Spørgsmål og svar

Hvad gør jeg, hvis jeg har elektrisk/batteridreven kørestol?
Du skal oplyse, at du er kørestolsbruger, når du bestiller din billet. Du skal desuden opgive vægt og størrelse af kørestolen ved bestilling. Elektriske kørestole må ikke medtages i kabinen, og skal derfor skrives ind sammen med den øvrige bagage og placeres i flyets lastrum. For at mindske risikoen for skader anbefaler vi, at du sørger for at afmontere alle løse dele på kørestolen, inden du overgiver den til flyselskabet.
Kørestol med tørbatteri og gelebatteri er godkendt til transport ombord på fly. Men batterikablerne skal kunne kobles af og sættes sammen, så der ikke er nogen strømkreds tilsluttet. Du har mulighed for at sidde i egen kørestol helt frem til gaten, og være med til at klargøre stolen til lastning på flyet. Falck vil være behjælpelige. 

Samling af kørestol?

Når din kørestol skal samles igen, er det vigtigt, at du giver tydelig information om, hvordan den skal samles. Er monteringen kompliceret, skal du på forhånd sørge for, at du har den hjælp, du behøver.

Bliver man adskilt fra sin hjælper undervejs fra indcheckning til gaten?
Så vidt det er muligt, kan man følges med sin hjælper, men der kan være forhold der gør, at man bliver adskilt kortvarigt.

Er det muligt at få assistance til bl.a. indkøb af toldfrit, hvis man har brug for dette?
Nej, dette er ikke omfattet af servicen.

Er der former for udstyr, som jeg ikke må have med på rejsen?
Flyselskaberne kan have forskellige regler for, hvad man må medbringe. Lufthavnen anbefaler derfor, at man checker dette med sit flyselskab.

Er der former for udstyr, der kan tage skade af trykket i kabinen?
Dette anbefales man at undersøge hos leverandøren af udstyret før afrejse.

Kan en person, der ikke kan læse, få hjælp til at finde frem til den rigtige gate?
Ja hvis servicen er bestilt via Falck, vil der være en person til rådighed. Ellers kan man altid spørge sig for i lufthavnens serviceinformation.

Hvad gør jeg, når beskeder i højttalere m.v. er alt for hurtige eller utydelige til, at jeg kan forstå, hvad der bliver sagt?
Hvis service er bestilt, hjælper Falck. Ellers kan man altid spørge sig for i lufthavnens serviceinformation. 

Hvad gør jeg, hvis jeg hører mit navn i højttaleren og ikke kan forstå hvorfor?
Spørg Falck eller lufthavnens serviceinformation.

Kan jeg blive ledsaget af en pædagog/hjælper frem til gaten, selvom vedkommende ikke skal med flyet?
Uden gyldig rejsehjemmel får man desværre ikke lov til at komme med som ledsager. Falck assisterer desuden helt frem til gaten, hvis man har bestilt handicapassistance.

Kan jeg få hjælp, når jeg skal gennem sikkerhedskontrollen, og jeg skal af med bælte og seler, og ikke selv kan tage det på igen? 
Hvis der er bestilt assistance hos Falck, får man hjælp til denne del også.

Jeg har førerhund med. Hvordan skal jeg forholde mig?
Det er vigtigt, at du allerede ved bestilling af flyrejsen fortæller, hvis du rejser med førerhund. Reglerne for hundeledsagelse er forskellig for de enkelte flyselskaber. Hunden får dog i de fleste tilfælde lov til at rejse med føreren i flykabinen og behøver ikke sidde i bur. Det koster normalt ikke ekstra penge at medtage en førerhund. Og førerhunden tæller som regel ikke med i den samlede vægt af bagagen.
Som for alle andre dyretransporter gælder det, at det er ejerens ansvar at undersøge, hvilke regler der gælder i det land, hvortil hunden skal medtages. Derudover skal man undersøge hvilke vaccinationer hunden skal have på forhånd og hvilke karantæneregler, som er gældende i det pågældende land. Passagerer med ledsagerhund får almindeligvis lov til at gå ind i flyet før de øvrige passager.