04.02.2005
Forretningsfolk vælger lavpris
Engang gik businessclass og forretningsrejse hånd i hånd og lod turister og andre rejsende om billige billetter og lavprisselskaber. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Dansk erhvervsliv har gjort op med traditionerne og taget lavpriskonceptet til sig.
En ny undersøgelse viser, at de forretningsrejsende i 2004 udgjorde over halvdelen af de danske passagerer på lavprisruterne fra Københavns Lufthavn. Lufthavnen har gennemført undersøgelsen blandt 2.600 passagerer, der fløj med et af de syv største lavprisselskaber i efteråret 2004.
Knap halvdelen af de undersøgte passagerer var danskere og af disse opgav 63 procent ”forretning” som formålet med rejsen, mens de øvrige 37 procent svarede ”fritid”. Blandt de svenske passagerer, der med 15 procent udgjorde den anden største gruppe rejsende, var fordelingen 51 procent forretningsrejsende og 49 procent fritidsrejsende.
”Det overrasker os, at så mange af passagererne på lavprisruterne er forretningsrejsende, men det understreger vigtigheden af at fastholde og udvide antallet af lavprisruter fra Københavns Lufthavn, hvis lufthavnen fortsat skal kunne imødekomme erhvervslivets ønsker og behov,” siger Trille Tang Dalsgaard, chef for Airline Relations i Københavns Lufthavne A/S.
Lavpris står for halvdelen
Antallet af lavprispassagerer i Københavns Lufthavn steg i 2004 med i alt 631.361 passagerer, hvilket svarer til 54,8 procent flere passagerer end året før. Dermed tegnede lavprisruterne sig for næsten halvdelen af den samlede vækst på 1,3 millioner passagerer i Københavns Lufthavn i 2004.
I alt rejste 1,8 millioner passagerer med lavprisselskaber til og fra lufthavnen sidste år, svarende til 9,4 procent af lufthavnens samlede antal passagerer. I 2003 var denne andel 6,5 procent og i 2002 blot 2,9 procent.
Passagerskatten hæmmer
Trods væksten på området mistede Københavns Lufthavn også en række lavprisruter i 2004. For eksempel indstillede easyJet flyvningerne til Newcastle og Bristol med henvisning til, at ruterne ikke er rentable, så længe staten opretholder den særlige danske passagerskat på 75 kr. pr. passager.
Særskatten gør det op til mellem 10.000 og 15.000 kr. dyrere pr. fly at lette fra danske lufthavne end fra andre lufthavne i Europa. Og da fortjenstmarginalerne i lavprismarkedet er små, kan beløb i den størrelsesorden være afgørende for, om ruten er en fornuftig forretning.
”På den baggrund har vi med glæde noteret os, at regeringen tilsyneladende er indstillet på at afskaffe eller sænke passagerskatten. Vi håber, at der – også efter folketingsvalget – vil være bred politisk opbakning til at skabe bedre vilkår for luftfarten i Danmark,” siger Trille Tang Dalsgaard.
Regeringen nedsatte i januar en arbejdsgruppe, der med skatteministeriet i spidsen skal analysere passagerskattens virkning på beskæftigelse og erhvervsudvikling, herunder turisme og regionale forhold.
Læs årsstatistikken 2004