14.09.2004
Flere flyver til Rom

Interessen for at rejse til Rom er stærkt stigende.

Fredag den 17. september åbner Maersk Air en ny rute fra København til Rom, og samtidig kan Københavns Lufthavn notere en samlet stigning i antallet af passagerer til Rom på over 35 procent i årets første otte måneder i forhold til samme periode sidste år.

I øjeblikket flyver SAS, Sterling og Alitalia til Rom, og de tre selskaber har tilsammen haft 78.771 passagerer på ruterne fra København i årets første otte måneder mod 58.078 passagerer i samme periode 2003.

Ifølge salgschef i Maersk Air Anne von Glasow har kunderne med selskabets nye ”Fly as you like” koncept efterspurgt en rute til Rom. ”Det var derfor vigtigt også at få denne destination med i vores rutenet ud af København,” siger Anne von Glasow.

Maersk Air flyver til Fiumicino – den største af Roms lufthavne – i første omgang med to ugentlige afgange og fra 31. oktober med fire ugentlige afgange. Fiumicino betjenes i forvejen af SAS og Alitalia, mens Sterling flyver til Ciampino lufthavnen.

Når der ses bort fra nye destinationer, er Rom-Fiumicino blandt de fem destinationer, der har haft størst vækst i antal passagerer i årets første otte måneder i forhold til samme periode sidste år i Københavns Lufthavn.