Sikkerhedskontrol
Pakkes hjælpemidler ned af sikkerhedspersonalet, så det ikke skal ske flere gange pga. security-regler?
Hvis der er bestilt handicapassistance, vil det være en hjælper fra Falck, der tager sig af at pakke hjælpemidler ned.
Må jeg tage medicin med i min håndbagage og er der begrænsninger på omfanget?
Du må gerne medbringe medicin til brug under hele rejsen, og der er ikke begrænsninger på mængden. Du kan dog blive bedt om at fremvise bevis for varens ægthed, for eksempel at medicinen er i original, ubrudt emballage eller i form af en recept eller bon fra apoteket. Det er en god idé at medbringe et rejsebrev fra egen læge eller hospital på dansk og engelsk, hvoraf det fremgår, hvilke typer medicin, du medbringer.
Klik her for gode råd fra Statens Luftfartsvæsen når du har brug for medicin på flyrejsen
Skal jeg tage forholdsregler, hvis jeg har en pacemaker?
Nej, du behøver ikke at tage nogen specielle forholdsregler for at gå gennem sikkerhedskontrollen, hvis du har pacemaker, Hvis du føler dig utryg ved at gå igennem en metaldetektor, er det muligt at passere uden om detektorkarmen og efterfølgende få foretaget et manuelt personeftersyn.. Du skal blot oplyse ved sikkerhedskontrollen, at du har pacemaker, og at du gerne vil gå udenom detektorkarmen og have foretaget et manuelt personeftersyn.
Kan jeg have min førerhund med gennem sikkerhedskontrollen?
Ja, du må gerne medbringe førerhund. Førerhunden skal have gyldig rejsehjemmel.
Må jeg have min elektriske kørestol med gennem sikkerhedskontrollen?
Elektriske kørestole og andre batteridrevne hjælpemidler kræver luftfartsselskabets godkendelse. Der vil også blive foretaget eftersyn af kørestolen. Kørestolen vil blive pakket ned ved check-in i lastrummet under flyveturen på den gate, hvor flyet holder parkeret..
Kan jeg blive efterset af en security-medarbejder af mit eget køn?
Ja, du kan altid bede om at blive efterset af en securitymedarbejder af dit eget køn.
Kan jeg bede om at blive undersøgt i et rum for sig, hvis jeg skal undersøges nærmere?
Ja, du kan godt anmode om at blive efterset i et securitylokale, der er indrettet til formål som disse.
Er der former for udstyr, der kan blive ødelagt af røntgenudstyret i sikkerhedskontrollen?
Nej, udstyr bliver ikke ødelagt af at køre igennem røntgenudstyret.
Er der former for udstyr, som jeg ikke må have med på rejsen?
Der kan være specielt udstyr, som kræver særlig tilladelse fra enten luftfartsselskabet eller luftfartsmyndighederne. Er man i tvivl, er det altid en god idé, at kontakte luftfartsselskabet i god tid inden afrejse.
Kan jeg få hjælp, når jeg skal gennem sikkerhedskontrollen, og jeg skal af med bælte og seler, og ikke selv kan tage det på igen?
Hvis du har bestilt handicapassistance, er det hjælperen fra Falck, der vil være behjælpelig med disse ting.