14.12.2004
Ny rute til det nordlige Finland

Danske forretningsfolk og turister får i det nye år mulighed for at flyve direkte til det nordlige Finland, når det finske flyselskab Blue 1 den 31. januar indleder ruteflyvning mellem København og Oulu (Uleåborg) på den finske vestkyst. Der bliver en daglig afgang fem dage om ugen med en Avro RJ100 jet med plads til 99 passagerer. Selskabet Blue 1 er 100 procent ejet af SAS.

Oulu har 125.000 indbyggere og er en højteknologisk industri- og universitetsby, hvor alene Nokia beskæftiger over 4.000 mennesker, mens omkring 550 virksomheder har hjemme i Skandinaviens ældste videnskabspark Technopolis. Befolkningsmæssigt er regionen den yngste og hurtigst voksende i Finland. Lufthavnen i Oulu er den næststørste i Finland.