22.01.2004
V BIRD åbner rute til Manchester

Metropolen Manchester har altid haft meget at byde på - fra fodbold til Oasis. Fra den 29. januar 2004 bliver det billigere at komme til og fra den nordengelske storby. Det sker, når lavprisselskabet V BIRD åbner en ny rute til Manchester.

V Bird    

V BIRD debuterede i december på ruten mellem København og Niederrhein (Düsseldorf), og det er via en mellemlanding i den tyske lufthavn, at der nu bliver forbindelse til og fra Manchester. 


Mandag til fredag er der afgang fra København Lufthavn klokken 8:05 med ankomst i Manchester klokken 10:30 (lokal tid). Også søndag eftermiddag, klokken 16:25, er det muligt at flyve med V BIRDs sølvgrå Airbus 320 fra Danmark til Storbritannien.

Manchester bliver V BIRDs tredje destination fra København. I forvejen flyver det hollandske lavprisselskab til Niederrhein (Düsseldorf) - og derfra videre til München.