November 2003
29.11.03 - Toldfri handel ved ankomsten
Det skal gøres muligt for flypassagerer at købe toldfrit også i deres ankomstlufthavn. Det mener i hvert fald det norske Stortings finanskomité, der har bedt den norske regering se på mulighederne for at ændre de nuværende regler, der kun tillader toldfri handel i afgangslufthavnen. Den mulighed så man også gerne i Københavns Lufthavn. - Det er en rigtig god service, vi godt kunne tænke os at kunne tilbyde vores kunder. Så vi er meget opmærksomme på, hvad der sker i Norge, fortæller kommunikationschef i Københavns Lufthavne Anette Haaning. Da toldfri handel er afskaffet internt i EU, vil en sådan eventuel regelændring kun få betydning for flypassagerer, der ankommer i Københavns Lufthavn fra lande uden for EU.
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 2/ 29 11 2003 / Judith Betak)
28.11.03 - Statsafgiften bærer ansvaret
Det er for så vidt korrekt, når flere lavprisselskaber anklager Københavns Lufthavn for at være dyrere end andre lufthavne. Det erkender administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup i dagens "Svar på tiltale...". Men i virkeligheden er det ikke Københavns Lufthavne, lavprisselskaberne skal rette anklagen imod. Realiteten er nemlig ifølge Niels Boserup, at ser man alene på den passagerafgift, som Københavns Lufthavne opkræver, ligger den på et lavt niveau sammenlignet med mange andre europæiske lufthavne. Når Københavns Lufthavn så alligevel opfattes som dyr, skyldes det, at den danske stat opkræver en afgift på 75 kroner oven i passagerafgiften. Der er altså tale om to forskellige afgifter. Problemet er blot, at lavprisselskaberne ikke skelner mellem de to afgifter. - (...) begge er en omkostning for dem, og det er klart, at statsafgiften vejer tungt på især lavprisselskaberne. Jeg mener, at statsafgiften er ødelæggende for os, og den er med til at give Københavns Lufthavn et dårligt prisimage, siger Niels Boserup, der påpeger, at lufthavnen gør alt for at holde afgifterne nede. Eksempelvis er der ikke flere ansatte i lufthavnen i dag end i 1994 trods en markant øget trafik. Desuden blev afgifterne også fastfrosset i syv år tilbage i 1994. (Berlingske Tidende / side 2 / 28 11 2003 /Anette Bonde)
28.11.03 - EasyJet vil fravælge Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavne skal give EasyJet gunstigere økonomiske vilkår end de nuværende, ellers agter lavprisselskabet at se bort fra Københavns Lufthavn som mål for nye flyruter. Så kontant lyder meldingen fra Head of Corporate Affairs i EasyJet Toby Nicol. Han mener blandt andet, at selskabet bør opnå rabatter på bagagehåndteringen og brændstofservicen. Argumentet fra Toby Nicol lyder, at EasyJet fragter flere passagerer gennem Københavns Lufthavn "end visse andre selskaber, og det bør give en form for rabat". Administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup udtrykker forståelse for EasyJets problemstilling: De skal som lavprisselskab konstant forsøge at skære i omkostningerne. Men samtidig afviser Niels Boserup, at der kan blive tale om en særbehandling af EasyJet. Han er dog ikke umiddelbart afvisende over for en genforhandling af lufthavnens prisstruktur, når det gælder flyselskabernes betaling for de enkelte serviceydelser.
(ErhvervsBladet, November 2003 / side 23/ 28 11 2003 / Søren Domino)
27.11.03 - Københavns Lufthavne ikke med i det nye KFX-indeks
Der kommer ikke til at ske ændringer i det nuværende KFX-indeks, der omfatter landets 20 mest omsatte aktier. Det betyder, at Københavns Lufthavne, der i øjeblikket indtager en 23. plads på listen over de mest omsatte aktier, ikke kommer med. KFX-indekset bliver revideret hvert halve år, men i denne omgang bevarer samtlige nuværende i indekset altså deres plads.
(Jyllands-Posten, November 2003 / side 16/ 27 11 2003 / Søren Kragballe)
27.11.03 - EasyJet presser Københavns Lufthavne
Københavns Lufthavne skal give EasyJet gunstigere økonomiske vilkår end de nuværende, ellers agter lavprisselskabet at se bort fra Københavns Lufthavn som mål for nye flyruter. Så kontant lyder meldingen fra Head of Corporate Affairs i EasyJet Toby Nicol. Han mener blandt andet, at selskabet bør opnå rabatter på bagagehåndteringen og brændstofservicen. Argumentet fra Toby Nicol lyder, at EasyJet fragter flere passagerer gennem Københavns Lufthavn "end visse andre selskaber, og det bør give en form for rabat". Administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup udtrykker forståelse for EasyJets problemstilling: De skal som lavprisselskab konstant forsøge at skære i omkostningerne. Men samtidig afviser Niels Boserup, at der kan blive tale om en særbehandling af EasyJet. Han er dog ikke umiddelbart afvisende over for en genforhandling af lufthavnens prisstruktur, når det gælder flyselskabernes betaling for de enkelte serviceydelser.
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 6/ 27 11 2003 / Søren Domino)
26.11.03 - Nyt lavprisselskab til Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavn kan nu byde endnu et lavprisselskab velkommen. Det drejer sig om selskabet V-Bird, der fra den 10. december vil flyve på ruten København-Niederrhein i Tyskland. V-Bird får tre afgange på alle hverdage og to afgange lørdage og søndage. (Øvrige kilder: B.T. 26-11-03, side 17)
(Jyllands-Posten, November 2003 / side 2/ 26 11 2003 / )
26.11.03 - En overflødig badebane
Det er ikke et udtryk for mangel på respekt over for amagerkanerne, når SFs trafikpolitiske ordfører, Margrethe Auken, kalder den nye Metrostrækning fra Lergravsparken til lufthavnen for en "overflødig badebane". Det er nøjagtigt det modsatte: et ønske om at sikre borgerne på Amager en bedre kollektiv trafik. Det pointerer Margrethe Auken i et indlæg. Her påpeger hun blandt andet, at man med god grund kan kalde en bane med endestation i Københavns Lufthavn for overflødig; lufthavnen er nemlig allerede i dag godt betjent med kollektiv trafik. Desuden betyder den planlagte strækning, at busdriften på Amager bliver væsentligt forringet, skriver Margrethe Auken, der mener, at amagerkanerne kunne have fået langt bedre kollektiv trafik for de to milliarder kroner, som den nye strækning koster, end tilfældet bliver nu. "Nu får vi en fejlplaceret bane og mindre kollektiv trafik alle andre steder på Amager. Hvis det ikke er arrogant over for borgerne på Amager - så er det i hvert tilfælde dumt", slutter Margrethe Auken.
(JP København, November 2003 / side 4/ 26 11 2003 / )
25.11.03 - Beredskabsøvelse på Saltholm
I dag blev beredskabsplanen for en nødlanding med fly på Saltholm testet. Øen har ingen lufthavn, og da Folketinget i 1973 planlagde at bygge en, blev det forhindret af miljøorganisationer. Mange myndigheder er involveret i beredskabet. Ud over personale fra Københavns Lufthavne, består beredskabet af folk fra Tårnby Brandvæsen og Tårnby Politi sammen med Falck, flere lægehold og Beredskabsstyrelsen i Næstved. Københavns Politi har det overordnede ansvar. Ved dagens øvelse måtte man konstatere, at det er svært at få udstyr frem over øen til ulykkesstedet, og brandchef ved Københavns Lufthavne Jens Peter Larsen erkender, at det er vigtigt at have en stedkendt person med ved udrykninger. Beredskabsplanen er god nok, men den skal justeres, konstaterer han. Sidste gang, et fly nødlandede på Saltholm, var i 1937.
(TV 2, November 2003 / 25 11 2003 / )
25.11.03 - Nordic Airlink satser hårdt på SAS-passagerer
Det er ikke kun på prisen, at Nordic Airlink bliver en hård konkurrent til SAS på ruten mellem København og Stockholm. Nordic Airlink har nemlig også valgt at have lempeligere regler for ændring af billetter, så eksempelvis forretningsrejsende kan ændre deres billet indtil to timer før afgang for blot 150 kroner. Nordic Airlink, der begyndte at flyve på ruten i går og her kunne glæde sig over en god belægning, satser i først omgang på at få fat i 40 procent af SAS nuværende kunder på ruten. - Vel at mærke den del, som ikke skal videre ud i verden. Den anden halvdel kan vi ikke røre. Hertil kommer, at vi satser voldsomt på passagerer fra Sydsverige, som for en billig penge skal op til deres egen hovedstad, siger administrerende direktør i Nordic Airlink Maunu von Lüders.
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 10/ 25 11 2003 / Ejvind Olesen)
24.11.03 - En verden til forskel
Nok koster det 24.650 kroner mere, hvis man vælger at flyve på businessclass frem for økonomiklassen på turen fra København over Atlanten, men til gengæld vil man også komme til at opleve en forskel, der er til at mærke. Det har Børsen konstateret på sin afprøvning af de to rejseformer. Maden og komforten på businessclass er i en klasse for sig, og desuden har rejsende på businessclass en lang række muligheder - såsom adgang til kopimaskine, fax, computer og internet, som ikke findes på økonomiklassen. Forskellen begynder dog allerede i Københavns Lufthavn. Her får man med en billet til businessclass adgang til den store lounge i lufthavnen. I netop loungen har Børsen også mødt en række personer for at høre, hvordan de udnytter deres rejsetid og indretter deres eget, private mobile kontor på rejsen.
(Børsen, November 2003 / side 4/ 24 11 2003 / Lisbeth Nedergaard)
24.11.03 - Hård konkurrence på København-Stockholm
Fra i dag kommer der for alvor konkurrence på ruten København-Stockholm. Lavprisselskabet Nordic Airlink, der hører under Finnair, indleder nemlig flyvninger på ruten, og det sker til priser, der ligger markant under SAS hidtidige priser på ruten. SAS har nu sænket sine priser som et modsvar, men alligevel forsikrer administrerende direktør i Nordic Airlink Maunu von Lüders, at Nordic Airlink altid vil være billigere end det skandinaviske flyselskab. - Uanset om vores priser kan stige på sigt, så vil vi altid være 30-40 procent billigere at flyve med end SAS. Det hænger sammen med, at vi ikke har samme omkostninger til blandt andet bonusprogrammer og lounger, forklarer Maunu von Lüders. Han forventer ikke, at ruten København-Stockholm kommer til at give overskud før i 2005. I første omgang hedder målsætningen 300.000 passagerer, hvoraf mange, især forretningsrejsende, som Nordic Airlink satser meget på, skal tages fra SAS. Med det nuværende ruteprogram vil Nordic Airlink kunne få plads til cirka 600.000 passagerer fra Københavns Lufthavn. (Øvrige kilder: Ekstra Bladet 22-11-03, side 11)
(Børsen, November 2003 / side 2/ 24 11 2003 / Uffe Hansen)
23.11.03 - Ny vej rundt om lufthavnen
Sammen med Københavns Amt og Dragør Kommune har Københavns Lufthavne sørget for, at vejen rundt om lufthavnen i Kastrup nu atter bliver åbnet. Vejen, der får navnet Kystvejen, blev lukket kort tid efter den tyske besættelse af Danmark i 1940. (Øvrige kilder: Politiken 23-11-03, side 2)
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 4/ 23 11 2003 / )
22.11.03 - Københavns Amt vil ikke bidrage til nedgravet metro
Det kommer ikke borgerne i Tårnby Kommune til gode, at politikere i Københavns Kommune vil bruge næsten 100 millioner kroner på at grave metroetapen fra Lergravsparken til Københavns Lufthavn ned. Tårnby Kommune hører nemlig under Københavns Amt, og her afviser amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen (S), at amtet vil bidrage med flere midler til den del af strækningen, som går gennem Tårnby Kommune. Hun påpeger, at metroprojektet er blevet trukket ned over hovedet på amtet, som allerede har brugt 55 millioner kroner på projektet. Den udmelding er borgmester i Tårnby Henrik Zimino (S) ikke tilfreds med. Han mener, at Metroen er en amtslig opgave. Han undrer sig dog over, at Vibeke Storm Rasmussen og overborgmester i Københavns Kommune Jens Kramer Mikkelsen (S) overhovedet har indvilget i at anlægge Metro på Amager, da det er i strid med Socialdemokraternes miljømålsætninger.
(JP København, November 2003 / side 2/ 22 11 2003 / Benjamin Munk Povlsen)
21.11.03 - "København har nok i én kommerciel lufthavn"
Det ville ikke give nogen mening, hvis Flyvestation Værløse skulle åbnes for kommerciel trafik og dermed tage trafik fra Københavns Lufthavn. Det pointerer formand for Venstre i Lyngby-Taarbæk Kommune Kim Johnsen i et indlæg. Hans reaktion kommer, efter at Sterlings administrerende direktør, Torben Anker Sørensen, for nylig luftede tanken om at flytte selskabets flytrafik i hovedstadsområdet fra Københavns Lufthavn til Flyvestation Værløse, som forsvaret snart slipper grebet om. Men Københavns Lufthavn er både velfungerende og har ledig kapacitet, og desuden er der over de seneste år investeret mange penge i at forbedre infrastrukturen, så det i dag er nemt at komme både til og fra lufthavnen i Kastrup, påpeger Kim Johnsen. Denne gunstige infrastruktur og ledige kapacitet burde Sterling udnytte i stedet for at ville flytte flytrafik til Værløse til skade for både miljø og borgere i området. "Sterling burde indse, at København hverken er London, Paris eller New York - en lufthavn er rigeligt til vores behov," skriver Kim Johnsen.
(JP København, November 2003 / side 4/ 21 11 2003 / )
21.11.03 - Penge at spare på mellemlandinger
Der er store penge at spare, hvis man vælger at mellemlande i stedet for at flyve direkte fra København. Det viser flere eksempler fra B.T. Rejser. Fra København til Bangkok er der næsten 6.000 kroner at spare, hvis man flyver via Helsinki med Finnair i stedet for at flyve direkte med Thai Airways. En anden stor prisforskel finder man på ruten København-Toronto. Direkte med Air Canada koster billetten knap 7.500 kroner, mens man kan spare 3.000 kroner, hvis man flyver over Frankfurt - vel at mærke også med Air Canada.
(B.T., November 2003 / side 5/ 21 11 2003 / Flemming Poulsen)
20.11.03 - SAS satser på Kina
Interessen for Kina er så stor blandt nordiske erhvervsfolk, at SAS til foråret åbner en ny rute mellem København og Shanghai. Dermed går SAS i direkte konkurrence med Finnair, der for knap fire måneder siden begyndte at flyve mellem Helsinki og Shanghai - en rute, der blev kraftigt markedsført i Danmark. Med valget af den nye rute satser SAS på at skabe vækst i flytrafikken på baggrund af den økonomiske vækst, som Kina i øjeblikket oplever. Den vækst trækker nemlig vestlige virksomheder til landet og skaber dermed en øget flytrafik.
(Børsen, November 2003 / side 7/ 20 11 2003 / Uffe Hansen)
19.11.03 - Private nødstrømsanlæg skal hjælpe Elkraft
I Østdanmark har 45 virksomheder og institutioner med nødstrømsanlæg sagt ja til, at anlæggene fremover kan bruges i Elkrafts daglige drift, fortæller projektleder i Elkraft Mikael Togeby. Blandt virksomhederne er Carlsberg, Novo Nordisk og Københavns Lufthavn. Mikael Togeby forklarer, at de private anlæg først og fremmest skal bruges, når Elkraft har behov for ekstra power i systemet.
(DR Radioavisen, November 2003 / 19 11 2003 / )
19.11.03 - Ny vej vil forbedre infrastrukturen på Amager
Sydamager kan se frem til i morgen at få forbedret sin trafikmæssige infrastruktur væsentligt. Sådan lyder budskabet fra borgmester i Dragør Kommune Asger Larsen (K) dagen inden, at Kystvej fra Kastrup til Dragør langs Øresund og Københavns Lufthavn åbner. Med åbningen af vejen får borgere, der bor i Dragør, op mod 15 minutters kortere køretid til arbejde. Desuden får borgerne hurtigere adgang til togstationen ved lufthavnen og til Metrostationen, der efter planen åbner i 2007. Kystvej ligger på Københavns Lufthavns arealer, og derfor er det da også Københavns Lufthavne, som har stået for selve anlægsarbejdet. Projektet er dog blevet til i et tæt samarbejde med Dragør Kommune og Københavns Amt - et samarbejde, som Asger Larsen pointerer har været præget af en fin dialog og været et bevis på, at sådanne store projekter sagtens kan løses i fællesskab.
(JP København, November 2003 / side 2/ 19 11 2003 / Anders Steincke)
18.11.03 - Halvmaraton rundt om Københavns Lufthavn
Søndag den 23. november bliver der mulighed for at se Københavns Lufthavn udefra - hele vejen rundt. Da arrangerer Motionsklubben Amager nemlig halvmaraton med rute rundt om lufthavnen. Løbet sker i anledning af, at Kystvej bliver åbnet den 20. november.
(JP København, November 2003 / side 2/ 18 11 2003 / )
17.11.03 - Sterling ikke interesseret i Odense Lufthavn
Odense Lufthavn er ikke noget seriøst alternativ til Københavns Lufthavn. Det fastslår administrerende direktør i Sterling Torben Anker Sørensen, efter at Odenses borgmester, Anker Boye (S), og Fyns amtsborgmester, Jan Boye (K), i et brev har gjort Sterling opmærksom på Odense Lufthavns gode sider. Borgmestrenes tiltag skal ses i lyset af, at Torben Anker Sørensen i sidste uge luftede tanken om at anvende andre lufthavne end Københavns Lufthavn, når det gælder flytrafikken fra hovedstadsområdet. Men netop det, at der er tale om flytrafikken fra hovedstadsområdet, gør Odense Lufthavn uinteressant. Den ligger ganske enkelt for langt væk, og desuden vil passagerer skulle en tur over Storebæltsbroen, hvilket vil fordyre deres rejse, pointerer Torben Anker Sørensen.
(Børsen, November 2003 / side 6/ 17 11 2003 / Jesper Beenfeldt Nielsen)
15.11.03 - Oversøiske ruter populære
Flere og flere danskere benytter København Lufthavn til at komme til oversøiske destinationer. Rutetrafikken til Bangkok er steget med 10 procent de seneste to år, og samtidig er der stigende interesse for oversøiske destinationer i charterbranchen. Således er der netop åbnet en ny rute til Cuba, og i næste uge følger en rute til Sri Lanka. Tendensen med den stigende trafik bekræftes af chef for Airlines Relations i Københavns Lufthavne Trille Tang Dalsgaard. Hun må dog erkende, at mulighederne for yderligere charterflyvninger ikke er så gode, som Københavns Lufthavne kunne tænke sig. - Vi står desværre svagt i konkurrencen med eksempelvis de svenske lufthavne. I Danmark har vi en skat på 75 korner per passager, der går til statskassen. Den afgift findes ikke i de andre nordiske lande, og selv om lufthavnsafgifterne ligger under det svenske niveau, opfatter flyselskaberne os som dyre, siger Trille Tang Dalsgaard.
(Ekstra Bladet, November 2003 / side 8/ 15 11 2003 / )
15.11.03 - SAS klar til konkurrence på København-Stockholm
SAS får nu for alvor konkurrence på én af selskabets vigtigste ruter, København-Stockholm. Det sker, når Nordic Airlink fra mandag den 17. november begynder at flyve syv gange dagligt på ruten til priser, der ligger et godt stykke under SAS hidtidige priser. SAS har dog ikke været sen til at tage konkurrencen op. Allerede fra den 23. november vil det skandinaviske flyselskab tilbyde sine kunder billetter, hvor de billigste faktisk ligger under Nordic Airlinks i pris. Den ventede konkurrence mellem SAS og Nordic Airlink kan betyde, at Sterling, der flyver på ruten fire gange om ugen, mister kunder. Udviklingen bekymrer dog ikke administrerende direktør i Sterling Torben Anker Sørensen. - Vi har ikke satset voldsomt på den rute. Der er plads til flere, og det er fint, at det er andre, der tager startomkostningerne. Vi satser på vores ruter sydpå og på ruten mellem København og Oslo, fortæller han.
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 11/ 15 11 2003 / Judith Betak)
14.11.03 - Venstre støtter nedgravning af metroen
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation Jesper Schou Hansen (V) meddeler nu uventet, at han støtter Amager Metro Gruppen i dens krav om, at metroforbindelsen til Københavns Lufthavn på Amager skal graves ned. Hvis det virkelig er rigtigt, at banen kan graves ned uden at bruge en krone ekstra, så er det jo hamrende vanvittigt, at det ikke er sket for længst. Det må overborgmester Jens Kramer Mikkelsen redegøre for hurtigst muligt, hedder det i en pressemeddelelse fra Jesper Schou Hansen. Han påpeger, at der er tale om en stor skandale, hvis påstanden er sand.
(Politiken, November 2003 / side 12/ 14 11 2003 / )
14.11.03 - Danmarks ukendte sparegris
Den Nordiske Investeringsbank (NIB) er måske ikke så kendt, men til gengæld indbringende for den danske stat. Således var ikke mindre end 75 milliarder kroner udlånt ved udløbet af sidste regnskabsår, og overskuddet blev på godt en milliard kroner, hvoraf 90 millioner gik tilbage til den danske stat. I 2002 ydede NIB 63 nye lån til nordiske foretagender, herunder Københavns Lufthavne, der lånte penge til en ombygning af lufthavnen i Kastrup for at kunne leve op til nye Schengenregler. Til gengæld har NIB netop sagt nej til at forlænge lån til trævirksomheden Junckers, der derfor nu risikerer konkurs.
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 10/ 14 11 2003 / Eigil Evert)
14.11.03 - Nordic Airlink klar med ny rute til Stockholm
Lavprisselskabet Nordic Airlink, som Finnair står bag, begynder fra den 24. november at flyve mellem København og Stockholm. Nordic Airlinks priser på ruten kommer til at ligge under 300 danske kroner inklusive alle afgifter. Der vil være syv daglige returflyvninger på ruten, hvilket ifølge administrerende direktør i Nordic Airlink skal ses som et tegn på, at flyselskabet især har indpasset sig efter de forretningsrejsendes behov. (Øvrige kilder: B.T. 14-11-03, side 2)
(ErhvervsBladet, November 2003 / side 10/ 14 11 2003 / Carsten Teiner)
14.11.03 - Kan venskaber og bestyrelsesarbejde forenes?
Børsens Flemming Højbo stiller spørgsmålstegn ved fordelene og ulemperne, når et nært venskab opstår mellem medlemmer af samme bestyrelse. Der tages udgangspunkt i bestyrelsen i William Demant Holding, hvor venskabet mellem bestyrelsesformand og administrerende direktør for Københavns Lufthavne Niels Boserup og bestyrelsesmedlemmer Michael Pram Rasmussen, direktør i Topdanmark, og Lars Nørby Johansen, direktør for Group 4 Falck, er både stærkt og mangeårigt. Det samme gælder i en række af bestyrelserne i store virksomheder såsom Lundbeck, og spørgsmålet er, om man som nære venner formår at forholde sig kritisk til hinanden? Om man er i stand til at afsløre hinanden, hvis det blev nødvendigt? Ifølge professor Steen Thomsen fra Handelshøjskolen i København vil nære venner dog altid være bedre til at kritisere, om end det kan være problematisk at bevare venskabet samtidig med, at man helst skal forblive uafhængig i forbindelse med bestyrelsesarbejdet.
(Børsen, November 2003 / side 24/ 14 11 2003 / Flemming Højbo)
13.11.03 - Metroetape foran nye vanskeligheder
Etableringen af Metroens tredje etape fra Lergravsparken til Københavns Lufthavn er løbet ind i nye vanskeligheder. Græsrodsgruppen Amager Metro Gruppen har valgt at stævne Østamagerbaneselskabet, der står for etableringen, med krav om, at størstedelen af den nye strækning bliver gravet ned. En egentlig retssag kan ifølge talsmand fra Amager Metro Gruppen Martin Einfeldt dog kun gennemføres, hvis gruppen bliver bevilget fri proces. (Øvrige kilder: Politiken 13-11-03, side 6)
(JP København, November 2003 / side 2/ 13 11 2003 / )
13.11.03 - Udvist for bombetrussel
En indtelefoneret bombetrussel kom i går til at koste en 49-årig portugisisk mand 40 dages betinget fængsel og udvisning af Danmark. Truslen skete i oktober mod et fly i Københavns Lufthavn. Manden begrundede truslen med, at han ville hjælpe en kvinde, han havde chattet med over internettet. Kvinden var nemlig bange for rejsen til Egypten. Den forklaring hjalp imidlertid ikke manden.
(Jyllands-Posten, November 2003 / side 6/ 13 11 2003 / )
12.11.03 - Fremgang i udlandet
Passagerfremgang over hele linjen. Det er den konstatering, Københavns Lufthavne kan gøre sig om samtlige de udenlandske lufthavne, selskabet har investeret i. I de ni mexicanske lufthavne lyder fremgangen i oktober på 14 procent i forhold til samme måned sidste år, i Newcastle på 20,1 procent, og i Heinan-lufthavnen i Kina 27,5 procent.
(Jyllands-Posten, November 2003 / side 16/ 12 11 2003 / )
11.11.03 - Sterling ønsker lavprislufthavn i Værløse
Flyselskabet Sterling ønsker, at flyvestation Værløse bygges om til lavprislufthavn, når forsvaret næste år rømmer området. Torben Anker Sørensen, der er administrerende direktør i Sterling, peger på, at flyvestationen har en stor landingsbane, og at Værløse ligger tæt på byen. Men Værløses borgmester, Jesper Bach (V), er ikke positiv overnfor Sterlings forslag. Københavns Lufthavn kan sagtens klare Sterlings fly, påpeger Jesper Bach. Næste år hæver Københavns Lufthavn priserne med tre procent, og selvom Torben Anker Sørensen understreger, at Københavns Lufthavn er en god lufthavn, mener han, at "selv guld kan købes for dyrt". (Øvrige kilder: JP København 12-11-03, side 5; DR Radioavisen 11-11-03)
(TV 2, November 2003 / 11 11 2003 / )
11.11.03 - Nordic Airlink sætter SAS under pres
Lavprisselskabet Nordic Airlink, som Finnair står bag, begynder fra den 24. november at flyve mellem København og Stockholm. Mens Københavns Lufthavne dermed kan glæde sig over at få endnu en lavprisoperatør ind, må SAS derimod se frem til store udfordringer som følge af den nye rute. Nordic Airlinks priser på ruten ligger således under 300 danske kroner inklusive alle afgifter. Samtidig understreger lavprisselskabet, at det er indstillet på en lang og sej kamp for at vinde passagerernes gunst. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten 11-11-03, side 4) (Børsen, November 2003 / side 4/ 11 11 2003 / )(MetroXpress) (Urban)
11.11.03 - Første lavprisrute til Tyskland
EasyJet åbner fra maj næste år en ny rute fra København til Berlin. Dermed vil lavprisselskabet have i alt fire ruter fra lufthavnen til stor tilfredshed for Københavns Lufthavne. - Vi har længe arbejdet på at kunne tilbyde lavprisruter mellem København og Tyskland. Ruten til Berlin Schönefeld er blot første eksempel på, at lavprisselskaberne også ser denne markedsmulighed, siger chef for Airline Relations i Københavns Lufthavne Trille Tang Dalsgaard.
(JP København, November 2003 / side 4/ 11 11 2003 / )
11.11.03 - Sterling på udkig efter nye lufthavne
Sterling har nu kig på andre lufthavne i nærheden af hovedstaden end Københavns Lufthavn. Det sker i de konstante bestræbelser på at spare på omkostningerne. Et skridt kunne ifølge administrerende direktør i Sterling Torben Anker Sørensen således være at rykke lavpristrafikken fra Københavns Lufthavn til enten Roskilde Lufthavn eller Flyvestation Værløse, når forsvaret til næste år slipper grebet om den. For Sterling handler det om, at udgifterne ved at benytte Københavns Lufthavn ifølge Torben Anker Sørensen er for høje. - Københavns Lufthavn er formentlig en af de bedste lufthavne overhovedet. Men det er et monopol, og jeg kan ikke forstå, hvorfor den skal være dyrere end Arlanda i Sverige, siger han. Udmeldingen kommer, netop som Københavns Lufthavne har meddelt, at selskabet indfører fleksible afgifter for lavprisselskaberne, så disse kun betaler for de serviceydelser, de har brug for. Torben Anker Sørensen understreger dog, at afgifterne skal sænkes med helt op til 20 procent, for at Københavns Lufthavn kommer på niveau med Arlanda.
(Børsen, November 2003 / side 4/ 11 11 2003 / Uffe Hansen)
11.11.03 - Rute til Nordisland lukker
Air Greenland må konstatere, at det ikke er lykkedes at skabe en fornuftig indtjening på ruten mellem København og den nordislandske by Akureyri. Derfor lukker ruten fra den 2. december. (Øvrige kilder: JP København 11-11-03, side 2)
(Jyllands-Posten, November 2003 / side 4/ 11 11 2003 / )
10.11.03 - Udenlandske investeringer skaber vækst
Det er især udenlandske investeringer, der nu skal være med til at øge væksten i Københavns Lufthavne. Vækstmulighederne i Københavns Lufthavn er nemlig små, og derfor holder aktieanalytikerne godt øje med udviklingen i de lufthavne i Mexico, England og Kina, som Københavns Lufthavne ejer større eller mindre aktieandele i. Analytikerne kan blandt andet konstatere, at passagertallet i de ni mexicanske lufthavne, Københavns Lufthavne har investeret i, er i støt vækst, ligesom lufthavnene er blevet bedre til at tjene penge på den enkelte rejsende. Samme udvikling i passagertallet er sket i den engelske lufthavn Newcastle, som Københavns Lufthavne ejer 49 procent af aktierne i. Til gengæld halter det i øjeblikket med indtjeningen. Det forventer administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup vil ændre sig allerede fra næste år. I Kinas Heinan-lufthavn er passagertallet ligeledes i vækst, om end noget mere behersket som følge af sars-epidemien i foråret. De positive erfaringer med udenlandske investeringer betyder, at Københavns Lufthavne er klar til nye aktieopkøb, hvis de rette muligheder viser sig. Ifølge Niels Boserup ligger de muligheder især i Østeuropa og Kina. (Øvrige kilder: ErhvervsBladet 10-11-03, side 16)
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 10/ 10 11 2003 / Simon Høgsbro)
10.11.03 - SAS vil oftere til Kina
SAS vil gerne have flere end de to afgange fra København, som selskabet i dag har til Kina. Derfor har flyselskabet bedt de skandinaviske regeringer tage kontakt til deres kinesiske kollegaer for at drøfte sagen. Ifølge koncernchef i SAS Jørgen Lindegaard er der således tale om en sag, der skal afgøres på regeringsniveau. (Øvrige kilder: RB-Børsen 07-11-03)
(Jyllands-Posten, November 2003 / side 4/ 10 11 2003 / )
10.11.03 - Sterling øger kapaciteten markant
Sterling øger i sit sommerprogram kapaciteten væsentligt fra både København og Billund. Væksten kommer dog næsten udelukkende til at ske på allerede eksisterende ruter. I alt øger flyselskabet sin kapacitet fra Københavns Lufthavn med 67 procent, hvilket ud over flere afgange til Nice, Malaga, Barcelona og Alicante også kommer til at omfatte en helt ny rute til Kos i Grækenland. Fra Billund øger Sterling ligeledes antallet af afgange til Nice og Malaga samt åbner en ny rute til Mallorca. - Vores strategi er at tilbyde kunderne flere afgange, så de får større fleksibilitet og dermed rejser mere. Det giver den bedste belægning i flyene og dermed bedre økonomi for os, forklarer administrerende direktør Torben Anker Sørensen om de nye tiltag. (Øvrige kilder: ErhvervsBladet 10-11-03, side 6; RB-Børsen 07-11-03; Reuters 07-11-03)
(Jyllands-Posten, November 2003 / side 5/ 10 11 2003 / Jens Erik Rasmussen)
07.11.03 - Færre passagerer i Københavns Lufthavn i oktober
Passagertallet i Københavns Lufthavn faldt i oktober med 0,8 procent i forhold til samme måned sidste år. For hele året lyder faldet på 3,5 procent. Københavns Lufthavne har netop opjusteret forventninger til årsresultatet, blandt andet på grund af et mere optimistisk syn på passagerudviklingen end tidligere. Således forventer selskabet nu et samlet fald i antallet af passagerer i 2003 på tre procent, hvor forventningerne før lød på fem procent. (Øvrige kilder: RB-Børsen 06-11-03)
(Jyllands-Posten, November 2003 / side 2/ 07 11 2003 / )
07.11.03 - Skrøbeligt opsving
Den svage dollar har ramt flere danske virksomheder hårdt. Det har ført til dramatiske nedjusteringer af årsforventningerne i virksomhederne i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet for tredje kvartal. Samtidig har det igangværende opsving vist sig skrøbeligt, pointerer aktiestrateg Henrik Henriksen fra Jyske Bank. Han vil dog ikke være med til at male fanden på væggen. Således har tredje kvartal også budt på positive indslag, blandt andet opjusteringer fra Københavns Lufthavne og TDC. Der er dog enighed blandt analytikerne om, at opsvinget i øjeblikket "bestemt ikke kommer buldrende", som afdelingsdirektør Henrik Parkhøi fra Dansk Banks aktieafdeling udtrykker det.
(Børsen, November 2003 / side 4/ 07 11 2003 / Søren Linding Jakobsen)
06.11.03 - Ny lavprisrute mellem København og Berlin
EasyJet har ikke været sen til at udnytte Københavns Lufthavnes beslutning om at indføre fleksible afgifter over for flyselskaberne. Således meddelte EasyJet i går, at lavprisselskabet til maj næste år åbner en ny rute mellem København og Berlin. - Nye fly og nye toner fra Københavns Lufthavne har gjort det muligt for EasyJet at tilbyde danskerne flere lavprisflyrejser. Danmark og det skandinaviske marked er attraktivt for et selskab i vækst, siger administrerende direktør for EasyJet i Danmark Ray Webster. Selskabet bliver i øvrigt en hård konkurrent til eksempelvis SAS og Cimber Air, der også flyver til Berlin. Priserne på en enkeltbillet hos EasyJet bliver nemlig mellem en tredjedel og en femtedel billigere. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten 06-11-03, side 2)
(Børsen, November 2003 / side 11/ 06 11 2003 / )
06.11.03 - Københavns Lufthavne har kig på lufthavn i Bruxelles
Lufthavnen i Bruxelles kan blive Københavns Lufthavnes næste store investering. I hvert fald udtrykker administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup interesse for aktierne i den belgiske lufthavn, efter at den belgiske regering har besluttet at privatisere lufthavnen. Niels Boserup understreger dog, at et køb af aktier kun vil være interessant, hvis Københavns Lufthavne kan opnå reel indflydelse på den forretningsmæssige drift. - Er der blot tale om et aktiesalg på 15 procent, er vi ikke interesserede, pointerer Niels Boserup uden dog at lægge sig fast på, at der skal være tale om en majoritetspost, før Københavns Lufthavne er interesseret. Selve tidsplanen for en privatisering af lufthavnen i Bruxelles ligger endnu ikke fast.
(Børsen, November 2003 / side 11/ 06 11 2003 / Uffe Hansen)
06.11.03 - EU-udvidelse koster Københavns Lufthavne dyrt
Københavns Lufthavne står til at miste vigtige indtægter, når EU til næste år bliver udvidet med 10 lande. Rejsende fra disse lande har nemlig hidtil kunnet købe toldfrie varer i Københavns Lufthavn, men med indmeldelsen i EU forsvinder denne mulighed, og det betyder, at mellem to og tre millioner passagerer ikke længere kan købe toldfrie varer. Den kendsgerning får flere analytikere til miste troen på vækst i Københavns Lufthavne, fordi netop indtægterne fra butikkerne i Københavns Lufthavn er afgørende for selskabets overskud. Analytikerne peger dog samtidig på, at Københavns Lufthavne tidligere har vist gode evner til at øge salget i butikkerne. Hvor meget bortfaldet af det toldfrie salg til passagerer fra de nye EU-lande vil komme til at koste Københavns Lufthavne nøjagtigt er uvist, men ifølge administrerende direktør Niels Boserup bliver der langt fra tale om det fald på 300 millioner kroner, som lufthavnen oplevede, da det toldfrie salg ophørte for borgere i de nuværende EU-lande. Denne gang vil de mistede indtægter nemlig blive delvist opvejet af øget flytrafik.
(Børsen, November 2003 / side 11/ 06 11 2003 / Uffe Hansen)
05.11.03 - SAS tilbage på chartermarkedet
SAS gør nu comeback på chartermarkedet med en stor kontrakt med rejsevirksomheden Apollo, der ejes af schweiziske Kuoni. SAS vil betjene de nye kunder via lavprisselskabet Snowflake. - Det er vort arbejde med at effektivisere virksomheden og nedbringe omkostningerne, der nu sætter os i stand til at konkurrere også på dette marked, fortæller direktør for SAS Danmark Susanne Larsen. Snowflake kommer til at flyve chartergæster ud af København, Billund samt flere lufthavne i Sverige og Norge.
(Politiken, November 2003 / side 12/ 05 11 2003 / )
05.11.03 - Lavprisselskaber hilser afgiftsnedsættelse velkommen
Hvis Københavns Lufthavne ikke sænker afgifterne, vil Sterling overveje at flytte til en anden lufthavn i regionen. Den besked fik Københavns Lufthavne på et møde med administrerende direktør i Sterling Torben Anker Sørensen for nylig. Derfor er det da også en tilfreds Torben Anker Sørensen, der nu kan konstatere, at Københavns Lufthavne er klar med en plan for fleksible afgifter. Samme melding kommer fra EasyJet, som ligefrem lover flere ruter, hvis lufthavnen gør alvor af sine prisnedsættelser. Også Ryanair, der hidtil har benyttet sig af Sturup Lufthavn ved Malmø, vil se nærmere på muligheden for at flyve fra Københavns Lufthavn, hvis det bliver gjort billigere for flyselskaberne. Ifølge administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup handler valget af Sturup Lufthavn frem for Københavns Lufthavn dog ikke kun om lufthavnenes egne afgifter. I Danmark er der nemlig en yderligere statsafgift på 75 kroner per passagerer, og det har stor betydning i en tid, hvor flyselskaberne i høj grad har omkostningerne i fokus.
(Børsen, November 2003 / side 4/ 05 11 2003 / Uffe Hansen)
05.11.03 - Københavns Lufthavn vil lokke flere lavprisselskaber til
Lufthavnene kan ikke længere blot bevidstløst forhøje de afgifter, som flyselskaberne skal betale for at benytte lufthavnene. Sådan lyder meldingen fra administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup, som derfor nu er klar til at tilbyde flyselskaberne fleksible afgifter. Det sker for at styrke Københavns Lufthavn i kampen om lavpriskunderne. - Det er ikke for at være julemand, men vi kan se en ny gruppe passagerer, som kun rejser, hvis prisen er rigtig. Hvis vi vil have del i dette kundesegment, må vi gøre op med os selv, om vi vil understøtte flyselskaberne bag, pointerer Niels Boserup. Hos SAS, der med lavprisselskabet Snowflake har været med til at øge antallet af lavprispassagerer i Københavns Lufthavn, er man umiddelbart forsigtig med at støtte lufthavnens nye initiativ. Alle, både lavprisselskaber og traditionelle flyselskaber, bør have adgang til de samme produkter, lyder meldingen fra det skandinaviske selskab, som står for langt størstedelen af trafikken i Københavns Lufthavn.
(Børsen, November 2003 / side 4/ 05 11 2003 / Uffe Hansen)
05.11.03 - Tag maden med om bord
Det er nu det muligt at nyde restaurationsmad om bord på flyet, hvis man flyver fra Københavns Lufthavn. Konceptet går ud på, at man via internettet forudbestiller et måltid fra én af lufthavnens restaurationer. Det måltid får man så om bord i stedet for den normale flycatering. I første omgang er det dog kun Café Karen Blixen og Danish Kitchen, der leverer denne type måltid.
(Politiken, November 2003 / side 12/ 05 11 2003 / )
05.11.03 - Flere billige flyrejser i Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavn vil satse på billigere flyrejser. Man vil give de billige flyselskaber rabat for at bruge lufthavnen. Markedschef for EasyJet i Danmark Peter van der Heijden siger, at man er villig til at udvide kapaciteten i Københavns Lufthavn, hvis selskabet får rabat. Samme melding kommer fra lavprisselskaberne Sterling og Ryanair.
(TV 2, November 2003 / side 4/ 05 11 2003 / Uffe Hansen)
04.11.03 - Aer Lingus tilbage i København
Aer Lingus har efter tre års fravær besluttet at genåbne ruten København-Dublin, hvilket sker fra sommeren 2004. Aer Lingus opgav tilbage i 2000 ruten på grund af hård konkurrence med SAS. Siden har det irske flyselskab arbejdet hårdt på at tilpasse organisationen og reducere omkostningerne for derved at stå stærkere i konkurrencen.
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 2/ 04 11 2003 / )
04.11.03 - Cimber Air klar til Basel
Cimber Air er nu klar til at indlede flyvninger på selskabets nyeste rute, København-Basel. Det sker med to Canadair-fly med plads til 50 personer. Ruten vil blive betjent i et code-share-samarbejde med SAS.
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 2/ 04 11 2003 / )
04.11.03 - Københavns Lufthavn holder antallet af operationer
SAS er fortsat Københavns Lufthavns suverænt største kunde med 70 procent af alle operationer. Derpå følger noget overraskende Cimber Air. Andenpladsen skyldes selskabets mange indenrigsruter. På de efterfølgende pladser finder man Skyways, Maersk Air, Air Botnia og Sterling. Hvad det samlede antal starter og landinger i Københavns Lufthavn angår, viser vinterplanen, at lufthavnen stort set holder samme antal som i sommerplanen. - Vi kæmper for at bevare vores position nationalt og internationalt, og det lykkes stort set. På ønskesedlen står et par store oversøiske selskaber, og vi har da kontakter, men endnu ikke noget konkret, siger underdirektør i Københavns Lufthavne Hans Christian Stigaard. I alt flyver 70 flyselskaber til og fra Københavns Lufthavn.
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 2/ 04 11 2003 / Ejvind Olesen)
04.11.03 - Maersk Air indgår aftaler
Maersk Air og Iberia har indgået en code-share-aftale på ruterne København-Madrid og København-Barcelona. Ifølge det danske flyselskab er aftalen en naturlig konsekvens af det nuværende samarbejde mellem de to selskaber. Samtidig har Maersk Air også indgået aftale med Olympic Airways om ruten mellem København og Athen. Aftalen betyder, at Olympic Airways kan tilbyde sine kunder gennemgangspriser fra både København og Billund til det græske selskabs indenrigs- og udenrigsnet fra Athen. (Øvrige kilder: Berlingske Tidende 04-11-03, side 6; Børsen 04-11-03, side 6, Jyllands-Posten 04-11-03, side 2)
(Jyllands-Posten, November 2003 / side 2/ 04 11 2003 / )
04.11.03 - Billetautomater styrker servicen
En styrkelse af servicen. Sådan ser SAS på de efterhånden 23 billetautomater, som selskabet har stillet op i Terminal 3 i Københavns Lufthavn. Automaterne giver nemlig kunderne mulighed for hurtig check-in, for selv at finde favoritpladsen på flyet, taste bonuskort ind og medtage to styk bagage. I øjeblikket benytter cirka en tredjedel af SAS passagerer på de skandinaviske ruter sig af billetautomaterne, som SAS også har megen fokus på. - Vi er meget opmærksomme på at skabe tryghed. Derfor er en del af personalet rykket ud i afgangshallen for at hjælpe, hvis der er usikkerhed, om man nu også gør det rigtige. De hjælper med tags til bagage, og til at passagererne bliver fortrolige med automaterne, fortæller marketingchef i SAS Danmark Jens Aalsøe. Han understreger, at automaterne ikke handler om at kunne spare personale, men derimod om at efterkomme et ønske fra kunderne. Succesen med de nuværende billetautomater har betydet, at Snowflake har opstillet to i Terminal 2, hvor også British Airways som det eneste udenlandske flyselskab yder denne service til sine kunder.
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 6/ 04 11 2003 / Ejvind Olesen)
03.11.03 - Flere lavprispassagerer i Københavns Lufthavn
Chefen for Airline Relations i Københavns Lufthavn, Trille Tang Dalsgaard, oplyser, at lavprisselskaberne i Københavns Lufthavn har haft dobbelt så mange passagerer målt i forhold til sidste år. Fortsætter tendensen, vil lufthavnen nå over én million passagerer, inden året er slut.
(TV 2, November 2003 / 03 11 2003 / )
03.11.03 - Københavns Lufthavn runder en million lavprispassagerer
Flere og flere flyver med lavprisselskaber fra Københavns Lufthavn, der samtidig løbende kan præsentere passagererne for nye ruter. Senest har EasyJet besluttet at åbne en rute til Bristol. Succesen for Københavns Lufthavn betyder, at passagertallet på lavprisruterne sandsynligvis vil runde en million inden årets udgang. Ifølge chef for Airline Relations i Københavns Lufthavne Trille Tang Dalsgaard har lavprisselskaberne med deres prisstruktur udvidet markedet og fået folk, der ikke tidligere rejste med fly, til nu at benytte sig af denne transportmulighed. Det gælder blandt andre studerende, børnefamilier og pensionister. Desuden ønsker flere og flere selv at sammensætte deres rejse. - (...) og med en lavprisrejse får man et billigt flysæde og friheden til at finde sit eget overnatningssted eller rejse rundt, hvis det er det, man har lyst til, pointerer Trille Tang Dalsgaard. (Øvrige kilder: Ekstra Bladet 01-11-03, side 14; Berlingske Tidende 01-11-03, side 8)
(JP København, November 2003 / side 2/ 03 11 2003 / Anders Steincke)
01.11.03 - Miljøforbedringer af banen til lufthavnen
Oprindelig skulle metrolinjen til Københavns Lufthavn i Kastrup føres på en seks til otte meter høj dæmning. Men efter pres fra borgerne lægges en del af linjen nu i en åben banegrav på en del af strækningen og i terræn på det meste af den øvrige strækning. Samtidig hæves den afskærmende mur langs banen til 1,8 meter. (Øvrige kilder: Politiken 01-11-03, side 12)
(DR Radioavisen, November 2003 / 01 11 2003 / )
01.11.03 - "Kommer den eller ej?"
Rejsejournalist Judith Betak beretter i en klumme, hvorledes hendes kuffert i flere tilfælde synes at have været lidt for eventyrlysten og er kommet på afveje ude omkring i verden. De oplevelser har gjort, at hun næsten altid har en frygt for, at det er sidste gang, hun har set sin bagage, når hun står og venter ved bagagebåndet i alverdens lufthavne. "I Københavns Lufthavn har man imidlertid indført en service for folk som mig. Der er nu minutnedtælling ved hvert bånd, så kan vi slappe af så længe og først begynde at bekymre os, når tiden går i stå," skriver Judith Betak.
(Berlingske Tidende, November 2003 / side 2/ 01 11 2003 / Judith Betak)