01.11.2007
Med kurs mod "Mellemøstens Singapore"

Københavns Lufthavn sendte onsdag den 31. oktober det første direkte fly af sted til Dubai. SAS bød passagererne på den første forbindelse mellem København og Dubai velkommen om bord med champagne, arabisk-inspirerede snacks og levende musik.

Blandt de første passagerer på SAS’ nye, direkte forbindelse var Kasper Larsen, der driver virksomheder i Dubai og Danmark, og er derfor en hyppig gæst i Københavns Lufthavn:

”Jeg rejser frem og tilbage mellem Danmark og Dubai cirka et par gange om måneden og har set frem til den nye, direkte forbindelse,” fortalte han.

Forbinder Skandinaviens hub med Mellemøstens hub
I alt 245 passagerer var klar til at gå om bord ved gate C37, hvor der blev serveret champagne, arabiske snacks og arabisk musik, inden snoren blev klippet kort tid inden boarding. I åbningsceremonien deltog Lars Sandahl Sørensen, kommerciel direktør i SAS, Mats Jonsson, direktør i Dubai Nordic Countries, samt Brian Petersen, administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S.

”Vi er utrolig glade for at kunne byde passagererne velkomne til denne nye, internationale rute til Dubai. En ruteindvielse er altid en særlig begivenhed, men en ny, direkte forbindelse til Dubai er ganske unik, fordi vi nu forbinder Skandinaviens hub med Mellemøstens hub, og det åbner for mange nye muligheder,” sagde Lars Sandahl Sørensen, kommerciel direktør, SAS International.  

En styrkelse af rutenetværket
Københavns Lufthavnes administrerende direktør Brian Petersen ser også store muligheder i den nye, direkte rute, der på cirka 6,5 time bringer passagerer fra Skandinavien til et af verdens hurtigst voksende turist- og handelscentre:

”De interkontinentale ruter er rygraden i vores position som Skandinaviens største knudepunkt for trafik til og fra Skandinavien. Desuden er de oversøiske ruter en forudsætning for, at vi kan tilbyde et veludviklet rutenetværk til vores mange lokalt afgående og transfer passagerer. Vi er derfor meget glade for, at SAS har åbnet denne nye rute, som vil styrke deres netværk fra København,” sagde Brian Petersen og nævnte desuden, at han selv netop havde købt en juleferie til Dubai med familien. 

Københavns Lufthavns interkontinentale aktiviteter tæller i dag 19 oversøiske ruter, hvoraf SAS driver otte af ruterne.

Ruten mellem København-Dubai er en sæsonrute, der flyver i perioden fra oktober frem til marts måned.

Brian Petersen og Mats Jonsson

Mats Jonsson, direktør i Dubai Nordic Countries, samt Brian Petersen, administrerende direktør for Københavns Lufthavn, under indvielsen af den nye, direkte forbindelse til Dubai.

 

 

 

 

 


Brian Petersen og Mats Johnsson
Se video fra indvielsen af SAS' nye rute til Dubai

SAS flyver København-Dubai med en Airbus 340-300 med 245 sæder: 46 i Business, 28 i Economy Extra og 171 i Economy.

Flyet afgår tre gange ugentligt (onsdag, lørdag og søndag) kl. 21.05 med ankomst i Dubai kl. 06.35 lokal tid.

Flyvetiden er ca. 6 timer og 30 minutter fra København Lufthavn.

Fra Dubai tilbyder SAS gode forbindelser til Mellemøstens vigtigste destinationer, inklusive Bahrain, Doha, Jeddah, Muscat og Tehran.

Dubai er en af de syv emirater der udgør de Forenede Arabiske Emirater. Byen er de senere år vokset til en af verdens førende turistrejsemål og et af de hurtigst voksende handelscentre.


 SAS direkte til Dubai fra efteråret