Rejsende til USA

En regelændring i USA betyder, at rejsende skal udfylde en online-formular senest 72 timer inden afrejsen. Ellers kan rejsende risikere at blive afvist i lufthavnen.

De nye regler omfatter de såkaldte visa-waiver-lande, herunder Danmark. Rejsende fra disse lande skal fra den 12. januar 2009 registrere sig over nettet gennem det såkaldte Electronic System for Travel Authentication (ESTA) inden afrejsen til USA.

Rejsende til USA skal udfylde online-formularen med de samme oplysninger, som man tidligere angav i den normale I-94-formular, der udleveredes inden indrejsen til USA. Her skal bl.a. indtastes navn, adresse, fødselsdato, adresse i USA og pasnummer.

Når man har udfyldt online-formularen på ESTA, melder systemet tilbage med ét af tre mulige svar: godkendt, afvist eller afvent svar. Hvis formularen er afvist, er man nødt til at kontakte ambassaden for at få et visum.

 Flere oplysninger – samt online-formular – findes her.