19.05.2006
Ny rute til Balaton i Ungarn
Fra lørdag den 20. maj 2006 er det muligt at flyve direkte fra København til den ungarske feriedestination Balaton. Det er det nationale ungarske flyselskab Malev, der står bag den nye sommerrute fra Københavns Lufthavn.
Indtil slutningen af september flyver Malev med en Boeing 737 hver lørdag med afgang fra København kl. 20.20 og ankomst i Balaton kl. 22.15. Flyvetiden er 1 time og 55 minutter. Den anden vej afgår flyet fra Balaton kl. 23 lørdag aften med ankomst i København kl. 00.55.
Balaton-søen i det vestlige Ungarn er Centraleuropas største ferskvandssø og en smule større end Bornholm. Der er mange badestrande omkring søen, og området har i mange år været et yndet feriemål.
Malev flyver i forvejen fra København til den ungarske hovedstad Budapest året rundt.