06.12.2007
SAS starter ny rute op til Kiev og åbner rute til Bukarest
Fra april 2008 kan passagerer flyve med SAS til Kiev i Ukraine og Bukarest i Rumænien, når selskabet indsætter forbindelser fra København til de to destinationer.
Fra foråret udvider SAS sit rutenetværk med to nye ruter til Østeuropa. Fra den 31. marts 2008 bliver det nu muligt at flyve direkte mellem København og Kiev, når SAS starter en ny rute op. Desuden åbner selskabet en rute mellem København og den rumænske hovedstad, Bukarest fra den 1. april. For begge ruter vil der være tre ugentlige returflyvninger. Flyvetiden er to timer og 30 minutter på begge destinationer.
Et attraktivt trafikprogram
"Vores ambition er at tilbyde Nordeuropas mest attraktive trafikprogram og med de to direkte ruter, udbygger SAS muligheden for handel og
 |
|
samarbejde mellem Nord- og Østeuropa. Jeg er glad for at åbne ruterne til Kiev og Bukarest og glæder mig til at byde de første kunder velkommen," siger Susanne Larsen, administrerende direktør i SAS Scandinavian Airlines Danmark.
Fotos: SAS
|
Port til det ukrainske marked
Også Københavns Lufthavne A/S glæder sig over, at SAS har tilføjet to nye ruter ud af København til de to metropoler i Østeuropa, hvor Kiev er en helt ny destination i København Lufthavns rutenetværk:
”Nye ruter og et veludviklet rutenetværk har afgørende betydning for, at Københavns Lufthavn kan fastholde sin position som Skandinaviens hub. Vi glæder os derfor over, at SAS nu flyver fra København til de to vækstcentre i Østeuropa og derved skaber grobund for gode handelsmuligheder med det ukrainske og rumænske marked,” siger Brian Petersen, administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S.
Udover SAS har Cimber Air ugentlige afgange mellem København og Bukarest i Rumænien.