April 2003
30.04.03 - Faldende passagertal på grund af SARS
Lungesygdommen SARS påvirker nu trafikken i den kinesiske Meilan Lufthavn, som Københavns Lufthavne ejer 20 procent af. Flere ruter til og fra Meilan Lufthavn er lukket, og antallet af passagerer ventes af falde yderligere. Københavns Lufthavn investerede sidste år omkring 340 millioner kroner i den kinesiske lufthavn.
(DR1 PengeNyt, April 2003 / 30 04 2003 / )
30.04.03 - SARS også snart i Danmark
Det er udelukkende et spørgsmål om få dage, før vi kommer til at opleve det første tilfælde af SARS på dansk jord. Det mener overlæge Leif Berner Hansen, der er en del af det beredskab, som rykker ud, når der er mistanke om SARS-smittede personer i Københavns Lufthavn. Han begrunder sin vurdering med, at mange folk efterhånden vil gøre meget for at slippe ud af Kina, deriblandt tage febernedsættende piller for at slippe forbi den kontrol i de kinesiske lufthavne, som netop skal forhindre feberramte personer i at komme om bord i flyene. Leif Berner Hansen frygter dog ikke udviklingen, ikke mindst fordi SARS-beredskabet i Danmark og Københavns Lufthavn efter hans mening nu fungerer optimalt.
(B.T., Danmark, April 2003 / side 6 / 30 04 2003 / Torben Bagge)
30.04.03 - SAS får konkurrence på hovedruten
Fra og med i morgen får SAS konkurrence på sin hovedrute nummer et: København-Stockholm. Konkurrencen kommer fra lavprisflyselskabet Sterling, der i første omgang vil have en daglig afgang på ruten. Initiativet kommer imidlertid ikke som nogen overraskelse for SAS, der for længst har indstillet sig på konkurrence på den vigtige rute. - Hvis ikke Sterling var startet mellem København og Stockholm, så var et andet selskab kommet til. Vi må under alle omstændigheder regne med at få konkurrence, siger informationschef i SAS Troels Rasmussen. Han understreger samtidig, at netop konkurrencen betyder, at det er altafgørende for SAS at få gennemført sine nye spareplaner. SAS kan i øvrigt også se frem til en endnu hårdere kamp med Sterling om kunderne mellem København og Oslo. Det danske lavprisselskab øger således nu antallet af returflyvninger på ruten til fire daglige afgange.
(Politiken, Danmark, April 2003 / side 13 / 30 04 2003 / Thomas Flensburg)
30.04.03 - Planer om at gøre Københavns Lufthavn intermodal
Københavns Lufthavn Kastrup har potentiale til at blive en intermodal lufthavn med alle transportformer og logistiske infrastrukturer, siger luftfragtekspert Robert S. Arendal. - Hovedvejen mellem kontinentet og Skandinavien og hovedjernbanen mellem kontinentet og Skandinavien går jo i udkanten af lufthavnens område, og lufthavnen har sågar sin egen havn få hundrede meter fra sejlrenden ned gennem Øresund til Østersøen, siger han. Dette budskab vil økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) støtte op om på konferencen "Det intermodale transportcenter i Københavns Lufthavn Kastrup" senere på året. På grund af Kastrup Lufthavns gode beliggenhed vil Københavns Lufthavne A/S udvikle et 420.000 kvadratmeter stort areal øst for Lufthavnen ud mod Øresund, der skal udlejes som grunde, eventuelt med bygninger.
(Børsen , Danmark, April 2003 / side 2 / 30 04 2003 / Niels Jensen)
30.04.03 - Meilan Lufthavn taber passagerer på SARS
Udbruddet af SARS i Kina rammer nu den kinesiske Meilan Lufthavn, som Københavns Lufthavne ejer 20 procent af aktierne i, hårdt. Således forventer ledelsen i Hainan Meilan Airport Company, at passagertallet vil falde yderligere i de kommende uger. Ifølge chef for investor relations i Københavns Lufthavne Flemming Petersen er det dog endnu for tidligt at sige, om problemerne i den kinesiske lufthavn vil påvirke indtjeningen i det danske selskab. Han understreger samtidig, at Meilan Lufthavn hidtil har haft store vækstrater, og at Københavns Lufthavne forventer, at den vækst vender tilbage, når SARS er kommet under kontrol i Kina. Flemming Petersen oplyser endvidere, at SARS ikke har den store indflydelse på antallet af passagerer til og fra Københavns Lufthavn. (Øvrige kilder: Berlingske Tidende 30-04-03, side 8)
(Jyllands-Posten, Danmark, April 2003 / side 4 / 30 04 2003 / Jens Erik Rasmussen)
30.04.03 - Vogmand beklager afslag til lastvognstog
Vogmand Kim Johansen, Danmarks største overfladetransportør af luftfragt, er fortørnet over at have fået afslag på en dispensationsansøgning til at køre med 25 meter lange vogntog med luftfragt over Øresundsbroen. Kim Johansen pointerer således, at han med de lange vogntog kan øge kapaciteten med 50 procent stort set uden at øge forbruget af brændstof. - Det er tæt på at være politisk uforsvarligt, at politikerne ikke vil være med til at gennemføre gedigne miljøforbedrende tiltag og sikre indtjening for danske trafikanlæg som Øresundsbroen og lufthaven i Kastrup, mener Kim Johansen. Han påpeger, at vogmænd i andre EU-lande har fået dispensation til at køre med lastbiltog i grænsezoner.
(Børsen, Danmark, April 2003 / side 4 / 30 04 2003 / Niels Jensen)
30.04.03 - Københavns Lufthavne god til ejendomsdrift
For mange virksomheder tænker ikke på, at det på sigt koster lige så meget at drive og vedligeholde ejendomme, som det koster at bygge dem. Og derfor får de ikke det optimale ud af deres bygninger, mener Ejvind Alf Jensen, der rådgiver virksomheder om ejendomsdrift. Han fremhæver dog Københavns Lufthavne som et positivt eksempel. - Det handler (...) om at have en ejendomsdrift, der lever op til dine egne medarbejderes og kunders forventninger - hverken mere eller mindre. Det er her, jeg synes Københavns Lufthavne er så godt et eksempel, for de lever op til såvel de rejsendes som de ansattes forventninger til en lufthavn, der vil henregnes til en af de bedste i verden, siger han.
(ErhvervsBladet, Danmark, April 2003 / side 22 / 30 04 2003 / Jonny Carstensen)
29.04.03 - Ny rute mellem Island og København
Air Greenland åbnede i går ruten mellem Akureyri i Island og Københavns Lufthavn. Den nye rute konkurrerer med et islandsk lavprisselskab. Salgs- og marketingdirektør Michael Binzer fra Air Greenland siger, at selskabet har etableret ruten, fordi flyflåden skal anvendes optimalt. Det er vigtigt for beflyvningen af Sydgrønland, at Boeing-maskinen bevares i flåden, tilføjer Michael Binzer.
(DR P1, Danmark, April 2003 / side / 29 04 2003 / )
28.04.03 - Privatisering af Københavns Lufthavne truet
EU-Kommissionen har for nylig taget de første skridt til en sag ved EF-domstolen mod den danske regering. Ifølge kommissionens jurister er vedtægterne for Københavns Lufthavne traktatstridige. Regeringen er uenig, men hvis EU-Komissionen får medhold i sagen, så vil politiske kræfter arbejde for, at staten venter med at sælge sin 33,8 procent store aktiepost. - Hvis det skulle gå galt (hvis staten taber sagen ved EF-domstolen, red.), så vil vi bede finansministeren om at vente med salget, så vi får fortsat tid at arbejde med lufthavnene, siger formand for Folketingets trafikudvalg, Kaj Ikast (K).
(RB-Børsen, Danmark, April 2003 / 28 04 2003 / )
28.04.03 - Pris til Københavns Lufthavne
D. 9. maj hædres tre danske bevaringsværdige projekter af den europæiske organisation Europa Nostra. Et af de danske projekter tildeles medalje. Medaljen går til arbejdet med renoveringen og flytningen af Københavns Lufthavnes Vilhelm Lauritzen Terminal fra 1939. Det er adm. direktør Niels Boserup, der har været drivkraften bag det enestående projekt.
(Berlingske Tidende, Danmark, April 2003 / side 2 / 28 04 2003 / )
28.04.03 - Imageundersøgelse 2003
Instituttet for Opinionsanalyse, Palle Klinker Hansen, stiller i Berlingske Tidende skarpt på årets imageundersøgelse af danske virksomheder. Undersøgelsen er foretaget af Instituttet for Opinionsundersøgelser og Right Kjaer & Kjerulf, og den tager afsæt i 870 lederes bedømmelse af de 250 største virksomheder i Danmark. Virksomhederne er blevet bedømt på følgende ni parametre: ledelse, troværdighed, medarbejdere, kommunikation, kvalitet, innovation, finansiel styrke, ansvarlighed, attraktiv samarbejdspartner. Det nævnes, at Københavns Lufthavne fik en placering som nummer 46 på top-50 listen over de mest respekterede virksomheder i Danmark.
(Berlingske Tidende, Danmark, April 2003 / side 11 / 28 04 2003 / Palle Klinker Hansen)
25.04.03 - Slutkurser for KBX-selskaber fredag den 25. april
Københavns Lufthavnes aktie sluttede fredag den 25. april i kurs 425, hvilket er en stigning på fem kroner eller 1,19 procent i forhold til den foregående handelsdag. Omsætningen var på en million kroner svarende til et omsætningsfald på 83,14 procent i forhold til den gennemsnitlige omsætning beregnet for de foregående 15 handelsdage. Den højeste aktiekurs i de seneste 52 uger lå på 570, mens den laveste kurs i samme periode var 401.
(RB-Børsen, Danmark, April 2003 / 25 04 2003 / )
25.04.03 - Businesskalenderen
I Berlingske Tidendes Businesskalender fremgår det, at Københavns Lufthavne har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling for at ændre selskabets vedtægter, så de svarer til regnskabslovgivningen fra 2002.
(Berlingske Tidende, Danmark, April 2003 / side 2 / 25 04 2003 / Tue de Neergaard)
24.04.03 - Stort udbytte fra statslige selskaber
I år kan den danske stat se frem til et udbytte fra sine selskaber på cirka 1,2 milliarder kroner mod 629 millioner kroner sidste år. Blandt de statslige selskaber er det DONG, DSB, Post Danmark og Københavns Lufthavne, som leverer de største afkast, mens SAS og Orange er i krise. Lektor Carsten Greve fra Københavns Universitet vurderer, at de øgede indtægter fra de statslige selskaber sender signal om, at de er interessante emner for opkøb. Det gælder blandt andre for DONG, hvor et salg dog ifølge Carsten Greve først vil komme på tale på et senere tidspunkt.
(Jyllands-Posten, Danmark, April 2003 / side 1 / 24 04 2003 / Jesper Høberg)
23.04.03 - SARS-mistanke afblæst
En passager i et SAS-fly fra Beijing, som ved 17-tiden landede i Københavns Lufthavn, var onsdag mistænkt for at være ramt af den frygtede lungesygdom SARS. Embedslægen i København undersøgte sagen og afblæste derefter mistanken for SARS. Flyet holdes derfor ikke længere isoleret.
(TV2 Lorry, Danmark, April 2003 / side / 23 04 2003 / )
23.04.03 - Udstilling til at dræbe ventetiden
Frem til 5. maj sætter Københavns Lufthavn fokus på fremtiden med udstilling en "Future & Technology". Passagerene kan nyde udstillingen, mens de venter på udkald til deres fly. Udstillingen er resultat af et samarbejde mellem lufthavnen og en række virksomheder, forskningscentre og uddannelsesinstitutioner.
(Politiken, Danmark, April 2003 / side 11 / 23 04 2003 / Njor)
23.04.03 - Begrænset SARS-effekt i danske transportselskaber
SARS-epidemien kan ryste aktiekurserne i ellers solide danske transportselskaber, men i øjeblikket er konsekvenserne meget begrænsede. Sådan lyder det fra Jyske Bank, som har analyseret effekten af SARS hos DSV, A.P. Møller, SAS, Københavns Lufthavne og Lufthansa. Direktør for Københavns Lufthavne Niels Boserup håber da også, at omsætningen er sikret, sålænge SARS primært er et asiatisk fænomen. - Situationen er svær at vurdere. Indtil nu forventer jeg blot marginale påvirkninger af vores omsætning som følge af SARS, lyder det fra Niels Boserup.
(Berlingske Tidende, Danmark, April 2003 / side 4 / 23 04 2003 / Morten Crone)
22.04.03 - Nyt kontroltårn i Kastrup
Københavns Lufthavns nye kontroltårn har rejst sig 63 meter over jorden, og nu mangler kontroltårnets platform. Tårnet bliver i alt 70 meter højt og tages i brug i 2007 sammen med det ny flyvekontrolsystem.
(TV2 Lorry, Danmark, April 2003 / side / 22 04 2003 / )
22.04.03 - 7 ud af 10 har optioner
7 ud af 10 direktører i de børsnoterede selskaber er udstyret med optioner udover den faste løn. Blandt de selskaber, der er med i Københavns Fondbørs, er tallet 8 ud af 10 direktører. Blandt undtagelserne er William Demant Holding og Københavns Lufthavne.
(Børsen, Danmark, April 2003 / side 8 / 22 04 2003 / )
19.04.03 - Den vilde Robbie-jagt
Megastjernen Robbie Willams ankom til Københavns Lufthavn i går (den 18. april, red.), som følge af, at han skulle optræde i DR-programmet "Endelig Fredag". Rygterne sagde, at han skulle ankomme klokken 15:00, hvor adskillige piger stod klar til at modtage ham. Men Robbie Willams snød de ventende og strøg direkte ind i en limousine til Kronprinsensgade, hvor han skulle medvirke i en reklamefilm for Mercedes smartcar.
(Ekstra Bladet, Danmark, April 2003 / side 36 / 19 04 2003 / Peter Astrup)
19.04.03 - Ingen lufthavnsfusion mellem Sturup og Kastrup
Direktøren for Københavns Lufthavne, Niels Boserup, må nu sande, at hans forestilling om en fusion mellem lufthavnene i Sturup og Kastrup bliver forhindret af den svenske minister for infrastruktur Ulrika Messing. Hun ønsker ikke en fusion, men ser gerne et samarbejde mellem de to lufthavne. Niels Boserup tager ministerens ord til efterretning. - Det er ikke afgørende, men vi er nogle, der prøver at løfte denne region til at blive en europæisk region, så jo flere ting, der løfter sig, des bedre, siger Niels Boserup. (Øvrige kilder: Ritzau 16-04-03)
(JP København, Danmark, April 2003 / side 2 / 19 04 2003 / Carl Johan Corneliussen)
18.04.03 - Nyt lastesystem i Københavns Lufthavne
Lastearbejderne i Københavns Lufthavne og SAS har udviklet et nyt system til at laste fly, og derved kan lastearbejderne undgå rygskader. Systemet har vist sig at være en succes og er nu solgt til andre flyselskaber. Baggrunden er, at Arbejdstilsynet for fire år siden foreslog, at der skulle være en øvre grænse for, hvor meget lastearbejderne må løfte om dagen, men det ville være urealistisk. SAS, lastearbejderne og CPH Industridesign har derfor udviklet den såkaldte ramsnake til at laste flyene. Jørgen Lindegaard, koncernchef i SAS er ligeledes tilfreds med systemet, som både letter arbejdet og er en økonomisk gevinst for SAS.
(DR1 TV-avisen, Danmark, April 2003 / side / 18 04 2003 / )
16.04.03 - SARS-frygt har endnu ikke ramt Hainan-lufthavn
De seneste trafiktal fra den kinesiske lufthavn Hainan Meilan viser, at frygten for lungesygdommen SARS endnu ikke har ramt passagererne og dermed flytrafikken. Således gik der i marts måned i alt 249.000 passagerer gennem Hainan Airport, hvilket er en stigning på 17 procent i forhold til marts sidste år. Københavns Lufthavne har en ejerpost på 20 procent i Hainan Airport.
(RB-Børsen, Danmark, April 2003 / side / 16 04 2003 / )
15.04.03 - Færre indenrigspassagerer
Indlandsruterne er hårdere ramt af passagernedgangen i Københavns Lufthavn end ruterne til udlandet. Mens der var ni procent færre indenrigsrejsende i årets første tre måneder sammenlignet med første kvartal sidste år, faldt antallet af udenrigspassagerer kun med tre procent.
(TV 2, Danmark, April 2003 / side / 15 04 2003 / )
15.04.03 - Mistanke om SARS i Københavns Lufthavn
Et tysk fly er blevet tilbageholdt i Københavns Lufthavn, efter at en tysk passager er blevet indlagt med mistanke om lungesygdommen SARS. Både SAS og politiet understreger, at der kun er tale om en mistanke. De øvrige passagerer er blevet registreret af politiet, men de får lov til at rejse videre. Inden for et til to døgn foreligger svaret på de prøver, som skal vise, om der er tale om lungesygdommen SARS. (Øvrige kilder: B.T. 16-04-03, side 8; Information 16-04-03, side 4; Politiken 16-04-03, side 2; Ritzau 15-04-03)
(TV 2, Danmark, April 2003 / side / 15 04 2003 / )
14.04.03 - Indenrigsruter på retur
Bortset fra Aalborg Lufthavn har alle danske lufthavne mærket en nedgang i antallet af passagerer på indenrigsruterne. Københavns Lufthavn klarer sig, fordi de udgør et knudepunkt for flytrafikken i Skandinavien, mens Billund Lufthavn overlever på at være centrum for charterflyvningen i Jylland. Tirstrup, Aalborg og Bornholms lufthavne kæmper alle for at overleve med få passagerer.
(DR P3, Danmark, April 2003 / side / 14 04 2003 / )
14.04.03 - Færre passagerer på indenrigsflyvninger
Der bliver færre og færre passagerer på indenrigsruterne i Danmark, og det kan mærkes i lufthavnene. Således også i Københavns Lufthavn, der dog har vækst i de øvrige aktiviteter og derfor samlet set klarere sig godt. Lufthavnen nyder blandt andet godt af at være skandinavisk knudepunkt, og set i forhold til de øvrige store skandinaviske lufthavne var Københavns Lufthavn da også den eneste lufthavn, der kom ud af 2002 med en positiv vækst.
(Berlingske Tidende, Danmark, April 2003 / side 7 / 14 04 2003 / Morten Crone)
12.04.03 - Nemmere at booke hotel
Det vil fremover være langt nemmere at finde et hotelværelse til den bedste pris i København. 40 hoteller samt Københavns Lufthavns værelsesbooking har således tilmeldt sig reservations- og bookinsystemet Citybreak. Citybreaks onlinesystem vil være tilgængeligt på blandt andet http://www.visitcopenhagen.dk/ og i Københavns Lufthavn.
(Politiken, Danmark, April 2003 / side 2 / 12 04 2003 / Njor)
12.04.03 - Mindre trafik via Københavns Lufthavn
Det er ikke længere SAS' strategi at bygge trafik op med nye føderuter til København. Det slår koncernchef i SAS Jørgen Lindegaard fast og peger på, at Skandinavien ganske enkelt er for lille til at satse udelukkende på København som omdrejningspunkt. Meldingen får dog ikke Københavns Lufthavn til at frygte for fremtiden. - Samlet set er det en fordel for os, at SAS får nedbragt omkostningerne, så de igen kan vokse. Men hvis selskabet i en periode vil flyve mindre fra København, så kan vi hurtigt tilpasse vores investeringer og vores økonomi til den situation, forsikrer administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup. Det ligger i øvrigt fast, at København bliver hjemsted for langt størstedelen af flyselskabets interkontinentale ruter. (Øvrige kilder: Børsen 14-04-03, side 8)
(Jyllands-Posten, Danmark, April 2003 / side 3 / 12 04 2003 / Jens Erik Rasmussen)
11.04.03 - SAS-fyringer kan ramme Københavns Lufthavn
Afskedigelserne i SAS kan komme til at ramme Københavns Lufthavn hårdt. Det vurderer en luftfartsanalytiker. Det skyldes, at SAS samtidig lægger op til at øge antallet af direkte ruter ud fra Stockholm og Oslo, og det gør Københavns Lufthavns vigtighed som skandinavisk knudepunkt mindre. Samtidig er det SAS-ledelsens plan, at det flyvende personale skal begynde og slutte arbejdsdagen fra samme base, det vil sige enten Stockholm, Oslo eller København. - Udgangspunktet for det ny Scandinavian Airlines er at flyve derfra, hvor kunderne er. Det samme kommer til at gælde for piloter og kabinebesætning. De ansatte bliver ansat der, hvorfra flyene udgår, siger Jørgen Lindegaard. Han slår dog fast, at selv om ambitionen i øjeblikket er at udvide antallet af ruter ud fra Stockholm og Oslo, så vil en kapacitetsforøgelse også i længden komme til at omfatte Københavns Lufthavn. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten 11-04-03, side 3)
(Berlingske Tidende, Danmark, April 2003 / side 4 / 11 04 2003 / Søren Domino)
11.04.03 - Hotelværelset set fra en kørestol
Det er bestemt ikke svært at være handicappet og så skulle indlogere sig på Hotel Hilton i Københavns Lufthavn. Det kunne den 58-årige kørestolsbruger Kjeld Andersen konstatere, da han sammen med JP København besøgte hotellet for at give det stjerner set med en handicappets øjne. Selve adgangen til værelserne samt værelserne i sig selv er imponerende, mener Kjeld Andersen, som derfor giver fire stjerner. Han er dog mindre begejstret for badeværelserne. Især vandhanerne vil volde en handicappet problemer, mener han, men også manglen på yderligere en armstøtte ved toilettet springer i øjnene.
(JP København, Danmark, April 2003 / side 6 / 11 04 2003 / Runa Pihlmann)
11.04.03 - Afviser EU-kritik om lufthavn
Den danske VK-regering afviser kritikken fra EU-Kommissionen om statens ejerloft på 10 procent i Københavns Lufthavne. I vedtægterne hedder det således, at kun staten må eje over 10 procent af aktierne, og det mener EU-Kommissionen er i strid med kapitalens fri bevægelighed. Regeringens afvisning beror på det argument, at Københavns Lufthavn er af vital betydning for landet. Samtidig erkender regeringen dog, at visse formuleringer i vedtægterne for Københavns Lufthavne bør gøres klarere. (Øvrige kilder: Børsen 11-04-03, side 18)
(Reuters, Danmark, April 2003 / 10 04 2003 / )
10.04.03 - Kabinepersonalet i Danmark og Norge splittet
Det danske kabinepersonale er ikke langt fra at indgå en aftale med ledelsen i SAS. Således meddeler formand for det danske kabinepersonale i SAS Flemming Beinov, at selv om forhandlingerne i går blev afbrudt, er der ikke tale om et sammenbrud. Faktisk er parterne ikke langt fra hinanden, understreger han. Netop forhandlingerne med kabinepersonalet har ført til en splittelse blandt kabinepersonalet i Danmark og Norge. Det norske kabinepersonale er således ikke indstillet på at opgive den såkaldte 3-2-2-aftale, der sikrer tre svenskere, to danskere og to nordmænd på alle oversøiske flyvninger. Hvis den aftale bliver opgivet, vil det komme til at koste mange norske job, frygter kabinepersonalet i Norge. - SAS ønsker åbenbart ikke, at norske kabineansatte skal bemande flyene i samme omfang som i dag. Selskabet vil koncentrere endnu mere af produktionen i Kastrup, og det vil få følger for de ansatte i Norge, siger formand for det norske kabinepersonale John Lyng. (Øvrige kilder: Berlingske Tidende 10-04-03, side 6; Ritzau 09-04-03)
(Jyllands-Posten, Danmark, April 2003 / side 2 / 10 04 2003 / Jens Erik Rasmussen)
10.04.03 - Turbulent stemning på arbejdspladsen
Der er en turbulent stemning i Københavns Lufthavn op til urafstemningen på mandag for SAS-ledelsens spareudspil. Nine Haubirk, supervisor i SAS-afdelingen Passenger Service, er endnu uafklaret om, hvad hun vil stemme, og vil gerne høre ledelsens argumenter for spareplanen. Hun er medlem af Luftfartsfunktionærerne, hvis formand råder medlemmerne til at stemme nej. Ifølge Nine Haubirk har der ikke i de syv år, hun har været ansat i SAS, været så megen uro på arbejdspladsen som nu.
(Politiken, Danmark, April 2003 / side 12 / 10 04 2003 / Rasmus Birkerod)
10.04.03 - Københavns Lufthavn mærker til SARS-frygt
Frygten for lungesygdommen SARS er også til stede i Københavns Lufthavn. Syv gange er et særligt lægehold således blevet kaldt til lufthavnen i løbet af de seneste to uger for at tilse personer, som muligvis var smittet med sygdommen. Hidtil har ingen af de tilsete dog haft SARS, fortæller overlæge Leif Berner Hansen, der er en del af de særlige lægehold. Også politiet i Københavns Lufthavn mærker til sygdommen. Det er nemlig deres opgave at isolere passagerer med symptomer på SARS. Derudover bliver passagererne i lufthavnen via pjecer og plakater advaret mod lungesygdommen, og den information er ifølge embedslæge på Frederiksberg og i København Tove Rønne ganske tilfredsstillende. - Man må erkende, at der er stor sandsynlighed for, at en eventuel smitte vil komme hertil via flytrafikken. Derfor er der grund til at være særdeles opmærksom og tage situationen alvorligt, siger Tove Rønne, der dog ikke mener, at der er grund til at skærpe den nuværende kontrol.
(JP København, Danmark, April 2003 / side 1 / 10 04 2003 / Christian Engell)
09.04.03 - Københavns Lufthavn: Fald i passagermængde
I marts måned faldt passagermængden med knap fem procent i Københavns Lufthavn. I de første tre måneder i år er den samlede nedgang på næsten fire procent. Den faldende tendens er forstærket af krigen i Irak.
(DR 1, Danmark, April 2003 / 09 04 2003 / )
09.04.03 - Fald i passagertallet i Københavns Lufthavn
Passagertallet i Københavns Lufthavn faldt med 4,8 procent i marts, og dermed ligger faldet for årets første tre måneder på knap fire procent. Nedgangen i passagertallet skyldes først og fremmest krigen i Irak, og varer krigen ved, kan det medføre en nedjustering af den forventede stigning i overskuddet for 2003. Chef for investorrelations i Københavns Lufthavne Flemming Petersen mener dog, at det endnu er for tidligt at sige noget om krigens indflydelse på hele året. Dertil er der behov for at se tallene i både april og maj, understreger han. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten 09-04-03, side 2; RB-Børsen 08-04-03, Reuters 08-04-03, TV 2/Nyhederne 08-04-03),(Børsen, Danmark, April 2003 / side 4 / 09 04 2003 / Søren Linding Jakobsen)
05.04.03 - Fremtiden på udstilling i Københavns Lufthavn
Passagerer i Københavns Lufthavn får nu mulighed for at få et kig ind i fremtiden. Frem til den 5. maj vil lufthavnen nemlig i samarbejde med virksomheder, forskningscentre og uddannelsesinstitutioner udstille en række af de opfindelser, som sandsynligvis kommer til at ændre vores fremtid. Det sker med udstillingen 'Future & Technology'.
(Ekstra Bladet, Danmark, April 2003 / side 9 / 05 04 2003 / Kans)
05.04.03 - Første tur med Snowflake
SAS' nye lavprissatsning, Snowflake, er gået i luften med bravour. Således har efterspørgslen på billetter været stor, og da Berlingske Tidende tog turen med det første lavprisfly til Bologna var reaktionerne fra passagererne heller ikke til at tage fejl af: Der var stor tilfredshed. Dog skabte det en smule forvirring i Københavns Lufthavn, at Snowflake ikke benytter samme indtjekningsskranker som SAS, men her var der ifølge Berlingske Tidende blot tale om en indkøringsfejl, "som der formentlig allerede er rettet op på." Om bord på flyet til Bologna var der mulighed for at vælge mellem en række menuer og drikkevarer, hvoraf alle kræver seperat betaling. Desuden var der også rig lejlighed til at forsyne sig med toldfrie varer, om end det faldt avisens udsendte en smule for brystet, at man har valgt at sidestille norske, svenske og danske kroner samt at sidestille euro og dollar. Det betyder nemlig, at eksempvis et måltid med drikkevarer kan komme til at koste 150 danske kroner, mens man kan nøjes med at betale det, der svarer til 106 danske kroner, hvis man betaler i dollars. Det er en fadæse, som Berlingske Tidendes udsendte opfordrer Snowflake til at få rette op på hurtigst muligt.
(Berlingske Tidende, Danmark, April 2003 / side 2 / 05 04 2003 / Judith Betak)
04.04.03 - Mistanke om SARS-smitte hos rejsende fra Beijing
Den frygtede lungesygdom SARS smitter blandt andet via rejsende, som kommer fra fjernøsten. I den forbindelse rapporterer radioavisen fra Købehavns Lufthavn. En række passagerer fra et fly, som lige er ankommet fra Bangkok, fortæller, at de for at undgå smitte har båret maske, mens de befandt sig i lufthavnen i Bangkok. Endvidere fortæller leder af politistationen i Københavns Lufthavn Thorkild Sten Jensen, at to passagerer som netop er ankommet fra Beijing, nu er isoleret for nærmere undersøgelse for SARS. Ved mistanke om SARS bærer politiet altid masker og handsker. Direktør Niels Strandberg Pedersen fra Statens Serum Institut fremhæver, at man ikke bør gå i panik, og at lufthavnens aktuelle forholdsregler er grebet fornuftig an.
(DR Radioavisen, Danmark, April 2003 / 04 04 2003 / )
03.04.03 - Flyrejsende advares mod SARS
I Københavns Lufthavn skal passagererne advares mod lungesygdommen SARS med plakater og pjecer. Materialet oplyser passagererne om, at de skal være opmærksomme på kvalme, feber og vejrtrækningsproblemer. Mange passagerer er blevet undersøgt ved afrejsen fra en fremmed lufthavn, men da symptomerne kan hvile i kroppen i et stykke tid, er den undersøgelse ikke nok.
(DR Radioavisen, Danmark, April 2003 / side / 03 04 2003 / )
02.04.03 - Københavns Lufthavn advarer mod SARS
Lufthavnen i København har øget indsatsen mod smittefare fra sygdommen SARS. Lufthavnens underdirektør, Merete Rønde, har af Statens Serum Institut fået at vide, at der skal informeres via nye plakater og informationsbreve med en opdateret tekst. Rejsebureauerne sender stadig passagerer til regionen, men tilbyder dog typisk kunderne, at de kan afbestille rejserne og få pengene retur.
(TV 2, Danmark, April 2003 / 02 04 2003 / )
02.04.03 - Rettelse
Ligesom Berlingske Tidende gjorde det mandag, skrev ErhvervsBladet i går, at SAS var ved at sælge sine danske ejendomme til Københavns Lufthavne. Det er imidlertid ikke korrekt, understreger ErhvervsBladet i dag. Ejendommene er godt nok sat til salg, men er ikke solgt til Københavns Lufthavne.
(ErhvervsBladet, Danmark, April 2003 / side 6 / 02 04 2003 / )
01.04.03 - Ryanair vil have kunder fra København til Malmø
Lavprisselskabet Ryanair er klar med en ny rute mellem Malmø Sturup og Hahn-lufthavnen godt 200 kilometer fra Frankfurt. Selskabet ønsker dermed at tage kampen op med SAS/Lufthansa, der flyver på ruten København-Frankfurt. Chef for Lufthansa i Danmark John Nielsen frygter imidlertid ikke konkurrencen. Ryanairs problem er nemlig de 200 kilometer, som Hahn-lufthavnen ligger fra Frankfurt, påpeger han.
(Berlingske Tidende, Danmark, April 2003 / side 11 / 01 04 2003 / )
01.04.03 - Rettelse
Det var ikke korrekt, da Berlingske Tidende i går skrev, at SAS er i færd med at sælge ejendomme for mellem 700 og 800 millioner kroner til Københavns Lufthavne. Det er dog rigtigt, at ejendommene er sat til salg, men altså ikke til Københavns Lufthavne. Det er til gengæld Københavns Lufthavne, der er bygherre på det byggeri, som ventes at blive SAS' nye hovedkvarter.
(Berlingske Tidende, Danmark, April 2003 / side 2 / 01 04 2003 / )
01.04.03 - Flere fly mellem Trondheim og København
Det SAS-ejede norske flyselskab Widerøe øger til sommer antallet af flyvninger mellem Trondheim og København. Det betyder, at der bliver tre afgange mod tidligere to. Især erhvervsfolk benytter sig af denne rute.
(Berlingske Tidende, Danmark, April 2003 / side 2 / 01 04 2003 / )