / side 4 / 22-05-2006 / Uoplyst)
20.05.06 - Delta Air Lines er tilbage i København
Delta Air Lines er efter otte år tilbage i København og flyver dagligt mellem Københavns Lufthavn og lufthavnen i Atlanta. Selskabet er i dag i kontrolleret betalingsstandsning.
(Ekstra Bladet Ferie / side 4 / 20-05-2006 / Uoplyst)
20.05.06 - Malev flyver til Balaton
Flyselskabet Malev åbner i dag en ny sommerrute fra Københavns Lufthavne til feriedestinationen Balaton.
(Berlingske Tidende Rejseliv / side 2 / 20-05-2006 / betak)
20.05.06 - Berlingske tester lufthavnsparkering
SAS lancerede sammen med ParkZone en parkeringsplads på Amager Strandvej for et halvt år siden. Det fik Københavns Lufthavne til at lancere P15 - økonomiparkeringen. Berlingske Tidende har testet de to parkeringspladser. Man kan gå hen til lufthavne fra begge parkeringspladser, men er det regn og rusk vinder P15, fordi der er et overdækket læskur, og lufthavnsbussen kører ofte forbi hele døgnet. Rent prismæssigt følger de to hinanden, når der er tale om en langtidsparkering. Ved en weekendparkering er Parkzone klart den billigste. Det koster kun 40 kr. i døgnet, mens det på P15 koster et fast beløb på 270 kr. for otte døgns parkering lige meget, hvor længe man bliver holdene. Til gengæld er overvågningen bedre på P15, mens Parkzone kun er indhegnet. Her er der heller ikke fast overvågning eller bom foran indgangen.
(Berlingske Tidende Rejseliv / side 4,5 / 20-05-2006 / Judith Betak)
19.05.06 - Fejl på radar i Københavns Lufthavn
Der er i øjeblikket store forsinkelser på flytrafikken i Københavns Lufthavn, hvilket skyldes en fejl i den radar, der styrer lufthavnens udgående trafik. Det betyder, at flyene letter med store intervaller. Lufthavnens tekniske personale er netop nu ved at udbedre fejlen.
(TV 2 Nyhederne / side 1000 / 19-05-2006 / Uoplyst)
19.05.06 - Ny attraktion i Københavns Lufthavn
Passagerer i Københavns Lufthavn har nu fået en ny attraktion at forlyste sig ved, mens de venter på flyet. Den eksklusive restaurant Prunier har åbnet en filial, der både vil servere og stå for detailsalg af kaviar og en række andre delikatesser.
(Børsen Weekend / side 1,2,3 / 19-05-2006 / Ole Troelsø)
19.05.06 - Nyt selskab skal håndtere Sterling-bagage
Sterling har fyret Service-air og lader fra 1. juni Nordic Aero håndtere sine passagerer og deres bagage i Københavns Lufthavn.
(metroXpress / side 21 / 19-05-2006 / Metroepress/nv)
19.05.06 - Ny Rom-flyrute
Københavns Lufthavn byder velkommen til endnu et flyselskab, når det italienske Air One lørdag den 13. maj. indleder daglige flyvninger mellem København og Rom. Selskabet har eksisteret i ti år og har en flåde bestående af 30 Boing 737.
(ErhvervsBladet Privat / side 16 / 19-05-2006 / hd)
19.05.06 - Stigning i antallet rejsende til Norge
Over to millioner personer eller ca. hver tiende passager rejser hvert år til eller fra Norge via Københavns Lufthavn. Tallet kan dog nå at blive endnu højere for 2006, da omkring 650.000 rejsende allerede har rejst til eller fra Norge i perioden januar til april, der ellers plejer at være lavsæson. Det er tilsyneladende især ruten mellem Oslo og København, der står for den store stigning i antallet af passagerer. De fire selskaber der opererer på ruten mellem de to nordiske hovedstæder, SAS, Sterling, Norwegian og TAP Air Portugal, har i de fire første måneder af 2006 indtil videre transporteret 410.000 rejsende på ruten.
(ErhvervsBladet Privat / side 15 / 19-05-2006 / hd)
19.05.06 - Flere flybilletter til lavere priser
Antallet af lavprisselskaber stiger i både Københavns Lufthavn Kastrup og i Billund, og det samme gælder for antallet af rejsemål. Desuden er danskerne i langt højere grad begyndt at købe deres flybilletter direkte hos flyselskaber via internettet. Ifølge direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, bliver ca. 20 pct. af alle flyrejser i dag købt via internettet. Det har samlet set resulteret i en stigning i antallet af solgte billetter og et fald i selve billetpriserne. Ifølge beregninger fra Danmarks Rejsebureau Forening faldt prisen pr. solgt billet med 3,3 pct. i perioden 2004 til 2005, og det er et større fald end normalt i branchen. Alligevel er omsætningen af flybilletter hos rejsebureauerne i samme priode steget med 10 pct. Det skyldes en øget interesse for at rejse især på storbyferie.
(ErhvervsBladet Privat / side 1 / 19-05-2006 / Henrik Denman)
18.05.06 - Redningsøvelse ved lufthavnen
I går gennemførte et redningsmandskab fra store dele af København en katastrofeøvelse nær lufthavnen. Redningsøvelsen havde til formål at vise, hvordan koordineringen af redningsmandskabet håndteres i forbindelse med et flystyrt. Konklusionen på øvelsen var, at den forløb godt.
(Urban / side 14 / 18-05-2006 / Ritzau)
18.05.06 - Store udfordringer til SAS nye direktør
Selvom Jørgen Lindegaard i sine fem år på posten som koncernchef i SAS fik reduceret udgifterne med 30 pct. af de samlede omkostninger, fik fjernet de mest ufleksible personalegoder og styret selskabet nogenlunde igennem såvel stigende oliepriser, flystyrt og terrorfrygt, venter endnu store opgaver på den kommende topdirektør i SAS. Det saudiske flyselskab Emirates står på spring med en rute til København for at kapre langdistancepassagerer, lavprisselskaberne presser stadig priserne på de korte ruter, og trængte amerikanske selskaber tilbyder nu skandinaviske kunder alternative ruter til USA uden om Københavns Lufthavn. Den nye direktør kan altså ikke bare checke in og læne sig tilbage i stolen, han skal smøge ærmerne op og udarbejde offensive strategier, hvis SAS stadig skal bestå om fem år.
(Politiken / side 15 / 18-05-2006 / Peter Suppli Benson)
18.05.06 - Sterling fyrer Servisair efter klager
Manglende kvalitet og kundeklager fører nu til, at Sterling skifter Servisair ud med Nordic Aero fra 1. juni, udtaler Sterlings kommunikationsdirektør, Niels Brix. Det var forventet, at selskabet ville skifte bagage- og passagerhåndteringsselskab, men at det blev det forholdsvis lille Nordic Aero frem for SAS selskab SGS overrasker. Nordic Aero udvider nu i Københavns Lufthavn og ansætter 100 nye medarbejdere.
(Børsen / side 14 / 18-05-2006 / Uffe Hansen)
18.05.06 - Trafikkøer hæmmer godslevering
Trafikken på de danske veje er blevet så massiv, at lastbilerne ikke kan komme frem. Danske Fragtmænd har således skrevet til sine kunder og beklaget, at man ikke kan levere til rette tid. I brevet skriver Danske Fragtmænd, at kraftigt stigende godsmængder og den økonomiske vækst har forværret trafiksituationen betydeligt. Erik Østergaard, direktør i Dansk Transport og Logistik, vurderer, at godsmængderne vil vokse yderlige de kommende år, og foreslår, at en måde at tage presset på er ved at tillade 25 meter lange modultog. Indtil videre har Flemming Østergaard (K) dog kun åbnet op for et begrænset forsøg over Øresundsbroen og til og fra Københavns Lufthavn.
(Børsen / side 6 / 18-05-2006 / job)
17.05.06 - Københavns Lufthavne lancerer quiz på hjemmeside
På Københavns Lufthavnes hjemmeside kan man teste sin viden om landingsbaner, fly og meget andet i en ny elektronisk quiz, som beskedent omtales som den ultimative quiz om fly og luftfart.
(Politiken 2. sektion / side 12 / 17-05-2006 / lise )
17.05.06 - Glæde og bekymring hos SAS-ansatte
De ansatte hos SAS er både glade og bekymrede over Jørgen Lindegaards overraskende afgang. Personalestilen har været uacceptabel de seneste fem år, og vi glæder os til, at en chef vil ændre på det, siger Verner Lundtoft Jensen, formand for SAS danske kabinepersonale. Samtidig fastslår han, at det er vigtigt, at Københavns Lufthavn fastholdes som SAS internationale Lufthavn. Finansminister Thor Pedersen (V) håber også, at den nye direktør fastholder København som trafikknudepunkt og roser samtidig Jørgen Lindegaard for at have ført SAS gennem en svær periode. Formanden for SAS-piloterne, Mogens Holgaard, der har haft adskillige kontroverser med Lindegaard, roser den afgående topchef og vurderer, at han har skabt et fundament, som en anden person kan føre videre. (Øvrige kilder: Urban, side 16)
(Børsen / side 8 / 17-05-2006 / Jørgen Bendsen, Anders Krab-Johansen)
17.05.06 - Leder: Ny SAS-direktør får store udfordringer
Med koncerndirektør Jørgen Lindegaards netop offentliggjorte beslutning om at forlade posten til efteråret, skal bestyrelsen i SAS ud og finde en egnet mand til posten. Og han bør findes snarligt, skriver Børsens lederskribent, for selvom Jørgen Lindegaard har gennemført første del af den såkaldte turn-around med besparelser i milliardklassen, så skal der nu offensive strategier på bordet, hvis ikke SAS skal ende som en del af en større fusion med Lufthansa som eventuel ny ejer. En sådan fusion vil få store negative konsekvenser for lufttrafikken ud fra København, så det er overordentligt vigtigt for SAS og for Danmark, at en afløser findes hurtigst muligt, mener Børsen. (Øvrige kilder: Børsen, side 1)
(Børsen / side 2 / 17-05-2006 / Leder)
16.05.06 - Klumme: Hvem fandt på den nye taxa-ordning?
I bagsideklummen Jeppesen stilles der spørsgmålstegn ved, hvem der fandt på den nye, omstridte taxaordning i Københavns Lufthavn. Ordningen går ud på, at det kun er taxaer med lige numre, der må holde ved lufthavnen på lige datoer. Da klumme-journalisten ringer til lokal 2810 i Københavns Lufthavn, får han at vide, at det er Dansk Taxaråd, der fik ideen til den nye ordning. Da han ringer til Dansk Taxaråd får han at vide, at det er Københavns Lufthavn, der fik ideen.
(Ekstra Bladet / side 40 / 16-05-2006 / Jeppesen)
15.05.06 - Lavprishotelkæde åbner i Billund og Ballerup
Lavprishotelkæden Zleep åbner snart to nye hoteller i henholdsvis Billund og Ballerup. I forvejen har kæden hoteller ved Kastrup Lufthavn og Ishøj.
(Jyllands-Posten JP København / side 7 / 15-05-2006 / avn)
14.05.06 - Lufthavn åbner kvindebar
Københavns Lufthavne har åbnet en ny bar, der henvender sig til kvinder. Asta er navnet på den nye bar, som lufthavnen har åbnet, fordi stadig flere flypassager er kvinder.
(B.T. Kun for kvinder / side 3 / 14-05-2006 / Uoplyst)
13.05.06 - Lufthavn lukker transferhotel
Stærkt faldende efterspørgsel og værelser, der ikke lever op til nutidens standard, er årsagen til, at København Lufthavne har lukket det såkaldte transferhotel.
(BT Rejser / side 4 / 13-05-2006 / Uoplyst)
11.05.06 - Air Berlin tilbyder tre nye ruter
Air Berlin er begyndt at flyve fra København til Düsseldorf, Berlin og Hamburg.
(Børsen Weekend / side 17 / 11-05-2006 / Uoplyst)
10.05.06 - Bederum på vej på Rigshospitalet
Rigshospitalet vil som det første sygehus i Danmark indrette et bederum. Det er fortrinsvis tænkt for muslimer, men alle kan bruge det. Af en faktaboks fremgår, at Københavns Lufthavne huser landets ældste bederum, som blev indrettet for godt ti år siden. Den nordlige ende er for katolikker og protestanter, den sydlige for andre trosretninger.
(Berlingske Tidende / side 3 / 10-05-2006 / Jesper Termansen)
10.05.06 - Lufthavnsbar henvendt til kvinder
Københavns Lufthavn har fået en ny bar ved navn Asta, som især henvender sig til kvinder. Mænd er dog også velkomne. Kvinder efterspørger andre produkter og miljøer end mænd, forklarer underdirektør Henrik Busch om den nye bar, der er opkaldt efter filmdivaen Asta Nielsen og ligger Terminal 2.
(Politiken 2. sektion / side 12 / 10-05-2006 / Uoplyst)
09.05.06 - Cimber Air vil flyve billigt på tværs af landet
Cimber Air vil have jyder, som skal flyve på ferie fra Københavns Lufthavn til at tage flyveren fra Karup til København. Derfor lancerer selskabet nu en returbillet på under 700 kr. Salgs- og marketingchef Bjarne Rasmussen håber, at tilbuddet kan få flere til tage flyveren frem for at skulle med enten tog eller bil til hovedstaden. Samtidig håber han på, at Karup Lufthavn kan få en mere central placering i folks bevidsthed. Tilbuddet gælder hen over sommerperioden, men hvis tilbuddet bliver en succes, så overvejer Cimber Air at gøre det til en permanent ordning.
(DR Midt & Vest Regionale Nyheder / 09-05-2006 / Henrik Lodahl)
09.05.06 - Kvinder skal shoppe i Københavns Lufthavn
Flere kvindelige rejsende får nu Københavns Lufthavn til at indrette butiksområdet mere efter den feminine smag.
(metroXpress / side 30 / 09-05-2006 / metroXpress/TA)
09.05.06 - Nanoteknologi i terrorbekæmpelsens tjeneste
Forskere fra DTU forventer efter syv års forskningsarbejde at have prototypen til en sprængstofdetektor baseret på nanoteknologi klar. Detektoren fungerer i princippet på samme måde som en bombehunds næse. Hvis en person har rørt ved sprængstof, efterlades der små partikler, som er umulige at vaske af, og som langsomt fordamper. Ved fordampningen kan de opfanges af detektoren, forklarer professor Anja Boisen fra DTU. Københavns Lufthavne er meget interesseret i detektoren. Virker tingene, er lufthavnen interesseret i hvad som helst, forklarer stabschef Erik Nelbom fra lufthavnens securityafdeling. Han mener, at man kan forestille sig, at passagererne skal gå gennem en nanodetektor, ligesom de gør det med metaldetektoren i dag, og at detektoren bliver bygget ind i røntgenanlægget, der kontrollerer bagagen.
(Jyllands-Posten / side 3 / 09-05-2006 / Asger Westh)
08.05.06 - Flere kvinder blandt flypassagererne
Tal fra Københavns Lufthavne viser, at andelen af kvinder blandt flypassagerer er stigende. I 2001 var 36 pct. af passagererne kvinder, mens tallet sidste år var steget til 47 pct. I Københavns Lufthavn arbejder man nu på shopping- og spisefaciliteter særligt rettet mod kvinder. (Øvrige kilder: TvDanmark - 5 Minutter)
(TvDanmark - 5 Minutter / 08-05-2006 / Niels Ole Rasmussen)
08.05.06 - Flere kvindelige rejsende i Københavns Lufthavn
Andelen af kvindelige passagerer i Københavns Lufthavn er steget fra 36 pct. i 2001 til 47 pct. i 2005, og lufthavnens shopping- og spisemuligheder målrettes derfor nu i stigende grad til kvinder. Kommunikationsmedarbejder Natalie Elsted oplyser, at de kvindelige passagerer handler mere end gennemsnittet, og hun kan desuden fortælle, at den største passagervækst nu sker blandt fritidsrejsende, mens det tidligere var businessrejsende.
(Jyllands-Posten København / side 1,2 / 08-05-2006 / Jamilla Sophie Alvi)
08.05.06 - Russisk minister besøger lufthavnsrepræsentanter
Den russiske transportminister, Igor Levitin, besøgte i weekenden Danmark med en delegation på omkring 50 embedsmænd og forretningsfolk. Ministeren besøgte repræsentanter for Københavns Lufthavne, der blev tilbudt at være med i projektering og administration af lufthavne i Rusland. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, side 8)
(Berlingske Tidende Business / side 10 / 08-05-2006 / Ritzau)
08.05.06 - Stigning i lufthavnens passagertal i april
Passagertallet i Københavns Lufthavne steg i april med 7,3 pct. i sammenligning med april 2005. For årets første fire måneder, som bl.a. var ramt af SAS-strejken i januar, kan passagervæksten beregnes til 7,2 pct. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, side 2)
(ErhvervsBladet / side 17 / 08-05-2006 / RB-Børsen)
08.05.06 - Potentielt opkøb af Kraks Forlag
Kraks Forlag, der bl.a. udgiver Kraks Blå Bog, Kraks Vejkort og søgetjenesten Krak.dk, står muligvis foran et ejerskifte. Bestyrelsesformand i Kraks Fond, Klavs Olsen, fortæller, at fonden har modtaget flere henvendelser fra potentielle købere, og selvom virksomheden ikke er sat til salg, så vil man ikke afvise et seriøst købstilbud. Blandt de potentielle købere findes mediegruppen European Directories, der købte TDC Forlag for 4,85 mia. kr. i 2005, og som ejes af den australske bank- og kapitalgruppe Macquarie, der også er hovedaktionær i Københavns Lufthavne. Kraks Forlag havde en nedtur i regnskabsåret 2004/05, hvor de tekniske problemer med virksomhedsportalen Virk.dk resulterede i et underskud, men regnskabet for 2005/06 forventes at afsløre et tocifret millionoverskud. Interessen for Kraks Forlag er en del af en større bølge opkøb og sammenlægninger inden for Europas digitale forlagshuse. Svenske Eniro købte f.eks. den norske konkurrent Findexa for 6 mia. kr. i 2005. Artiklen er ledsaget af en faktaboks, der beskriver virksomheden Kraks Forlag. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, side 1,2)
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi / side 1,2 / 08-05-2006 / )
06.05.06 - Passagerervækst på 7,3 pct. i Københavns Lufthavne
I april måned steg antallet af passagerer i Københavns Lufthavne med 7,3 pct. til 1.698.214 passagerer sammenlignet med april 2005. I årets første fire måneder er den samlede passagervækst steget med 7,2 pct. til 6.161.644 mod 5.745.632 i de første fire måneder af 2005. Antallet af charterrejsende er steget med 7,0 pct., antal starter og landinger faldt i april med 10,6 pct., og tonnagen faldt med 5,4 pct.
(Berlingske Tidende Business / side 6 / 06-05-2006 / RB-Børsen)
06.05.06 - Asta er en ny lufthavnsbar for kvinder
Københavns Lufthavne har åbnet en ny bar for kvinder, som serverer lækre, hurtige og sunde måltider i behagelige omgivelser. Baren Asta er opkaldt efter stumfilmstjernen Asta Nielsen og henvender sig til den moderne kvinde, som rejser meget. Mænd er dog også velkomne, understreger underdirektør Henrik Busch, Københavns Lufthavne.
(Berlingske Tidende Rejseliv / side 8 / 06-05-2006 / jard)
05.05.06 - Debat: Alternative løsninger på taxi-konflikt
Tina Bostrup, nyt medlem af Storkøbenhavns Taxinævns bestyrelse, skriver i et debatindlæg, at det er temmeligt frustrerende at læse om konflikten i lufthavnen, og hun efterlyser forslag til, hvordan man kan undgå, at taxierne hober sig op i lufthavnen, mens det stort set er umuligt at få fat i en taxi inde i byen. Konflikten var for nylig på dagsordenen i Taxinævnet, men Chaufførernes Fagforening mødte ikke op, hvilket Tina Bostrup finder beklageligt, for hun ville gerne havde hørt deres synspunkter og alternative løsningsforslag.
(Jyllands-Posten København / side 12 / 05-05-2006 / Debattør)
05.05.06 - Nye flyruter til USA og Tyskland
To nye flyselskaber skal være med til at styrke Københavns Lufthavnes position som Skandinaviens største knudepunkt. Det ene flyselskab, Delta Airlines, flyver ruten København-Atlanta og bliver den eneste nonstop forbindelse mellem Skandinavien og det sydøstlige USA. Derudover har Tysklands næststørste flyselskab, Air Berlin, åbnet tre lavprisruter, som flyver fra København til hhv. Düsseldorf, Berlin og Hamburg. (Øvrige kilder: Børsen Weekend, side 18)
(ErhvervsBladet Privat / side 11 / 05-05-2006 / hd)
04.05.06 - Taxachauffører vil udkonkurrere fagforening
Taxachaufførernes Aktionsgruppe har på to dage fået 500 tilmeldinger til en sms-kæde, der skal sættes i gang, når chaufførerne skal på barrikaderne, og aktionsgruppen vil nu stifte en organisation, der skal forhandle med Københavns Lufthavn. Gruppen er utilfredse med forholdene i lufthavnen og med, at chaufførernes fagforening har indgået en aftale med lufthavnen. Chefen for lufthavnens taxaservice afviser dog at udskifte fagforeningen med aktionsgruppen som forhandlingspartner.
(TvDanmark - 5 Minutter / side 1452 / 04-05-2006 / Anders Øhrstrøm)
04.05.06 - Taxichauffører protesterer fortsat
Taxichaufførerne forsøgte sig i går med en ny blokade af Terminal 3 i Kastrup Lufthavn, men aktionen måtte afblæses efter kort tid pga. manglende opbakning. Chaufførerne varsler dog nye blokader pga. utilfredshed med de nye regler, der betyder, at taxierne kun må bruge holdepladsen ved lufthavnen hver anden dag. Passagerchef i Københavns Lufthavne, Susanne Frank, forklarer, at hvis der iværksættes en fuldstændig blokade, vil man være nødsaget til at tilkalde politiet, som det skete i sidste uge (17). En gruppe af de utilfredse chauffører overvejer at danne deres egen forening, der kan forhandle med lufthavnen, men Marie-Louise Lotz, chef for lufthavnens taxiservice, afviser at forhandle med Aktionsgruppen frem for Chaufførernes Fagforening. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, side 5 / Jyllands-Posten København, side 10)
(Berlingske Tidende Business / side 10 / 04-05-2006 / Ritzau)
03.05.06 - Nyt budgethotel ved Billund Lufthavn
Formand for Billund Lufthavn, Bjarne Hansen, tog i dag det første spadestik til et nyt budgethotel, der skal ligge lige op ad Billund Lufthavn. Budgethotellet, der vil få 104 værelser, bygges af firmaet Sleep Hotels, der i forvejen har et hotel ved Københavns Lufthavn og i Ishøj.
(TV Syd Regionale Nyheder / side 1930 / 03-05-2006 / Uoplyst)
03.05.06 - Taxichauffører kan miste bevilling
Taxichauffører, der ikke overholder de nye regler i Københavns Lufthavn, risikerer at miste deres bevilling. Advarslen kommer fra Storkøbenhavns Taxinævn, og lufthavnens taxipersonale har siden fredag den 29. april dagligt rapporteret til nævnet om taxier, der ikke overholder reglerne. Der er indtil videre indrapporteret 60 taxier. (Øvrige kilder: TvDanmark - 5 Minutter, side 0852)
(TvDanmark - 5 Minutter / side 0651 / 03-05-2006 / Anders Øhrstrøm)
03.05.06 - Ny taxiboykot fusede ud
En mindre gruppe taxachauffører genoptog i dag ved middagstid deres blokade ved Københavns Lufthavne. Men der var ikke mødt nok chauffører op til at stoppe taxitrafikken til terminalen. Aktionen skete, selv om Storkøbenhavns Taxinævn truer med at tage licensen fra de chauffører, der deltager i boykotten. Talsmand for aktionsgruppen, Stig Rugaard, tager truslen ganske stille roligt. Det vil være et indgreb i de privates ret til at tjene penge, siger Stig Rugaard, der fortæller, at flere chauffører støtter aktionen. (Øvrige kilder: Københavns Radio Regionale Nyheder, side 1530)
(Københavns Radio Regionale Nyheder / side 1231 / 03-05-2006 / Bjørn Byman)
03.05.06 - Nyt lavprisselskab i Københavns Lufthavn
Air Berlin, som netop er begyndt at flyve fra Københavns Lufthavn, er det niende lavprisflyselskab, der benytter lufthavnen. Air Berlin flyver mellem København og Berlin, Hamburg og Düsseldorf, og selskabets salgsdirektør, Carsten Kröger, fortæller, at den nedsatte lufthavnsafgift har været en del af grunden til, at selskabet vil flyve fra København. Corinna Lundbæk Pedersen, direktør for Airline Relations i Københavns Lufthavn, oplyser, at man forventer, at der vil komme endnu flere selskaber til lufthavnen. Hos SAS siger viceadm. direktør Jens Willumsen, at man tager konkurrencen alvorligt, men at man ikke forventer at miste mange rejsende til Air Berlin. Christina Schärfe, som er talsperson for EasyJet i Danmark, siger, at man vil se tiden an, før man evt. sænker prisen efter Air Berlins indtog. Blandt lavprisselskaberne i Københavns Lufthavn er også Iceland Express, SkyEurope, Ryanair og Sterling.
(Politiken / side 16 / 03-05-2006 / Thomas Bo Christensen)
03.05.06 - Oslo forbyder bombeparfumeflakon
Oslo Lufthavn har forbudt sine taxfree butikker salg af parfume, emballeret i en flakon, der ligner en håndgranat. Københavns Lufthavn vil ikke tage lignende skridt. Det kan blive for hysterisk, siger lufthavnens kommercielle direktør, Henrik Busch, til rejsebrancheorganet Take Off.
(Politiken 2. sektion / side 12 / 03-05-2006 / lise )
03.05.06 - Trussel om sanktioner mod strejkende
Storkøbenhavns Taxinævn truer nu med sanktioner over for de chauffører og vognmænd, der boykotter Københavns Lufthavns nye venteregler. Reglerne går ud på, at taxier med lige bestillingsnumre må bruge holdepladsen ved lufthavnen på lige datoer og med ulige numre på ulige datoer. Lufthavnens taxiservicepersonale rapporterer dagligt til nævnet om de vogne, der trodser reglerne, og hidtil er ca. 60 taxier indrapporteret. Straffen kan blive et nej til fornyelse af bevillinger og førertilladelser. Indtil videre er de fleste chauffører ligeglade med, at de risikerer at miste deres bevilling, fortæller chefen for lufthavnens taxiservice, Marie-Louise Lotz. Men når effekten af indrapporteringerne kommer, tror vi fuldt og fast på, at boykotten slutter, fortsætter hun.
(Jyllands-Posten JP København / side 4 / 03-05-2006 / CHRISTINA AGGER og JAMILLA SOPHIE ALVI)
03.05 06 - Chauffører boykotter på ny
50 taxichauffører besluttede igen i går at boykotte systemet med bevillingsnumre, som Københavns Lufthavn har indført. ’Det rager os en hatfis,’ udtaler Stig Rugaard, talsmand for de aktionerende chauffører.
(metroXpress / side 14 / 03-05-2006 / Ritzau)
03.05.06 - Kæmpebonus til Lufthavsdirektion
Direktionen i Københavns Lufthavne kan se frem til en samlet bonusudbetaling på 75 mio. kr. Pengene til de fire medlemmer vil blive udbetalt i december og påvirke det samlede resultat for Københavns Lufthavne, oplyser underdirektør i lufthavnen, Flemming Petersen. For at få bonusordningen, skal direktionen blive i Københavns Lufthavne i ét år efter den nye storaktionær, Macquarie Airports, overtog aktiemajoriteten i december 2005. Direktionen består af Niels Boserup, der som adm. direktør tjener 6,7 mio. kr., direktør Kjeld Binger får 4,8 mio. kr., økonomidirektør Torben Thyregod får 4,1 mio. kr. og vicedirektør Peter Rasmussen 2,9 mio. kr.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi / side 16 / 03-05-2006 / Peter Schollert)
03.05.06 - Air One åbner flyrute Rom-København
Air One har indgået et codeshare-samarbejde med SAS og starter flyvninger Rom-København den 13. maj. Det bliver selskabets første udenrigsrute, og den vil fungere som et supplement til SAS afgange til Italien, forklarer Henrik Lund, som er Scandinavian Airlines Danmarks ansvarlige for det nye samarbejde.
(ErhvervsBladet Transport & logistik / side 8 / 03-05-2006 / cat)
03.05.06 - Endnu en luftfragtoperatør i København
Worldwide Flight Services (WFS) har etableret sig i en ny luftfragtterminal i Københavns Lufthavn i Kastrup, og lufthavnen er skandinavisk hovedsæde for luftfragtoperatøren, som er en af verdens største. Københavns Lufthavn er valgt, fordi den i stigende grad er et knudepunkt for luftfragt, siger Yves Pinoy, WFS direktør. Lufthavnens cargochef, Lars Korup, oplyser, at det fra årsskiftet er blevet billigere for fragtfly at lette fra lufthavnen, og han forudser, at den nye luftfragtoperatør vil give flere muligheder for at tiltrække flere flyselskaber til lufthavnen.
(ErhvervsBladet Transport & logistik / side 2 / 03-05-2006 / Carsten Teiner)
03.05.06 - Regnskab: Godt 1. kvt. for lufthavn trods strejker
Københavns Lufthavne var i 1. kvartal negativt påvirket af strejkerne i SAS, men alligevel fastholdes forventningerne til året som helhed. Omsætningen steg i 1. kvartal med 5,4 pct., og lufthavnen oplyser, at drift og resultat svarer det til ventede for perioden. Driftsoverskuddet (EBIT) er steget til 242 mio. kr., og nettooverskuddet er på 160 mio. kr. På de internationale aktiviteter er resultatet steget med 19,6 mio. kr. primært pga. fremgang i Newcastle Lufthavn. (Øvrige kilder: Berlingske Tidende Business, side 6 / Børsen, side 13 / Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, side 1,16 / Politiken, side 14 / metroXpress, side 35)
(ErhvervsBladet / side 18 / 03-05-2006 / RB-Børsen)
03.05.06 - Aktier: DSV og Keops steg, Lufthavnen faldt
DSVs aktie steg i går 3,6 pct. til kurs 1.022 og trak dermed op i OMXC20-indekset, der steg 0,78 pct. til indeks 402,52. Københavns Lufthavnes aktie faldt til gengæld med 0,5 pct. trods offentliggørelse af en pæn kvartalsrapport, der viste en fornuftig udvikling. Keops aktie steg 2,9 pct. til kurs 32,30. (Øvrige kilder: Berlingske Tidende Business, side 28 / Børsen, side 32 / Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, side 1,12 / Politiken, side 14)
(ErhvervsBladet / side 18 / 03-05-2006 / )
03.05.06 - Portræt: Adm. direktør, Susanne Larsen
ErhvervsBladet bringer et portræt af adm. direktør i Scandinavian Airlines Danmark, Susanne Larsen. I de tre år hun har været adm. direktør i Scandinavian Airlines Danmark, har hun måttet arbejde med det dilemma, at erhvervslivet bruger flyet, som det altid har gjort, mens private bruger flyet, som de aldrig har gjort, men at alle vil have lave priser. I portrættet hedder det, at Danmark i sig selv ikke er berettiget til en lufthavn som Kastrup, men at Københavns Lufthavn takket være SAS netværk er et vigtigt knudepunkt for passagerer fra hele verden.
(ErhvervsBladet Transport & logistik / side 1,8 / 03-05-2006 / Carsten Teiner)
02.05.06 - Taxichauffører genoptog boykot
Utilfredse taxichauffører genoptog i morges den boykot af Københavns Lufthavn, som ellers blev afbrudt torsdag den 27. april. Chaufførerne er utilfredse med den nye aftale, der skal begrænse antallet af taxaer i lufthavnen. Boykotten blev opløst efter to timer.
(TV 2/Lorry Regionale Nyheder, TV 2 Nyhederne, TvDanmark, Københavns Radio Regionale Nyheder / 02-05-2006 / Peter Glüsing)
02.05.06 - Strejker koster millioner for lufthavnen
Omsætningen i Københavns Lufthavne er steget med 5 pct. i årets første kvartal, men de hyppige arbejdsnedlæggelser har kostet lufthavnen 9,3 mio. kr. Det skal opvejes med effektiviseringer. Københavns Lufthavn fastholder forventningerne for året 2006, da omsætningen fortsat er stigende. (Øvrige kilder: Københavns Radio Regionale Nyheder, side 1731)
(Københavns Radio Regionale Nyheder / side 1631 / 02-05-2006 / John Broby)
01.05.06 - Lufthavnsbutikker holder tidligere åbent
48 specialbutikker, cafeer og restauranter i Københavns Lufthavn åbner fra i dag kl. 6, en time tidligere end normalt. I første omgang er der tale om et forsøg, der løber frem til udgangen af august. Den taxfree shop bevarer åbningstiderne 6-23.
(Berlingske Tidende Business / side 16 / 01-05-2006 / caa)
01.05.06 - Kapitalfonde vil fortsat blive stærkere herhjemme
Både nordiske, britiske og amerikanske kapitalfonde vil fortsætte med at blive stærkere i dansk erhvervsliv, mener Björn Savén, topchef for Sveriges mest erfarne kapitalfond, IK. Han er ikke overrasket over den ophedede debat i Danmark om ledelsesformer og finansieringsstrukturer, nu da f.eks. TDC, ISS og hovedparten af Københavns Lufthavne er blevet opkøbt af kapitalfonde. Han ser det som naturligt, at disse opkøb for danskerne giver et fremmedhedschok. TDC er stadig børsnoteret, men 88,2 pct. af aktierne ejes af en gruppe kapitalfonde. I forbindelse med intern uenighed i IK oprettede en del af teamet for nogle år siden den konkurrerende fond Altor Equity Partners, som i Danmark ejer bl.a. Ferrosan.
(Børsen Investor / side 4 / 01-05-2006 / Christian Jessen)
01.05.06 - Teknisk analyse: God tendens i OMXC20
Under overskriften Teknisk analyse beskrives den aktuelle stigende tendens i OMXC20-indekset efter en turbulent periode. Den forgangne uge (17) har budt på flotte regnskaber fra bl.a. DSV og TK Development, som efter offentliggørelsen oplevede kursstigninger på hhv. 3,5 pct. og 10 pct. I den kommende uge (18) kommer der regnskaber fra Genmab, Københavns Lufthavne og TDC.
(Børsen Investor / side 29 / 01-05-2006 / Lars Persson)