Antallet af internationale rutepassagerer steg i maj 2001 med 1,2%
Det samlede antal flypassagerer i Københavns Lufthavn viser for maj måned et fald på 2,8% i forhold til samme måned sidste år. Stigningen i antal passagerer for årets første 5 måneder udgør herefter 2,2% i forhold til samme periode sidste år.
I maj måned er antallet af udenrigspassagerer faldet med 1,6%. Antallet af internationale rute-passagerer er steget med 1,2%, mens antallet af internationale charterrejsende viser et fald på 27,1%. Det store fald på de internationale charterrejsende må dog især tilskrives UEFA Cup finalen i Parken i maj 2000. Den akkumulerede stigning på udenrigstrafikken for året til dato udgør 3,5%.
Faldet i antal passagerer på indenrigstrafikken er fortsat i maj måned, der har således i maj været en tilbagegang i passagerantallet for indenrigsflyvninger på 12,3% i forhold til samme periode sidste år. Tilbagegangen på indenrigstrafikken kan tildels tilskrives flere helligdage i maj 2001 i forhold til maj sidste år. Akkumuleret for de første 5 måneder af 2001 er antallet af indenrigspassagerer faldet med 6,9% i forhold til 2000. |