December 2003
27.12.03 - København-Toronto lukker
Air Canada må lukke sin rute mellem København og Toronto. Ruten har ellers været godt besat, men det økonomisk trængte flyselskab har været tvunget til at tage 10 Boeing 767-fly ud af drift, og det rammer altså ruten mellem Danmark og Canada. Air Canada lukker af samme grund også ruten Milano-Toronto.
(Ekstra Bladet, December 2003 / side 9/ 27 12 2003 / )
27.12.03 - Ny rute til Malaga
Lavprisselskabet EasyJet udvider nu sit rutenet fra Københavns Lufthavn. Det sker, når selskabet til juni næste år begynder at flyve på ruten København-Malaga. EasyJet har tidligere meddelt, at selskabet også åbner ruter fra København til Bristol, Newcastle, London og Berlin.
(Berlingske Tidende, December 2003 / side 2/ 27 12 2003 / )
26.12.03 - Ikke afgifternes skyld
Det er ikke langt højere lufthavnsafgifter i Københavns Lufthavn sammenlignet med Sturup Lufthavn, der gør charterrejser fra København betydeligt meget dyrere end fra Malmø. Det erkender charterbureauerne nu, efter at de ellers for nylig påstod det modsatte. Forskellen på afgifterne i de to lufthavne ligger således på blot 32 kroner per passager, og derfor understreger Route Development Manager i Københavns Lufthavne Ole Wieth Christensen, at det vil være at overfortolke at give afgifterne skylden for prisforskellen på charterrejser fra henholdsvis København og Malmø. Charterbureauerne forklarer nu i stedet prisforskellene med, at rejsemarkederne i Danmark og Sverige er forskellige.
(B.T., December 2003 / side 12/ 26 12 2003 / Charlotte Wendt Jensen)
24.12.03 - Sikkerhedsfolk: Dårlig sikkerhed i Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavn er en julegave til terrorister. I hvert fald hvis man skal tro de kommentarer, som securitymedarbejdere i lufthavnen er kommet med i en undersøgelse af medarbejdertilfredsheden i lufthavnen. Medarbejderne pointerer blandt andet, at besparelser har ført til reducerede vagthold, hvorfor både sikkerheden og arbejdsklimaet forværres. Desuden skal securitymedarbejderne udføre en lang række opgaver såsom budtjeneste og politiopgaver, som intet har med sikkerhed at gøre, ligesom en del af det materiel, de har til rådighed, ikke længere er optimalt. Dermed bekræfter medarbejderne, at Københavns Lufthavn har store problemer med at få indført de skærpede sikkerhedskrav fra EU som følge af terrorangrebene i USA i 2001. I ledelsen hos Københavns Lufthavne afviser underdirektør Merete Rønde imidlertid, at der skulle være et problem med sikkerheden eller arbejdsforholdene. - Det har intet på sig. Securityfolkene laver securityarbejde og intet andet. De er hverken postbude eller noget som helst andet. Det er kun en enkelt, der mener det. Du skal huske på, at der er mange ansat, og jeg tvivler stærkt på, at andre deler den holdning, siger Merete Rønde. Af svarene i undersøgelsen fremgår det dog, at ud af de 253, der har knyttet egne kommentarer til undersøgelsen, giver de 234 udtryk for en utilfredshed med ledelsen i større eller mindre grad.
(Ekstra Bladet, December 2003 / side 25/ 24 12 2003 / Jens Aagaard)
23.12.03 - Julen præger Københavns Lufthavn
Tusindvis af mennesker skulle tirsdag nå tog eller fly i anledning af julen. I Københavns Lufthavn startede og landede i alt 495 fly, og det er cirka halvdelen af det antal starter og landinger, som lufthavnen har til daglig, hvor forretningsfolkene dominerer billedet. En af passagererne, som benyttede Københavns Lufthavn tirsdag, var Hedin Bjørnson, og han fortæller, at han var ved at komme for sent til sit fly til Island, fordi han glemte sin pung, da han skulle igennem sikkerhedschecket.
(TV 2, December 2003 / 23 12 2003 / )
23.12.03 - Tolderne i Københavns Lufthavn er effektive
I løbet af året har Told & Skat København forhindret indsmugling af over 65 kilo kokain, og heraf er størstedelen blevet taget i Københavns Lufthavn. De sidste to år har mængden af beslaglagt kokain ligget på fem kilo, men i år er der altså beslaglagt mere end 10 gange så meget. Told & Skat København vurderer, at den store fangst i år skyldes et mere velfungerende samarbejde med kolleger i udlandet. Told & Skat har endvidere beslaglagt mere end 1.000 kilo anabolske steroider i Københavns Lufthavn i år. (Øvrige kilder: B.T. 24-12-03, side 7; Politiken 24-12-03, side 11)
(TV 2, December 2003 / 23 12 2003 / )
23.12.03 - Københavns Lufthavn er populær
Et nyt flyselskab får debut i Københavns Lufthavn fra den 29. februar 2004. Det hollandske lavprisselskab Basiq Air vil åbne en ny rute med daglige flyvninger mellem København og Rotterdam, som kun ligger 65 kilometer fra Amsterdam. Basiq Air ejes af Transavia, som er en del af KLM-koncernen, og selskabet vil benytte sig af nye Boeing 737, mens billetterne vil kunne købes via selskabets hjemmeside til priser fra 19,99 euro (cirka 150,00 danske kroner). Easy Jet vil også åbne to nye ruter fra København i løbet af 2004, nemlig til Berlin Schönefeld i maj og Malaga i juni.
(JP København, December 2003 / side 4/ 23 12 2003 / )
23.12.03 - Københavns Lufthavne frifundet i Nuance-sag
Københavns Lufthavne er blevet frifundet i sagen om voldgift, som The Nuance Group havde rejst om reduktion af den aftalte koncessionsafgift. The Nuance Group har stået for driften af det toldfrie salg i lufthavnen i Kastrup siden 1995, efter gruppen i marts 2002 genvandt forpagtningsretten. Den nye aftale indeholdt en forøgelse af forretningsarealet, og The Nuance Group gik med på at betale en højere forpagtningsafgift end tidligere, men virksomheden indledte alligevel en voldafgiftssag med krav om reduktion af den aftalte koncessionsafgift. Københavns Lufthavnes chef for investor relations Flemming Pedersen vil ikke kommentere afgørelsen men understreger, at kontrakten med Nuance Group er vigtig for lufthavnen.
(RB- Børsen, December 2003 / side 2/ 23 12 2003 / )
22.12.03 - Flere virksomheder udsteder erhvervsobligationer
Stadig flere store, danske virksomheder udsteder erhvervsobligationer i stedet for at låne penge .i banken. Københavns Lufthavne er blandt de virksomheder, som på denne måde strækker tilbagebetalingen over længere tid og mindsker afhængigheden af bankerne. I å.r har Københavns Lufthavne hentet cirka 1,9 milliarder kroner gennem såkaldt private placements i USA. Det betyder, at obligationerne bliver solgt til en udvalgt skare af investorer - typisk pensionskasser. - Det amerikanske marked er så stort, at priserne er presset ned, og det gør det attraktivt i forhold til vores normale bankforbindelser. Vi har fået længere løbetid til en lavere rente, siger Flemming Petersen, underdirektør i Københavns Lufthavne. Nordea, som er Nordens største aktør på obligationsmarkedet, forudser, at interessen for at udstede erhvervsobligationer vil stige yderligere inden for de næste par år.
(Børsen, December 2003 / side 21/ 22 12 2003 / Nicolai Raastrup)
21.12.03 - Snerydningsberedskab i Københavns Lufthavne
I Københavns Lufthavne var man søndag klar til at rykke ud for at fjerne den sne, som meteorologerne havde lovet natten mellem søndag og mandag. Lufthavnen råder over 50 snerydningskøretøjer, og funktionschef i Københavns Lufthavne Allan Petersen forklarer, at man i gennemsnit rydder sne i 200 til 400 timer om året. Specialarbejder i Københavns Lufthavne Jørgen Andersen understreger, at han personligt gerne vil undgå alt for meget sne. Som gammel og erfaren medarbejder synes han, at han gennem tiden har ryddet al den sne, som han skulle. TV 2 Lorry 21-12-2003 klokken 19.30, midt i program, 1,30,,/30,
(TV 2, December 2003 / 21 12 2003 / )
21.12.03 - Travlhed i Københavns Lufthavn til jul
Danskerne ønsker sig sol og strand i julegave i år, og det betyder travlhed i Københavns Lufthavn. Sidste år blev mange danskere hjemme i julen på grund af frygt for SARS, terror og krigen i Irak. Men i år rejser mere end 20.000 danskere sydpå i juleferien. Langt de fleste tager til De Kanariske Øer, men også Thailand og Egypten er populære rejsedestinationer.
(Jyllands-Posten, December 2003 / side 5/ 21 12 2003 / Malene Bo)
20.12.03 - Ny lavprisrute til Rotterdam
prisselskabet Basiq Air åbner en ny rute fra Københavns Lufthavn til Rotterdam i Holland fra udgangen af februar 2004. Der vil dagligt blive fløjet med en Boeing 737-700 med plads til 149 passagerer. Basiq Air er en del af hollandske KLM. (Øvrige kilder: Reuters 19-12-2003, RB-Børsen 19-12-2003)
(Berlingske Tidende, December 2003 / side 4/ 20 12 2003 / )
20.12.03 - Boserup ny præsident for ACI World
Danskeren Niels Boserup, som er administrerende direktør i Københavns Lufthavne, er på generalforsamlingen i Dubai blevet valgt som præsident for den verdensomspændende sammenslutning af lufthavnsoperatører ACI World. Københavns Lufthavn nyder stor respekt og anerkendelse i internationale sammenhænge og er kendt som en af verdens bedste lufthavne. ACI World repræsenterer mere end 1.500 lufthavne fra hele verden.
(Ekstra Bladet, December 2003 / side 9/ 20 12 2003 / )
19.12.03 - EasyJet øger antallet af lavprisruter fra København
Lavprisselskaberne fortsætter deres fremmarch i Europa. Seneste har EasyJet åbnet to ruter fra Københavns Lufthavn, til henholdsvis Bristol og Newcastle. Dermed tager selskabet endnu et skridt mod målet om at blive et af de fem største luftfartsselskaber i Europa inden udgangen af 2007. - Om vi udvider mod nord, syd, øst eller vest er ikke afgørende for EasyJet, men som markedsansvarlig er jeg da glad for, at danskerne nu kan flyve mere til lavpris fra Københavns Lufthavn, sagde markedschef for det danske marked Peter van der Heijden ved åbningen af de to nye ruter for nylig.
(ErhvervsBladet, December 2003 / side 16/ 19 12 2003 / Henrik Denman)
19.12.03 - Mange penge at spare ved at rejse fra Sturup
Tag familien med på charterrejse fra Sturup Lufthavn i stedet for Københavns Lufthavn og spar tusindvis af kroner. Det har B.T. kunnet konstatere ved en gennemgang af rejsebureauernes priser fra de to destinationer. En del af forklaringen på de store prisforskelle er ifølge produktchef i Ving Carlos Cebrian forskellen mellem det danske og det svenske rejsemarked, eksempelvis falder børnerabatten ikke nødvendigvis på samme tidspunkt i de to lande. Hos både Star Tour og Apollo påpeger man dog også, at de højere lufthavnsafgifter i Københavns Lufthavn sammenlignet med Sturup Lufthavn spiller en væsentlig rolle. Alligevel mener hverken informationschef i Apollo Georg Julin eller salgsdirektør i Star Tour Stig Elling, at besparelserne kan trække danskerne til Sturup. - Det står jo folk frit for at gå ind på nettet og bestemme, om man vil rejse fra det ene eller det andet sted. Hvis man føler, at man orker at tage turen til Sturup for den besparelse, der er, skal man da gøre det. Men for de fleste danskere er det en væsentlig ting, at turen starter i Kastrup. Der skal mange penge til for at flytte folk til Sturup Lufthavn, for den er kedelig og trist, pointerer Stig Elling.
(B.T., December 2003 / side 6-7/ 19 12 2003 / Charlotte Wendt Jensen)
18.12.03 - Flere passagerer afvises ved check-in
Flere og flere passagerer bliver afvist ved check-in-skranken i Københavns Lufthavn. Sådan lyder meldingen fra de handlingselskaber, der tager sig af check-in af passagerer i lufthavnen. Hos selskabet Servisair afvises to til tre personer dagligt, mens afvisninger kun sjældent skete for bare et år siden. Årsagen er blandt andet det øgede sikkerhedstjek på grund af faren for terror, men også det øgede antal billetter, der bestilles over internettet, bærer en del af skylden. Risikoen er nemlig, at passagererne ikke bestiller billetten i nøjagtig det navn, som også er angivet i passet, og det giver problemet ved check-in-skranken. Det er dog først og fremmest passagerer til destinationer uden for Schengen-samarbejdet, blandt andre Storbritannien, der afvises.
(Information, December 2003 / side 3/ 18 12 2003 / Henrik Brun)
17.12.03 - Ryanair: Danske lufthavne går glip af millioner af passagerer
I forbindelse med en konference i Børsens Executive Club delte Ryanairs direktør, Michael O'Leary, verbale øretæver ud til SAS' billetpriser samt Statens Luftfartsvæsen (SLV), der har kritiseret de rabatordninger, som Ryanair har opnået i Århus Lufthavn. SLV har truet med at fjerne lufthavnens ret til at drive civil luftfart, hvis rabatordningen ikke fjernes, og det er en af årsagerne til, at Ryanair ikke har medtænkt de danske lufthavne i sine overvejelser om en ny base for lavprisafgange. Den base placeres nu højst sandsynligt i enten Norge eller Sverige. Dermed går blandt andre Københavns Lufthavne glip af millioner af passagerer. Faktisk kunne Ryanair sikre Københavns Lufthavne mellem 5 og 10 millioner passagerer, hvis blot lufthavnen ville indgå en aftale med det irske flyselskab, mener Michael O'Leary. En sådan aftale ville dog betyde, at afgifter i Københavns Lufthavne skulle sænkes til en tiendedel af det nuværende niveau, og selv om administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup erklærer sig villig til at forhandle med Ryanair, understreger han samtidig, at der ikke kan blive tale om at give lavprisselskabet særbehandling. Københavns Lufthavne kan da også glæde sig over, at andre lavprisoperatører som Sterling og EasyJet gerne benytter Københavns Lufthavn, sidstnævnte udvider endda i øjeblikket sit rutenet fra lufthavnen.
(Børsen, December 2003/ side 12-13/ 17 12 2003 / Uffe Hansen)
16.12.03 - Hotel Hilton overtager Business Center i Københavns Lufthavn
Hotel Hilton Copenhagen Airport har overtaget det tidligere Business Center på fjerde etage i Københavns Lufthavns Terminal 3. Overtagelsen sker som følge af en stigende efterspørgsel på møde- og konferencelokaler. Business Center vil blive omdannet til 14 mødelokaler samt større lokaler med plads til op til 50 personer. Lokalerne, der er både fleksible og har en diskret placering, vil blive udlejet på timebasis, når de efter en større renovering står klar i det nye år.
(JP København, December 2003 / side 4/ 16 12 2003 / )
16.12.03 - ØK og B&O i kamp om KFX-plads
De to vindmølleselskaber NEG Micon og Vestas meddelte fredag, at de forbereder en fusion. Fusionen betyder, at der fra juni næste år bliver en ledig plads i det eftertragtede KFX-indeks, hvor Danmarks 20 største og mest omsatte aktier er repræsenteret. Alt tyder på, at kampen om den plads kommer til at stå mellem ØK og Bang & Olufsen. Både Radiometer og Københavns Lufthavne bejler dog også til pladsen. Men Radiometer er netop blevet solgt til amerikanske Danaher, der ventes at afnotere Radiometer fra Københavns Fondsbørs, og ser man på Københavns Lufthavne, er det et problem, at staten ejer en tredjedel af aktierne. Det betyder nemlig, at lufthavnsaktierne har en mindre omsætning end aktierne i ØK og Bang & Olufsen. Netop omsætningen er et vigtigt parameter for at komme ind på KFX-indekset.
(Berlingske Tidende, December 2003 / side 4/ 16 12 2003 / Ole Mikkelsen)
15.12.03 - Fastfood og sushi med om bord
Tag fastfood eller restaurationsmad med om bord, når du skal ud at flyve. Den mulighed er blevet mere og mere efterspurgt, efterhånden som lavprisselskaberne, der ikke har gratis servering om bord, har vundet popularitet. I Københavns Lufthavn er der da også rige muligheder for enten at snuppe en burger eller pølse med i flyet, eller man kan bestille mad såsom morgenmadsanretninger, sushi, sandwicher og salater over internettet. Det er det amerikanske selskab Carry On Cuisine, der står bag dette tilbud, som har kørt siden 1. september. Carry On Cuisine serverer nu et par hundrede måltider om måneden. - Det går foreløbig godt i Københavns Lufthavn. Jeg tror, at vi kommer til at udvide i Danmark og resten af Europa på sigt, men det tager et par år at ændre på kundernes vaner, fortæller direktør i Carry On Cuisine Earl Furfine.
(Børsen, December 2003 / side 7/ 15 12 2003 / Lisbeth Nedergaard)
15.12.03 - SAS åbner ny rute til Shanghai
Den 28. marts åbner SAS en ny rute mellem København og den kinesiske lufthavn Pudong ved Shanghai. Åbningen sker som følge af en stigende efterspørgsel på rejser mellem Kina og Europa. Desuden satser den kinesiske regering på at gøre netop Shanghai til Asiens økonomiske centrum inden 2010. Ud over ruten til Shanghai åbner SAS den 28. marts tre europæiske ruter fra København, nemlig til Krakow, Zagreb og Tampere. (Øvrige kilder: Børsen 15-12-03, side 6; RB-Børsen 12-12-03)
(Jyllands-Posten, December 2003 / side 3/ 15 12 2003 / )
12.12.03 - Nye lavprisruter til Tyskland
Det er ikke just turisme, man forbinder det tyske Ruhr-distrikt med. Alligevel har det hollandske lavprisselskab V-Bird netop åbnet en ny rute mellem København og Niederrhein i det industriprægede distrikt. - Danskerne kan lide at rejse, men det skal være billigt, før de kommer op af sofaen, og det er dem , vi nu vil have fat i. Niederrhein ligger nær den hollandske grænse - centralt både for ferie og forretninger, fortæller administrerende direktør i V-Bird Roberto Stanga. Indtil videre må han dog konstatere, at det i overvejende grad er de forretningsrejsende, der har taget ruten til sig. Selskabet vil flyve på ruten det kommende halve år og derpå evaluere kundegrundlaget. Også EasyJet er i øvrigt klar med en rute fra den danske hovedstad til Tyskland, nemlig ruten København-Berlin, som dog først åbner til maj næste år.
(MetroXpress, December 2003 / side 37/ 12 12 2003 / Thomas Aue Sobol)
12.12.03 - Tårnby Kommune lukker Amager Strandvej for biltrafik
Københavnske politikere raser over, at Tårnby Kommune egenhændigt har besluttet at lukke sin del af Amager Strandvej for biler og lave en bussluse i stedet. Borgmester Henrik Zimino (S) forklarer, at der siden åbningen af Øresundsbroen er kommet for megen trafik ved de rekreative områder. Busslusen betyder, at en hovedfærdselsåre til Sverige og lufthavnen er blevet lukket. Det er stik imod Københavns Kommunes ønske. Medlem af Københavns Kommunes Bygge- og Teknikudvalg Johannes Nymark (S) siger, at det griber dybt ind i Københavns trafikafvikling, og at han vil gå til trafikministeren, hvis ikke Tårnby Kommune indleder en dialog. (Øvrige kilder: TvDanmark Kanal 2 Lokalrapporten 11-12-03)
(TV 2, December 2003 / 11 12 2003 / )
11.12.03 - Fremgang i udlandet
November bød på fremgang i samtlige de udenlandske lufthavne, som Københavns Lufthavnes har aktier i. I Mexico steg passagertallet med 16,2 procent i forhold til samme måned sidste år. Københavns Lufthavnes investering i Mexico omfatter i alt ni lufthavne. I Meilan-lufthavnen i Kina lød stigningen på 29,5 procent, mens lufthavnen i Newcastle kan melde om 24 procent flere passagerer i november i år sammenlignet med november sidste år. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten 11-12-03, side 2; ErhvervsBladet 11-12-03, side 6)
(Børsen, December 2003 / side 10/ 11 12 2003 / )
11.12.03 - Esbjerg-København genoplives
Esbjerg skal igen have en flyrute til København. Det mener en lokal arbejdsgruppe, der består af blandt andre lufthavnschef Peter Bay og erhvervschef i Esbjerg Tom Nielsen. Gruppen har været i forhandlinger med to unavngivne flyselskaber om åbning af ruten. Tanken er, at ruten skal beflyves én gang om dagen i mindre fly.
(Børsen, December 2003 / side 7/ 11 12 2003 / )
10.12.03 - Tre stjerner til Carry On Cuisine
Nu bliver det muligt at undgå den til tider lidt kedelige flymad og i stedet nyde restaurationsmad om bord på flyet. Det er Carry On Cuisine, der tilbyder denne service i Københavns Lufthavn som den første lufthavn i Europa. Konceptet går ud på, at man via internettet forudbestiller et måltid fra én af lufthavnens restaurationer. Vi Rejser har afprøvet konceptet, og kan konkludere, at ordningen fungerer problemløst, selv om maden måske ikke er den mest originale. Der er dog alligevel tre solide stjerne ud af fem til Carry On Cuisine fra Vi Rejser.
(Politiken, December 2003 / side 13/ 10 12 2003 / Marianne Gram)
10.12.03 - Støjgener skal kortlægges
Støjgenerne i Danmark skal kortlægges. Det er resultatet af et EU-direktiv, som nu skal implementeres i dansk lovgivning. I første omgang vil der blive tale om at kortlægge generne i det storkøbenhavnske område, på de største veje, ved jernbaner samt ved tre lufthavne, herunder sandsynligvis Københavns Lufthavn. Målet er, at kortlægningsarbejdet skal munde ud i en handlingsplan for de relevante myndigheder med henblik på at mindske støjen mest muligt. Der vil dog ikke blive tale om egentlig handlepligt for myndighederne.
(ErhvervsBladet, December 2003 / side 2/ 10 12 2003 / Peter B. Rasmussen)
09.12.03 - Niels Boserup ny præsident for ACI World
Administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup er blevet udnævnt til præsident for den verdensomspændende sammenslutning af lufthavnsoperatører ACI World. ACI World repræsenterer mere end 1.500 lufthavne. Dermed kommer der yderligere fokus på Københavns Lufthavn, som allerede i dag betragtes som en af verdens bedste. (Øvrige kilder: RB-Børsen 08-12-03)
(Berlingske Tidende, December 2003 / side 3/ 09 12 2003 / )
09.12.03 - Københavns Lufthavne ved at indhente det tabte
Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn faldt i november med 0,3 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Der er imidlertid tale om et mindre fald end i årets foregående måneder, og dermed er Københavns Lufthavne ved at hente ind på det tabte fra tidligere på året. I oktober lød det samlede fald for årets første 10 måneder således på 3,5 procent sammenlignet med samme periode sidste år, men det fald er i november reduceret til 3,2 procent for årets første 11 måneder. Dermed nærmer Københavns Lufthavne sig målet på et fald på 3,0 procent for hele året. (Øvrige kilder: RB-Børsen 08-12-03)
(ErhvervsBladet, December 2003 / side 6/ 09 12 2003 / )
08.12.03 - Niels Boserup ny præsident for ACI World
Administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup er blevet udnævnt til præsident for den verdensomspændende sammenslutning af lufthavnsoperatører ACI World. ACI World repræsenterer mere end 1.500 lufthavne. Dermed kommer der yderligere fokus på Københavns Lufthavn, som allerede i dag betragtes som en af verdens bedste. - Luftfartsindustrien har i disse år et endnu større behov for samarbejde og kommunikation, så vi sammen kan hjælpe udviklingen i positiv retning, siger Niels Boserup. (Øvrige kilder: Jyllands-Posten 08-12-03, side 2; Politiken 08-12-03, side 12)
(Børsen, December 2003 / side 6/ 08 12 2003 / )
07.12.03 - Stormen ramte Danmark
Selv om stormen natten til lørdag hærgede Danmark, slap landet for de store materielle skader. Værst gik det ud over Sjælland, hvor flere træer væltede, og hvor 2.000 personer stod uden el lørdag. Stormen berørte også trafikken i Københavns Lufthavn. Her måtte et SAS-fly fra Bangkok opgive at lande, fordi vinden blæste på tværs af landingsbanen. Flyet landede i stedet i Malmø. (Øvrige kilder: Ritzau 07-12-03)
(Berlingske Tidende, December 2003 / side 7/ 07 12 2003 / Mikkel Larsen)
06.12.03 - Tysk lavprisselskab til Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavn kan nu byde endnu et lavprisselskab velkommen. Det drejer sig om det tyske selskab V-Bird, der fra den 10. december vil flyve på ruten København-Niederrhein i Tyskland. V-Bird får tre afgange på alle hverdage og to afgange lørdage og søndage. - Vores analyser viser et stort potentiale for lavprisflyvninger mellem Danmark og Tyskland. Stadig flere lavprisselskaber er opmærksomme på den hurtige udvikling i Øresundsregionen, siger Trille Tang Dalsgaard fra Københavns Lufthavne.
(Ekstra Bladet, December 2003 / side 2/ 06 12 2003 / )
06.12.03 - Parfumevarer fortsat billigere i lufthavnen
En læser spørger på baggrund af en artikel i Berlingske Tidende den 29. november om toldfrit salg, om varerne i Københavns Lufthavn vitterligt ikke er billigere end ude i byen. Hun har således flere gange købt parfumevarer i Københavns Lufthavns ankomstbutikker. Svaret fra avisen lyder, at der faktisk er penge at spare ved at købe netop parfumevarer i lufthavnen, både ved afgang og ankomst. Da det toldfrie salg inden for EU forsvandt tilbage i 1999, valgte lufthavnen nemlig at fastholde toldfri priser på parfumevarer, så de ligger mellem 20 og 25 procent under niveauet ude i byen. Desuden besluttede lufthavnen også at sælge parfumevarerne i ankomsthallen ved bagageudleveringen. Her kan man i øvrigt også købe øl og vin, men disse varer er afgiftsbelagte og er primært målrettet svenske passagerer. Spiritus og cigaretter må kun sælges ved afgang, og kun hvis rejsen går til et land uden for EU, skriver avisen.
(Berlingske Tidende, December 2003 / side 6/ 06 12 2003 / )
03.12.03 - Fejlmelding betød alarm i Københavns Lufthavn
Der blev i går slået alarm i Københavns Lufthavn, efter at et fly fra British Airways havde meldt om et muligt punkteret næsehjul. Ved en flyvning forbi kontroltårnet i lufthavnen kunne flyvelederne imidlertid konstatere, at hjulet tilsyneladende ikke fejlede noget. Flyet landede da også i god behold, og passagererne kunne efterfølgende forlade flyet på normal vis. (Øvrige kilder: Ritzau 02-12-03)
(Børsen, December 2003 / side 4/ 03 12 2003 / )
02.12.03 - Fortsat muligheder for lavprisselskaber
Antallet af lavprisruter i Skandinavien, blandt andre i Københavns Lufthavn, er steget markant den seneste tid, og selv om analytikere advarer imod, at denne udvikling ikke vil fortsætte i al evighed, ser folk i luftfartsbranchen fortsat gode muligheder for lavprisselskaberne. Folks transportvaner er nemlig ved at ændre sig, og så længe efterspørgslen er der, vil lavprisselskaberne fortsætte deres markedsudvikling, pointerer ruteudvikler Ole Wieth Christensen fra Københavns Lufthavne. Han ser dog samtidig visse faresignaler: Der kan efterhånden komme så mange lavprisselskaber på banen, at de vil kvæle ikke alene hinanden, men også flere af de traditionelle flyselskaber.
(JP København, December 2003 / side 4/ 02 12 2003 / Anders Steincke)
02.12.03 - Københavns Lufthavne blandt de bedste til webinformation
For andet år i træk har Københavns Lufthavne taget et kraftigt spring opad på Børsens rangliste over, hvor gode danske børsnoterede virksomheder er til at informere investorerne via deres hjemmeside. Københavns Lufthavne endte sidste år på en 14. plads, men den er i året forbedret til en 8. plads. Nummer ét på listen er ligesom sidste år Nordea, der efterfølges af Novozymes og Topdanmark. Ranglisten er udarbejdet af den svenske analysevirksomhed Hallvarsson & Halvarson.
(Børsen, December 2003 / side 2/ 02 12 2003 / Erik Svarre)
01.12.03 - Lavprisbølge på vej mod Skandinavien
Skandinavien halter bagud, når det gælder lavprisflytrafik. Derfor vil lavprisbølgen vælte ind over regionen og antallet af lavprisruter blive fordoblet over de kommende par år. Sådan lyder forudsigelsen fra luftfartsanalytiker Andrew Light fra Citigruop i London. Lavprisselskaberne sidder således på knap 17 procent af flytrafikken ude i Europa, mens deres andel i Skandinavien kun ligger på mellem syv og otte procent. Det uopdyrkede marked er da også begyndt at kunne mærkes hos blandt andre Københavns Lufthavn, der har fået fordoblet sit antal af afgange med lavprisfly inden for det seneste år.
(Jyllands-Posten, December 2003 / side 1/ 01 12 2003 / Jens Erik Rasmussen)
01.12.03 - Flyselskaber kritiserer afgiftsstigning hårdt
Københavns Lufthavne bebuder nu en stigning på 10 procent i passagerafgifterne som følge af selskabets udgifter til sikkerhedsforanstaltninger. Udgifterne beløber sig til i alt 95 millioner kroner, hvoraf Københavns Lufthavne selv betaler de 11 millioner kroner. Beslutningen om at hæve passagerafgifterne møder imidlertid stærk kritik fra flere flyselskaber. Koncernchef i SAS Jørgen Lindegaard mener, at "det virker provokerende", mens administrerende direktør i Maersk Air betegner beslutningen som "upassende og udtryk for dårlig timing". Heller ikke administrerende direktør i Cimber Air Jørgen Nielsen er imponeret over Københavns Lufthavnes udmelding. Han mener, at Københavns Lufthavne burde være i stand til selv at bære en større del af udgiften til sikkerheden selv, ligesom han opfordrer Københavns Lufthavne til at vise solidaritet med de selskaber, der sikrer lufthavnen størstedelen af indtægterne, i stedet for at påføre dem nye udgifter i en svær tid. Hos Københavns Lufthavne stiller administrerende direktør Niels Boserup sig dog uforstående over for kritikken. Han henviser til, at flyselskaberne selv har underskrevet en fireårig aftale om takststigninger for blot et år siden. Niels Boserup vil dog ikke afvise, at den aftale kan genforhandles. Men det vil i så fald komme til at dreje sig om den samlede aftale, understreger han. (Øvrige kilder: Børsen 01-12-03, side 6; ErhvervsBladet 01-12-03, side 6; Jyllands-Posten 29-11-03, side 2; Berlingske Tidende 29-11-03, side 3; RB-Børsen 28-11-03)
(Jyllands-Posten, December 2003 / side 3/ 01 12 2003 / Jens Erik Rasmussen)
01.12.03 - Checklister er ikke vejen frem
God gammeldags anstændighed og kærlighed til virksomhed og dens medarbejdere er fortsat de dyder, som bør være drivkraften for ledelser og bestyrelser. Det skriver administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup i dagens Minikronik. Han peger på, at det er alt for unuanceret, når mange medier blot har taget Nørby-udvalgets anbefalinger om god virksomhedsledelse til sig uden yderligere diskussion. Det betyder nemlig, at medierne blot laver en checkliste og rangerer danske virksomheder i forhold til, i hvor høj grad de lever op til anbefalingerne, som var de den nye grundlov. Denne fremgangsmåde udelukker således en grundig analyse, "hvor den enkelte virksomheds særlige forhold kan inddrages", mener Niels Boserup, der understreger, at hans kronik ikke er et udtryk for, at rønnebærerne er sure. Københavns Lufthavne klarer sig nemlig godt på disse checklister. Han opfordrer dog til, at der bliver skabt nogle anbefalinger med mere rummelighed end de nuværende. "Anbefalinger, der oversættes til firkantede regler og afkrydsningsskemaer er ikke vejen frem", slutter Niels Boserup.
(ErhvervsBladet, December 2003 / side 8/ 01 12 2003 / )
01.12.03 - Sundhedsordning giver mindre sygefravær
Et lavere sygefravær og gladere medarbejdere. Det er nogle af resultaterne, som Københavns Lufthavne har fået ud af sin sundhedsordning, der drives af Falck Healthcare. Aftalen, der blev indgået for et år siden, omfatter psykolog, kiropraktor, massør, zoneterapeut og fysioterapeut. Behandling på klinikken er dog kun for de folk, som Falck visiterer. - Det er også en sikring imod misbrug af ordningen. Det er behandling ud fra et princip om, at det er tilbud for dem, der har behov. Det skal være "need", hvis du bare vil have massage, fordi det er "nice", så er det ikke her, understreger personalechef Henrich Krogsgaard. Han advarer samtidig mod at tro, at sundhedsordninger er det endegyldige vidundermiddel til at nedbringe sygefravær og skabe tilfredshed blandt medarbejderne. Det altafgørende er fortsat, at den daglige personaleledelse er i orden.
(Berlingske Tidende, December 2003 / side 5/ 01 12 2003 / Henrik Munksgaard)