Guide til regler om væske i håndbagagen
Forbered dig hjemmefra
-
*Væsker eller flydende stoffer i håndbagagen skal medbringes i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter (én deciliter).
-
Du må gerne medbringe mere end én beholder, men ikke flere end der kan være i en plastpose med et rumfang på én liter. Det er kun tilladt at medbringe én af disse poser pr passager.
-
De danske myndigheder anviser, at det skal være en 'gennemsigtig og genlukkelig pose på maksimalt én liter. Lukkesystemet skal være en del af selve posen. Som poser kan man for eksempel anvende genlukkelige ”fryseposer”, som kan købes i mange større supermarkeder.'
-
Anskaf en pose, der lever op til myndighedernes krav - og pak væskebeholderne i denne.
* Væsker og flydende stoffer:
- vand, juice, saft, suppe, sirup og lignende
- parfume, barbersprit, eau de cologne og lignende
- delvist flydende stoffer som for eksempel hårshampoo og tandpasta
- olier og cremer, for eksempel håndlotion eller solcreme
- indholdet i beholdere under tryk, for eksempel deodorant, barberskum og lignende
- blandinger af faste og flydende stoffer
EU-kommissionen har præciseret, at læbestift, læbepomade, deodorantstick, limstift og lignende ikke er omfattet af de nye regler for væsker i håndbagagen.
Undtagelser fra reglerne
Visse væsker og væskeformige stoffer er undtaget fra EU’s regler. Det drejer sig for eksempel om babymad, medicin og lignende, som må medbringes til brug på rejsen i større kvanta end 100 milliliter. Man bør dog være forberedt på, at sikkerhedspersonalet kan forlange bevis for væskens ægthed.
I lufthavnen får du hjælp
-
Mød i lufthavnen cirka to timer før afrejse.
-
I lufthavnen bliver du gennem skiltning, informationsflyers og personale mindet om de nye regler.
-
Du kan i den første tid gratis få udleveret poser i lufthavnen, men betragt dette som en nødløsning, for jo flere passagerer, der har pakket rigtigt hjemmefra, des smidigere vil trafikken glide.
-
Hvis du ikke har fået pakket rigtigt, er der pakkeborde i lufthavnen, hvor du kan blive vejledt.
Vær klar ved sikkerhedskontrollen
-
Hav posen med væsker klar til særskilt gennemlysning ved sikkerhedskontrollen.
-
Tag computer og andre større, elektriske artikler op af håndbagagen - disse ting skal gennemlyses separat.
-
Tag overtøjet af ved sikkerheds-kontrollen. Det skal også gennemlyses separat.
Køb varer som hidtil efter sikkerhedskontrollen
-
Varer der købes i lufthavnen efter passage af sikkerhedskontrollen (herunder spiritus, parfume og andre væsker) er undtaget fra de nye regler.
-
Du kan handle toldfrie varer i lufthavnen som hidtil, men vær opmærksom på, at varerne bliver udleveret i en forseglet pose, og at de skal være opbevaret i denne frem til slutdestinationen. Husk også at få kvittering for købet, da visse lufthavne vil kræve denne dokumentation, selvom varerne er forseglet.
-
Der har været meget forvirring om de nye regler. For at du ikke skal være i tvivl, stiller Københavns Lufthavne garanti for, at du får refunderet dine penge, hvis du har fulgt reglerne og på trods af dette får konfiskeret varer, som du har indkøbt i Københavns Lufthavn. Husk derfor at bede om dokumentation, hvis du skulle være uheldig og få konfiskeret dine varer.
Væsker ved rejser til USA
-
Direkte fra København til USA: Ved flyvninger direkte til USA med SAS eller Delta Air Lines kan toldfrie varer (spiritus, parfume og andre væsker), der er købt i Københavns Lufthavn medbringes om bord på flyet. I Tax-Free butikkerne udleveres varerne i en forseglet pose med kvittering, og det er vigtigt, at denne pose forbliver forseglet.
-
Til USA via en anden lufthavn i EU: Hvis du rejser fra København til USA via en anden lufthavn i EU, kan du risikere, at toldfrie varer (spiritus, parfume og andre væsker) bliver inddraget, selv om varerne udleveres og opbevares i en forseglet pose med kvittering. Forhør dig hos det pågældende flyselskab om reglerne.
-
Videre med fly efter ankomst til USA: Ifølge de amerikanske regler er det ikke tilladt at medbringe toldfrie varer (spiritus, parfume og andre væsker) fra Europa ved transfer efter ankomst til en amerikansk lufthavn. Varerne kan i stedet anbringes i den bagage, der checkes ind på den videre flyforbindelse. Kontakt flyselskabet for nærmere oplysninger om reglerne i USA.
Toldfrie varer på hjemrejsen
Læs vejledning om hvordan du får varer refunderet