Hvorfor skal det hele altid være så hemmeligt?
Når det gælder sikkerhed er der meget, som Politiet og Statens Luftfartsvæsen (SLV) ikke kan oplyse om. Men hvorfor egentlig ikke?
Vi stiller fire spørgsmål til Thorbjørn Ancker, kommunikationschef hos SLV.
 |
|
Hvorfor er der så meget omkring sikkerhed i lufthavnen, som I aldrig vil sige noget om?
Terrorister læser jo desværre også aviser, ser tv og hører radio. Derfor holder man kortene tæt til kroppen, når det drejer sig om at beskytte offentligheden mod terroranslag. Man oplyser simpelthen ikke hvilke modforanstaltninger, der bliver sat i værk.
Den helt indlysende grund er, at hvis terrorister vidste, hvordan sikkerheden var i detaljer, ville de have nemmere |
ved at omgå sikkerhedsforanstaltningerne. For eksempel fortæller vi ikke hvad vi kigger efter ved personeftersyn og bagagescreening. Hvis vi fortalte det i detaljer, ville folk måske prøve at sløre det. Af samme grund fortæller vi heller ikke, hvordan sikkerhedsudstyret virker i detaljer.
Hvad skulle der kunne ske ved, at offentligheden fik lidt mere at vide?
Det er jo ikke offentligheden som sådan, der ikke må vide noget. Vi villle gerne informere offentligheden, men grundproblemet er, at den brøkdel af en promille af flyrejsende, som kunne finde på at lave anslag mod luftfarten, kunne finde på at misbruge informationerne. Derfor har man meget høj grad af fortrolighed omkring luftfartens sikkerhed.
Hvorfor må der ikke fotograferes i området ved sikkerhedskontrollen?
Folk må ikke kunne sidde og studere billeder af sikkerhedskontrollen og for eksempel forstørre dem for at lede efter detaljer. Én ting er hvad man ser, når man går igennem sikkerhedskontrollen som passager. Noget helt andet er hvad man kan få ud af at sidde derhjemme og søge efter svagheder i systemerne.
Hvorfor kan I ikke sige, hvilke initiativer der bliver taget på sikkerhedsområdet i Danmark, når der er en terroraktion et andet sted i verden?
Politiets Efterretningstjeneste vurderer fra gang til gang, om der er grund til at informere offentligheden. Nogle gange kan det jo være en fordel, at informere offentligheden, fordi den kan bidrage til større agtpågivenhed. Men som regel er der ingen grund til at opskræmme flypassagerer unødigt, hvis man skærper foranstaltningerne for eksempel omkring en bestemt flyafgang.