Fra stat til privat

Indtil 1990 blev lufthavnene i Kastrup og Roskilde drevet af statsvirksomheden Københavns Lufthavnsvæsen. Ved Lov om Københavns Lufthavne blev Københavns Lufthavnsvæsen den 19. september 1990 omdannet til Københavns Lufthavne A/S med staten som eneaktionær. Intentionen bag omdannelsen til et aktieselskab var, at selskabet skulle drives på et mere forretningsmæssigt grundlag.

Efter at selskabet i godt tre år havde været statsejet, blev det i februar 1994 besluttet at nedbringe statens ejerandel til 75 procent samt at søge selskabets aktier optaget til notering på Københavns Fondsbørs. Aktieudbuddet fandt sted i marts 1994 og aktierne blev i tilslutning hertil optaget til notering på Københavns Fondsbørs den 11. april 1994.

I 1996 solgte staten yderligere 24 procent af sine aktier og nedbragte derved sin ejerandel til 51 procent. Det seneste salg af statslige aktier skete i 2000, hvor den danske stat solgte 17 procent af aktierne. I begge omgange blev aktiekapitalen forhøjet med fem millioner som medarbejderaktier.

Den danske stats andel af aktiekapitalen er i perioden 2000 til 2006 gradvist øget til 39,2 procent som følge af CPH’s opkøb af egne aktier. Den danske stat ejer fortsat 39,2 procent af aktierne. Yderligere information om aktionærsammensætningen fremgår af ”Ejerforhold”.